Coreklingende gabesuppe

Coreklingende gabesuppe

Kataklysm følger op på tendensen fra sidste udgivelse og er nu så langt fra deres udgangspunkt i den brutale dødsmetal som nogensinde.

Kunstner
Titel
Of Ghosts And Gods
Dato
31-07-2015
Trackliste
1. Breaching The Asylum
2. The Black Sheep
3. Marching Through Graveyards
4. Thy Serpents Tongue
5. Vindication
6. Soul Destroyer
7. Carrying Crosses
8. Shattered
9. Hate Spirit
10. The World Is A Dying Insect
Karakter
2

Interessen for Kataklysm er for mit vedkommende forankret i de to første udgivelser, 'Sorcery' og 'Temple of Knowledge' fra midthalvfemserne, der bød på en skurrende lektion udi kompromisløs dødsmetal i den mere ekstreme ende.

Det må så forventes, at der på den ene eller den anden front sker noget for et band, når 20 år er passeret, men kontrasten her er sønderrivende.

Hvor Kataklysm anno 1995 var lig med blæsende blastbeats, kan dette seneste opus beskrives som letkøbt hoppemetal for de brede masser, hvis engagement kan købes for synkoperede guitarriffs, lette breaks og en lyd, der momentvis og trods (måske netop på trods af) Andy Sneaps indflydelse får indtørret pap til at virke saftigt. Øv. Men albummet må tages for, hvad det er.

Således, med en nyvinklet forståelse, er der enkelte charmeoffensiver på 'Of Ghosts and Gods', og de hæsblæsende trommestykker høres atter fra tid til anden, selvom der er langt mellem godbidderne.

Nuvel, tendensen var allerede at spore, da skribent Villumsen havde canadiernes seneste udspil under behandling, men her træder de moderne elementer mere kraftigt i karakter, og numrene er jævnligt peppet op med en slags helteguitar, der klæder dødsmetal umanerlig skidt. Vi er jo ikke på vikingetogt.

Virkningsfulde momenter

Først i 'Carrying Crosses' begynder Kataklysm at rykke igennem, og som på det forrige album er det helt bestemte faktorer, der bærer nummeret frem. De tilbagelænede, mere groovy og melodiske islæt sætter dagsordenen, af og til afbrudt af Kataklysms kendetegnende hurtige overgange. Det fortsætter i 'Shattered', der bygger videre på den tunge fornemmelse med melodi og punch, der befriende nok ikke ligger under for de fristende breakdowns. 

Konklusionen er, at Kataklysm, hvis de så gerne vil spille med på de nye noder, bør holde sig til de lidt langsommere, melodiske numre, hvor Maurizio Iaconos vokal er tydelig og dominant. Den retning, de udvikler sig i, har overhalet bandet indenom, og der findes mange udøvere af et bedre fungerende miks af død og core, der forlængst har sat standarden, inden Kataklysm begyndte at blande skæg og snot.

Den vellykkede koncert på Wacken står, med fire sorte firkanter som punktum, i stærk kontrast til en tam udgivelse, der langt mere appellerer til spøgelser end guder, for bedst som sidste halvdel af albummet begynder at bide fra sig, rundes 'Of Ghosts and Gods' af med en tynd omgang gabesuppe, der trods sit udmærkede omkvæd ikke gør sig særligt bemærket som epilog. 

Dette er Kataklysms tolvte studiealbum, men herfra vil det fortsat være deres to første album, der sikrer, at bandet stadig vil være at finde i cd-reolen, også retfærdiggjort ved det faktum, at liveudgaven af kvartetten stadig er en mere bidsk oplevelse end albumversionen.