Når stærke riffs hyldes
Populær
Danske Death Rides a Horse viser særdeles lovende takter på deres første officielle demo, hvor blot fire numre alligevel når en samlet spilletid på 27 minutter.
2. Pantokrator
3. The Eye
4. Fly to The Rainbow (The Scorpions cover)
Death Rides a Horse har gang i noget rigtigt godt. Det er vigtigt at slå fast, hvis man hænger sig meget i karaktergivning, og ikke mener, at den givne karakter kan være illustrerende for dét synspunkt.
De fire medlemmer benytter sloganet "All hail the riff", som måske nok kendes i forskellige variationer rundt omkring, og det er i den grad passende for bandet. Det virker nemlig som om, at alle riffs er velovervejede, og kun de bedste benyttes. Der lægges i hvert fald hårdt ud med riff-baskeren 'Beyond the Granite Threshold', der har et godt og tungt drive, mange fede breaks undervejs samt nogle fine melodiske leads.
Produktionen er der både positivt og negativt at sige om. Det positive er, at alt kan høres, og det virker som om, gruppen har fundet sin lyd. Desværre er det som om, lyden indimellem er lidt indelukket og ikke helt springer i ansigtet på lytteren med et brag. Det gør, at den tunge, tunge del af titelnummeret ikke har den kraft som nummeret helt sikkert indeholder 'live'. Med gode numre kommer man langt, og når tempoet er lidt højere eller når vokalmelodierne er stærkest, så forvandles dette "problem" til en mindre detalje.
Den fede vokal
Death Rides a Horse lyder lidt som Roskilde-debuttanterne Rising, men hiver sin distinkte identitet ind på en tung, men klassisk guitar-rock-orientering og forsangerindens/bassistens fede vokal. Glem alt om alt for pæn sang a la Nightwish eller forceret hysterisk kvinde a la Tarrie B (hvis nogen husker hende...).
Nej, Ida har en naturlig vokal, der bare passer til musikken og giver den sit særpræg. Tidligere har denne skribent sammenlignet lidt med legendariske Grace Slick, men på skiven er den reference lidt mindre udtalt. Men der er en form for stærk 60'er/70'er kvinde over stemmen.
'Fly to the Rainbow' er et covernummer af The Scorpions og det slipper bandet rigtigt godt fra og får givet det sin egen lyd og drejning. Ida får vist hele sit vokalrepertoire og bør bruge denne sang i sin videre udvikling i forhold til at skrive vokalmelodier. For i bandets egne sange er der en tendens til flere steder at lægge ud med en lang tone, så udgangspunktet i vokalmelodierne bliver lidt ens og først får sin egen melodi i slutningen af hver sunget linje.
Det skal ikke beskrives som et problem, men som en udviklingsmulighed, for det står allerede klart, at hvis kvartetten virkelig vil noget med sin musik, så kan de også komme langt. Så besøg bandets myspace, hør sangene og bestil cd'en.