Overliret

cover1.jpg.opt454x454o00s454x454

Niels Vejlyts seneste album rummer meget vellyd men ender alligevel med at hænge én langt ud af halsen.

Kunstner
Titel
Opus Absolute
Dato
19-05-2021
Trackliste
1. Welcome To The Show
2. Hard Times
3. Symphony Of A Lost World
4. Etude III
5. Conflict of the Mages
6. Forgotten Legacy
7. Etude IV
8. Pegasus
9. Crystal Ball
10. Etude V
11. Caprice Acoustic I
12. The Last Days Of Vivaldi
13. Etude VI
14. Interlude
15. Throne Keep
16. Age Of The Dragons
17. Caprice Acoustic II
18. Christmas Miracle
19. Farewell
Karakter
2

Niels Vejlyt er rigtig god til at spille guitar. Han er faktisk så god, at han underviser i det. Så udgiver han også ind imellem nogle monstrøse guitarværker: det seneste album 'Opus Absolute' vil sikkert få hans studerende til at tabe kæben tyve centimeter, og det virker faktisk også som om, at det måske netop har været det primære formål med udgivelsen.

Niels Vejlyt opererer musikalsk inden for genren "Neo classical, progressive, symphonic instrumental Metal"! Så er der flere, der nok allerede er stået helt af. Bedømt på det kiksede cover tror man måske også, at der er tale om en udgivelse fra 3. division i tysk heavy metal fra startfirserne. Det kan muligvis lokke fortabte nostalgiske metalfans i fælden. De bliver nok skuffede.

Det er altså et instrumental-album. Det er der som sådan ikke noget galt i. Det skulle da lige være, at man nok derved har afskåret en række potentielle lyttere. I 2018 udgav Niels Vejlyt albummet ’The Sword Of Ancient Myth’, som delvist var med gæstesangere, blandt andet med Søren Nico Adamsen, som har været i Artillery. Men denne gang er det altså rent instrumentalt bort set fra, at der en enkelt gang høres et åh-åh-kor. Derudover er der tale om en besætning, der bestå af en trio af guitar, bas og trommer – og lidt keyboards og strygere hér og dér.

Mange små blærede mellemspil
Albummet består af ikke mindre end 19 kompositioner – sange vil her nok være et forkert ord – men de skyldes nu mest, at der er spredt mange små etuder, kapriser og en enkelt interlude ind i mellem de noget længere kompositioner.

Ifølge Wikipedia er en etude en kort musikkomposition lavet til øvelser af en speciel teknisk sværhedsgrad på et soloinstrument. Det er jo fint nok, men albummets fire korte etuder virker så netop også som sådan. De giver mest indtryk af, at Vejlyt vil demonstrere sin store færdigheder på guitaren og de fjerner lidt fokus på de egentlige kompositioner og giver et lidt haltende flow albummet igennem.

Hvis vi skal rode videre rundt i musikhistorien, så er en kaprise et musikstykke holdt i en temmelig fri form og med en livlig karakter. Det giver sig i Vejlyts tilfælde så udslag i to gange næsten enslydende klimperier på akustisk guitar. Det er kønt, men det løfter nu ikke stemningen mærkbart.

Manger referencer til fortidens store klassiske komponister
Så er der noget mere substans i de længere sange, ups, kompositioner. Vejlyt kommer langt omkring. Han besøger såvel barokken i 'The Last Days Of Vivaldi' bevæger sig over i klassicismen og videre til romantikken i ’Symphony Of A Lost World’, som er albummets længste komposition på mere end 11 minutter. Men her får vi så også en sekvens af Tjajkovskijs 'Svanesøen', hvilket bestemt ikke er helt skævt.

">

Hvis man er meget inde i klassisk musik, kan man sikkert få en fest ud af at spotte hvor og hvilken komponist, som Vejlyt refererer til i de enkelte kompositioner. Det er klart en opfordring til ”Den Klassiske Musikquiz” på DR.

Albummet slutter stille med den akustiske 'Farewell', som giver mindelser om John Williams' version af 'Cavatina', som var temaet til filmen 'Deer hunter'. Og den er jo altid et hit på en italiensk restaurant ved en romantisk middag for to.

Det hele er kønt og utroligt godt spillet. Og der er en vis metallisk lyd og substans i numrene. Men man har det, efter at været det hele igennem, lidt ligesom hvis man har sagt farvel til en god men ikke helt tæt ven, der har været på besøg medbringende sit fotofremvisningsudstyr og hele aftenen har insisteret på at vise billeder fra sidste udlandsferie. Når så vennen er gået, må man lige have stærk drink, imens man lukker og slukker og tænker på, at ham Niels han er sgu godt nok dygtig til sin metier, men han behøver nu ikke at komme på besøg igen lige med det samme.