Metaldiktator: Muse – Origin of Symmetry
25 år senere står ‘Origin of Symmetry’ stadig som øjeblikket, hvor Muse blev for store til Jorden – og fandt deres egen stemme.
Bliss
Space Dementia
Hyper Music
Plug In Baby
Citizen Erased
Micro Cuts
Screenager
Darkshines
Feeling Good
Megalomania
Der findes albums, hvor et band definerer sit udtryk. Og så er der albums, hvor et band river loftet af hele bygningen og insisterer på at spille, som om universet er lige på trapperne til at implodere.
‘Origin of Symmetry’ er den slags album.
Da Muse udgav deres anden plade i 2001, havde trioen allerede gjort sig lettere bemærket med ‘Showbiz’, men var samtidig tynget af det evindelige “Radiohead 2.0”-stempel. Et stempel, mange fik kastet i nakken i de år, mere eller mindre velbegrundet, og som i dette tilfælde føltes både dovent og misforstået. For hvor debuten stadig havde rødderne solidt plantet i 90’ernes alternative rock, lød ‘Origin of Symmetry’ til sammenligning som et band, der orkestrerede soundtracket til en verden på vej til at sprænge rammerne.
De fik i hvert fald udfordret sig selv lige til grænsen.
Pladen blev overvejende skrevet på ‘Showbiz’-turnéen, hvor trioen bl.a. supportede navne som Red Hot Chili Peppers, Live og Bush – og koncertrutinen kan mærkes. Der er en levende, næsten ustyrlig energi i sangene, der føles, som om de konstant er ved at eksplodere ud over scenekanten.
Samtidig var det også årene med legendarisk hårdt festliv, flirten med psykedeliske svampe og som følge heraf frontmand/sangskriver Matt Bellamys tiltagende fascination af videnskab, sci-fi dystopier og konspirationsteorier – alt sammen noget, der siver direkte ind i pladens tekstunivers.
Selv titlen er peak Muse. Inspireret af fysikeren Michio Kakus tanker om supersymmetri kredser albummet om dualitet, balance og eksistentielle modsætninger: At være både elsket og ubetydelig, bemærket og ignoreret, stærk og dybt dysfunktionel. “Paradise comes at a price”, synger Bellamy på lukkeren ‘Megalomania’. En linje, der udstiller hvor meget de her skubber sig selv til grænsen, lider for skønheden, om du vil, og som på mange måder føles som hele albummets tese.
Men allerførst – sikke en åbning!
‘New Born’ indlader sig med afdæmpede klaverfraser, der pludselig væltes omkuld af et skurrende guitarriff og Bellamys himmelskrigende falset, som om hele sangen imploderer for øjnene af én, inklusiv en hylende guitarsolo i bedste Tom Morello-stil. Selv har Bellamy udlagt teksten som en allegori over hans “frygt for den teknologiske udvikling, og hvordan den i virkeligheden er ved at ødelægge hele menneskeheden. Min frygt er, at vi ikke kan kontrollere den, fordi den udvikler sig hurtigere end os” … nogen, der genkender den følelse her 25 år senere?
‘Bliss’ føles derimod som ren eufori. Et nummer, Bellamy flere gange selv har udpeget som sit yndlingsnummer fra bandet, hvor den primære synth-linie er et fantastisk eksempel på, hvor kraftfuldt Muse bruger arpeggioer. Ikke kun etablerer den sangens klassiske akkorder og tempo, men fordi den spilles hurtigt på tværs af hele keyboardet, føles det som om man bliver slynget ind i et sort hul med 1.000 km/t. Velsagtens albummets mest opløftende øjeblik – også selvom teksten i virkeligheden handler om kærlighed i sin mest besættende form.
Hvor 'Bliss' længes, flår 'Hyper Music' alt itu med bitter vrede og dissonante guitarfraser, igen i bedste Morello-huggende stil, med et indpiskende antrit fra Dominic Howard, mens Bellamy skriger af fuld hals: “I don’t love you and I never did / I don’t want you and I never will”. Vi snakker ren galdespyt og emotionel sabotage, nærmest som det dystre spejlbillede af ‘Bliss’.
