Finnerne bedre end svenskerne
Inden for melodisk dødsmetal har navne som Arch Enemy været på toppen, men finske Omnium Gatherum giver dem kamp til stregen med deres nye plade.
2. Gods Go First
3. Refining Fire
4. Rest In Your Heart
5. Over The Battlefield
6. The Fearless Entity
7. Be The Sky
8. Driven By Conflict
9. The Frontline
10. Planet Scale
11. Cold
Finske Omnium Gatherum er klar med deres ottende plade, ’The Burning Cold’. Finnerne startede bandet i 1996 og der er kun leadguitarist Markus Vanhala tilbage, som har været med helt fra starten. Skønt der er sket en del udskiftninger i bandet, er det trods alt nu den femte plade med Jukka Pelkonen på vokal. På den måde lever bandet meget godt op til navnet, der betyder en tilfældig blanding. ’The Burning Cold’ er såmænd også debut for deres trommeslager Tuomo Latvala, der har turneret med Omnium Gatherum siden 2016.
’The Burning Cold’ åbner med en melodisk, instrumental forsmag på det, der åbenbarer sig på ’Gods Go First’, hvor Omnium Gatherum viser sig fra den side, vi kender dem for. Melodisk guitar og brølende vokal tilsat noget keyboard. Det er ikke ulig landsmændene i Children of Bodom og svenske Arch Enemy, der også bevæger sig i den melodiske ende af dødsmetal. Omnium Gatherum og dermed guitaristerne Vanhala og Joonas Joto har lidt af den samme type opbyggende skalaer som Michael Amott i førnævnte svenske orkester. Finnernes generelle stil bevæger sig dog mere over i det progressive, hvor Arch Enemy forbliver i den tør man sige det, klassiske, melodiske dødsmetal.
Lyt til ’Gods Go First’ her:
Det er da også netop Vanhala og Jotos guitararbejde, der er rygraden i Omnium Gatherums nye plade. Hvor de førhen virkelig har brugt tid og energi på det progressive og lavet lange sange, så er ’The Burning Cold’ mere en ligefrem melodisk dødsmetalplade. Guitarerne duellerer flot og det bærer sangene. Også selvom keyboardet får en fremtræden plads hist og pist, som på eksempelvis ’Rest in Your Heart’. Det overskygger dog aldrig guitarerne, der tydeligvis er omdrejningspunktet.
Hvor vi ikke nødvendigvis var særlig imponeret over de sidste par plader med Arch Enemy, så begynder Omnium Gatherum med ’The Burning Cold’ at vise tænder. De er kommet på pladeselskabet Century Media, hvilket utvivlsomt vil give dem lidt mere eksponering end hos deres tidligere selskaber. Skal vi dryppe lidt malurt i bægeret, så er der et enkelt riff i ’The Fearless Entity’, der minder lige lovlig meget om netop Arch Enemy, så mens Omnium Gatherum bestemt har styr på genren og kan lave sange, så skal de lige huske ikke at lægge akkorderne alt for meget op ad materiale, der allerede er skrevet.
Og det bringer os frem til dommen. Omnium Gatherum kan lave melodisk dødsmetal. Absolut. De fortjener at få lidt opmærksomhed. ’The Burning Cold’ er en god plade. Men guitarerne minder meget om Arch Enemy. På godt og ondt. Om det er bevidst eller en tilfældighed, er nærmest underordnet. Er det bevidst, jamen, så er det en effektiv strategi, da det lyder godt og glider ubesværet ned hos lytteren, der godt kan lide melodiske guitarer. Er det tilfældigt, risikerer de at blive anklaget for plagiat, som denne anmelder svagt antyder, de måske er kommet til at lave på en af pladens numre. Uanset hvad, så er det godt for dem, der er groet trætte af Arch Enemys lidt for kedelige fremgangsmåde på de sidste par plader.
For der er Omnium Gatherum et glimrende alternativ. Vokalen er dybere, rytmesektionen god, og keyboardet giver musikken en ekstra dimension, som gør pladen værd at lytte til mere end én gang. Og er man til dødsmetal uden dikkedarer, så er Omnium Gatherum også leveringsdygtige i det med de mere brutale skæringer som ’Driven by Conflict’ og ’Over the Battlefield’, der har masser af vægt bag sig. Finnerne kan mere og andet end gå med kniv, lave mobiltelefoner og spille folkemetal.
Lyt til ’Refining Fire’ her: