Et værk, der vil stå i tusind år?

negative plane the pact

Efter 11 lange år er Negative Plane endelig tilbage med et album, der på én og samme tid er råt og primitivt, fængende og progressivt. Og et hovedværk i nyere black metal.

Titel
The Pact
Dato
30-04-2022
Trackliste
01. A Work to Stand a Thousand Years
02. Poison and the Crucifix
03. Three Turns to the West
04. The Wailing of the Immured
05. Even the Devil Goes Into the Church
06. The Other Door
07. And So It Came to Pass
Forfatter
Karakter
5

Det siger lidt om både ambitionsniveau og selvtillid, når Negative Plane indleder deres tredje album – og det første i 11 år – med en sang med titlen ’A Work to Stand a Thousand Years’. Men hvorfor egentlig ikke? Amerikanernes to første album, ’Et in Saecula Saeculorum’ fra 2006 og ’Stained Glass Revelations’ fra 2011, regnes med rette for nogle af de største undergrundsklassikere i black metal siden årtusindskiftet.

’The Pact’ har været ventet længe, og det var vist meningen, at det skulle være kommet i 2015. Lang ventetid og et urimeligt højt musikalsk niveau giver ofte anledning til skuffelser. Men Negative Plane overgår sig selv med ’The Pact’, der er et rasende ambitiøst album, som fuldfører ambitionerne.

Aristokratisk egensindighed
Stilmæssigt er Negative Plane deres helt egne. Produktionen er relativt klar for genren, alle instrumenter er tydeligt defineret, og atmosfæren kan minde om Mercyful Fates to første album; det vil sige en mørk variant af den klassiske metal. Amerikanerne trækker da også på danskernes musikalske arv (lyt fx 2:50 inde i ’The Other Door’), ligesom de trækker på førstegenerations-black fra dengang, hvor genren endnu ikke var klart defineret. Det gælder også vokal, der snarere er aristokratisk snerrende end hæst skrigende.

Denne type black metal har mange trukket på med succes i de senere år – tænk fx på Cultes des Ghoules eller på Malokarpatan, der ved at søge tilbage til genrens rødder har vist nye veje for en genre, der ofte kan føles tilsandet i genrekonventionerne fra den norske arv. Det er for mørkt, for okkult og makabert til at være klassisk metal eller undergrundsthrash, men føles næsten for melodisk og klart defineret til at kunne være black metal, som mange forstår det i dag. ’The Pact’ er mere black metal i atmosfære, egensindighed og himmelstræbende ånd end i kulde, tremoloriffing og skrigevokal  Det lyder med andre også, som om de mener det, og de lever op til genrens oprindelige fordring om at være original, om at være ekstraordinær.

Et ægte mørke

Der, hvor Negative Plane adskiller sig, ud over produktionen, er dels i mængden af riffs, dels i de progressive og ret egenartede sangstrukturer.

Black metal er som regel en genre, der økonomiserer med riffmængden, der ofte bygger sange op over relativt få og simple riffs. Negative Plane har riffs i overflod, gode riffs fremragende riffs, de hælder dem ud af ærmerne lige så overskudsagtigt, som de hælder distinkte dunkle melodier ud af ærmerne, hvirvler rundt med dem og synes at åbne porten til et mørke, der føles meget ægte, håndgribeligt.

Riffene holdes i stramme tøjler af en sangskrivning, der nærmer sig det proggede med overraskende afveje, men som samtidig virker enormt gennemarbejdet; på en gang eventyrlysten og overraskende – man ved aldrig, hvad der venter bag næste hjørne –  og meget bevidst og gennemtænkt. Det proggede bør nu ikke afskrække nogen: Der er rigeligt med umiddelbart fængende passager og primitiv atmosfære til at tilfredsstille lyttere med sans for den slags.

Måske er det, fordi musikken er bundet op på albummets overordnede koncept om en faustisk pagt (om en forbandet kirke, vist nok, pladeselskabet har ikke lige inkluderet teksterne, hvilket er lidt irriterende, når nu det virker, som om bandet faktisk har gjort sig umage), at det hele føles så gennemarbejdet – musikken teksterne spejler og understøtter hinanden i konceptets – det større værks tjeneste. Det er med andre ord også et komplekst album, et album, der giver meget ved gentagne gennemlytninger. Og et album, hvor numrene varer mellem 6 og 16 minutter, fraset et instrumentalt mellemspil. Jeg er langtfra færdig med det. Men det har heldigvis meget at tilbyde allerede ved første gennemlytning.

Nye standarder
Man tager sig selv i at ønske, at flere bands gad bruge så lang tid på et værk, som rent faktisk gør en forskel, sætter en kunstnerisk standard for bandet selv og – det mener jeg, det her album gør – for genren. Men det kræver nok også særlige evner, både musikalsk og konceptuelt, at lave et album som ’The Pact’. Det er ikke ret mange, der overhovedet ville kunne finde ud af det. Det kan Negative Plane.

Om ’The Pact’ vil være ’A Work to Stand a Thousand Years’, skal jeg af gode grunde ikke kunne sige noget om. Men det er svært at forestille sig andet, end at albummet vil stå som et hovedværk i black metal længe. Og det er svært at forestille sig et bedre metalalbum udkomme i år.