Og så kommer vi selvfølgelig heller ikke udenom ‘Plug In Baby’.
Hittet. Den, der stadig hænger ved i sætlisten her 25 år derpå. Med det hooky fuzz-guitarriff, inspireret af Bachs 'Toccata og fuga i d-mol, BWV 565', og med bassist Chris Wolstenholmes funky puls og Bellamys eksplosive falset i slutningen, for ej at forglemme det helt fantastiske omkvæd, der igen bevæger sig helt op i det euforiske leje.
Stikker vi spaden en tand dybere, så er det dog ikke først og fremmest singlerne, der er de største trækplastre ved ‘Origin of Symmetry’. Det er mindst lige så meget alt det overgearede, det excentriske og det kompromisløse, pladen ellers har at byde på.
‘Space Dementia’ åbner ud med en Rachmaninov-inspireret klaverstemme, der perfekt smelter sammen med den drivende bas- og trommelinje tilsat en space rocket eftersmag, mens Bellamy fantaserer over de psykiske konsekvenser ved at forlade Jordens atmosfære.
En dramatisk sag, der til sidst eksploderer ned i et drastisk lavere gear, mens synths og mellotron-strygere langsomt drager os dybt ind i deres kosmiske paranoia.
‘Micro Cuts’ er ligeledes komplet vanvid med Bellamy i operatisk overgear. Lydbilledet kender vi efterhånden med guitararpeggioer galore, den massivt forvrængede bas og støjvæggen under omkvædet, men det, der virkelig tager nummeret ud over kanten, er Bellamys falset, sunget i et absurd højt leje, med heftig vibrato fremført melodramatisk som en anden operasopran. Med en tekst, der bunder i en svampehallucination, hvor Bellamy så trekantede knive skære sig ind i hans hoved, er alt virkelig next level her, og sandsynligvis for ekstremt til de fleste – men ikke desto mindre voldsomt bjergtagende på sin helt egen måde. Og en sang, jeg da også har skreget med til mangen en gang til privatfester, dengang stemmelejet tillod mig det.
Og så er der selvfølgelig ‘Citizen Erased’.
En af fanfavoritterne, og det er indlysende hvorfor. Albummets bankende hjerte, måske endda Muses egen ‘Bohemian Rhapsody’ om du vil, komplet med fuzz-riffs i drop A, eksplosive crescendoer og en melankolsk outro, der føles som at blive skyllet helt ren efter en følelsesmæssig udslettelse. Et fantastisk nummer helt ude i de episke proportioner, hvor Bellamys sans for sangskrivning og vekselvirkninger virkelig kommer i spil, og hans vokal springer let og elegant fra det lave register til den helt høje falset, mens guitarerne kradser det ene øjeblik, for det næste at bevæge sig ud i sirligt fingerspil. Endelig må vi ikke glemme alle crescendoerne på vejen, som det eksplosive omkvæd og det dramatiske drop fem minutter inde, der leder os over i den smukke outro-sekvens, hvor han søger mental udrensning for sine dårlige erfaringer med en tidligere udkåren i linier som: “Wash me away / Clean your body of me / Erase all the memories /They only bring us pain / And I've seen all I'll ever need”.
Et nummer, der viser alt det, Muse kan, når de er bedst, og som stadig giver mig kuldegysninger den dag i dag som mit ubestridte yndlingsnummer med Muse, lige fra første gang jeg hørte den for nu 25 år siden.
