Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det krasse og det bløde

Updated
nobody-atmosfear-album-cover

Finsk satanisk folk gemmer på en overraskende følsomhed, skjult bag en vokal, der bedst kan beskrives som noget, man skal vænne sig til.

Kunstner
Titel
Atmosfear
Trackliste
Intro
Stronger Than Blood
Ruthless Vicar
Anubis I
Anibus II
The Dark Marquis
The Great Stink
Unholy Intoxication
Atmosfear
Dreams and Imaginations I
Dreams and Imaginations II
Lover's Lament
Orgasm of Blasphemy
Uncontainable
Visionary I
Visionary II
Outro
Forfatter
Karakter
3

Selvfølgelig er han finne
På promobillederne ligner Nobody en helt almindelig mand, en mand i sin bedste alder, en skaldet singer/songwriter der har de rigtige følelser og de rigtige måder at sige tingene på. Men man skal ikke ret langt ind i ’Atmosfear’ før den romantiske forestilling om den sensitive musiker falder til jorden, som var den styrtet fra Paradis. De finske følelser er fine, men i dette tilfælde kommer de mest til udtryk gennem den næsten sarte musik, der flyder fra mine højttalere. For vokalen er alt andet end skrøbelig.

Satanisk folk
En kort gennemgang af Nobodys Facebookprofil afslører en spøjs blanding af primære inspirationskilder: Den selvudnævnte troldmand Aleister Crowley og jazz-ikonet Django Reinhardt. Og selvom det er helvedes svært at høre, hvad der bliver sagt, er det omvendt meget nemt at fornemme hr. Reinhardts spøgelse i kulisserne. Bevares, der mangler det eksplosive og legesyge fra den front, men det bliver så rigeligt opvejet af den stemning, der gennemsyrer albummet.

Introen er som sådan ikke noget at skrive hjem om, før man ser den i sammenhæng med pladens sidste nummer, ganske passende kaldet ’Outro’. Begge er nemlig komponeret således, at man med fordel kan sætte hele balladen på repeat og man bemærker knapt, at der bliver startet forfra. Efterfølgende byder ’Stronger Than Blood’ på ,hvad der bedst kan beskrives som en tredjedags halsbetændelse. Og netop vokalen var indledningsvis mit allerstørste problem med ’Atmosfear’. Jeg fandt den først mere end almindeligt udfordrende at lytte til, og selv i mere black metalliske sammenhænge havde jeg højst sandsynligt stadig hadet den.

Men ’Ruthless Vicar’ med sine blide, rolige og melankolske toner fremhæver den voldsomme kontrast – og hvad der lyder som en mandolin giver et organisk modspil til den raspende vokal. På ’Dark Marquis’ titter Ennio Morricone frem i de huggende akkorder, men selv det rykkede mig ikke ud af min efterhånden døsige tilstand. Det uventede orgel på ’The Great Stink’ vækkede mig igen og var sammen med ’Unholy Intoxication’ vendepunktet for min interesse for albummet.

Man behøver ikke larme for at lyde ond
Ved blot anden gennemlytning gik det nemlig op for mig, at jeg havde vænnet mig til stemmen. Det her er et album, der kræver, at man engagerer sig og lytter til det flere gange, for der sker rigtig meget. Den kontrast, der er mellem musik og stemme, er skærende, og vokalen kan til tider overskygge med sin sandpapirshæse insisteren på at stå forrest. Men fordi forskellen er så ekstrem, fremstår musikken bare endnu mere varm og levende, og Nobodys almindelige hvisken er ganske behagelig.

Titelnummeret gemmer på en stille susen, der bevæger sig næsten lydløst under de øvrige spor, næsten udvisket af min tinnitus, men den giver nummeret et ildevarslende skær, der minder mig om, at jeg bare hører black metal uden distortion, trommer, rumklang og alt det, de reaktionære kræfter insisterer på gør en genre. Den overbevisende dødsrallen, der lægges for dagen i ’Dreams And Imaginations I’, understreger, at black metal er mere en sindstilstand end gimmicks. Flere gange undervejs har jeg tænkt på Rome og Jerome Reuters mangfoldige artsfæller, men først på ’Orgasm of Blasphemy’ fornemmes folk-aspektet for alvor. Det er meget tydeligt her, og Nobody lykkes med med enkle virkemidler at skabe en dragende stemning.

De få kritikpunkter, jeg trods alt har, er mest af alt rettet mod min egen lyttedisciplin. Man skal ikke være uopmærksom for længe, for så går man glip af noget. Med en spilletid på blot 35 minutter, skal man derfor ikke regne med, at det er en plade, man bare kan smække på for at have noget baggrundsstøj, mens man laver hvad ved jeg. Det er et album, der kræver ens tid, men med den længde burde det ikke være for meget forlangt.