Ondskabens triumf

Ondskabens triumf

Rhapsody of Fire lægger igen mere metal i musikken, og ikke så overraskende er det en god udvikling.

Titel
From Chaos to Eternity
Trackliste
1. "Ad Infinitum" - 1:30
2. "From Chaos to Eternity" - 5:45
3. "Tempesta Di Fuoco" - 4:48
4. "Ghosts of Forgotten Worlds" - 5:35
5. "Anima Perduta" - 4:46
6. "Aeons of Raging Darkness" - 5:46
7. "I Belong to the Stars" - 4:55
8. "Tornado" - 4:57
9. "Heroes of the Waterfalls' Kingdom" - 19:39
I. "Lo Spirito della Foresta"
II. "Realm of Sacred Waterfalls"
III. "Thanor's Awakening"
IV. "Northern Skies Enflamed"
V. "The Splendour of Angels' Glory"
Forfatter
Karakter
4

2010 blev spiddet hele to gange af italienske Rhapsody of Fires galopperende neoklassiske metalridt på 'From Frozen Tears of Angels' og 'The Cold Embrace of Fear' og halvvejs inde i dette år er de klar igen med en fuldlængde.

I indledningen er Ringenes Herre-skurken Christopher Lee igen obligatorisk fortæller, der sætter stemning til endnu en Rhapsody of Fire-krønike, og da han som bekendt besidder en stemme, der kan forvandle hårtørrerbrugsanvisninger til episke dramaer, sidder den del selvfølgelig lige i Narnia-skabet.

En smuk forvandling


De seneste skiver har symfonikerne indledt en langsom transformation væk fra det udelukkende pompøse, og i stedet får dystre og skæve riffs lov til at udfylde lydbilledet. Og det sker ikke på bekostning af de ekstremt storladne klassiske elementer, der er bandets varemærke, men som et supplement og ikke mindst som et modspil, der også gavner det pompøse.

Det har nemlig aldrig været et problem for Rhapsody of Fire at skrive musik, der lyder som Mozart goes Mötorhead, men det metalliske har til gengæld haltet på begge ben, hvis man ser bort fra tempoet. Det er først de senere år, og i høj grad på denne plade, at det er lykkedes at skabe en ondsindet modvægt, der kan underbygge tekstuniversets eventyrfortællinger.

Fryd og fyld


To andre næsten-obligatoriske elementer på kvartettens udgivelser er balladen og så det på italiensk sungne nummer, og det er overraskende positivt at høre Berlusconis modersmål blive budt op til powermetaldans på 'Tempesta di Fuoco'. Til gengæld er det også en lidelse at blive udsat for kedelig-som-at-se-et-powerpoint-show-om-hvordan-maling-tørrer-balladen 'Anima Perduta'. Den afdæmpede skønsang udfylder desværre igen samme plads som reklamepauser på TV3, hvor der lige er tid til at sætte cafe-latte over eller sende lørdagsslikken ud i Ifö-kummen.