På den sidste tredjedel af skiven sker der et mindre skift. ‘Screenager’ er en smuk, omend meget underspillet sag, hvor dyreknogler bruges som en perkussiv effekt, let galopperende, mens flamenco-guitar og diskrete synth-arpeggios lægger fundamentet. Et dybt undervurderet nummer, hvor de foregriber de mere introspektive kvaliteter, der allerede begynder at træde i karakter på efterfølgeren, og ikke mindst på ‘The Resistance’-skiven senere i karrieren. Den efterfølgende ‘Darkshines’ er spækket med lækre basgrooves og latin-inspirerede fuzz-licks, men samtidig også det nærmeste, vi kommer på en filler … hvilket så i den sidste ende siger mest om det voldsomt høje niveau, Muse lægger for dagen. ‘Feeling Good’ er derudover også et lækkert cover, lettere beefet op med hårdt distortede markeringer, men ellers udført med respekt for Nina Simones velkendte take, tilført tilstrækkeligt med både vibrato, patos og sågar et touch af megafon fra Bellamy undervejs.
Og endelig, ‘Megalomania’ – episk perfektion!
En lukker af den moody kaliber, lige fra de underspillede vers til kontrasten over i det bombastiske kirkeorgel i omkvædet. Bandet insisterede på at bruge et ægte kirkeorgel til indspilningen, men Bellamy så sig nødsaget til at skrive falske tekster for at få kirken i Baths tilladelse til at bruge orglet, fordi lyrikken i sin endelige form er meget kristendomskritisk og i bund og grund antyder, at “Gud” blot ville være en mand med storhedsvanvid, hvis da ellers den kristne gud eksisterede. Som fx da han henvender sig til “Gud” i linier som “Take off your disguise / I know that underneath it's me”.
‘Megalomania’ runder igen dramatisk af med rytmesektionen tungt indpiskende, mens den understøtter Bellamys lagkage af vokalspor i flere fraseringer, og kirkeorglet falder og stiger kromatisk indtil den transcendentale finale. En fænomenal afslutning på et fænomenalt album!
Muse skød virkelig papegøjen her og fandt sig selv på flere fronter. ‘Origin of Symmetry’ flirter med det progressive uden at miste sjælen, og balancerer det fængende med det excentriske. Hvor det progressive spænd ofte kan forsvinde ind i teknikaliteter blot for at spille med musklerne, får Muse flettet de klassiske referencer, space rocken, de psykedeliske afstikkere og de skæve kompositioner sammen til stadig at føles som sange, man får lyst til at skråle med på.
At det hele ovenikøbet bliver fremført blot af tre mand, gør det næsten endnu mere overvældende. Chris Wolstenholmes bas buldrer med en tyngde og en præcision, der nærmest bliver et melodisk instrument i sig selv, mens Dominic Howard spiller trommerne som grundpillen, der sikrer, at fundamentet ikke vælter. Og så har vi det naturlige omdrejningspunkt Matt Bellamy, sangskriveren i front, der springer ubesværet mellem klaver, guitar og operafalset med en selvsikkerhed, der må have fået de mere konservative rockpurister til at få kaffen galt i halsen.
Og konservative kredse gjorde da også grin med bandet dengang. Muse var for teatralske, for flamboyante, for dramatiske, i det hele taget bare for meget. Men var det ikke netop dét, rockmusikken manglede? I en samtid i rockmiljøet præget af introverte musikere, der stirrede ned i gulvet og jamrede, kom Muse med makeup, patos, danserutiner og mere attitude, end mange kunne håndtere.
Det mest imponerende ved ‘Origin of Symmetry’ er måske, at den stadig lyder så frygtløs. Et album, der i det hele taget føles alt for stort til det rum, det bliver spillet i.
Maverick Records, der også udgav debuten, nægtede oprindeligt at udgive albummet i USA, alene fordi de krævede, at Bellamy skruede ned for falsetten. Bandet sagde nej og droppede selskabet, og pladen udkom derfor først i USA via Warner fire år senere. Hårdt svar på tiltale. For netop den kompromisløshed er hele pointen.
For mig står ‘Origin of Symmetry’ stærkt ud som det øjeblik, hvor Muse endegyldigt blev Muse. Albummet, der én gang for alle lagde deres “Radiohead 2.0”-prædikat helt bag sig og viste et band med en vision så stor, at den nærmest truede med at sprænge sig selv i luften. Som deres dystopiske soundtrack til en verden i forandring – og begyndelsen på noget af det mest bjergtagende rockmusik, 00’erne havde at byde på.