Ufarligt bid
Orange Goblin galopperer mageligt ud over stepperne på deres niende album, der trods gode øjeblikke mangler liveformatets kant
2. The Wolf Bites Back
3. Renegade
4. Swords of Fire
5. Ghosts of the Primitives
6. In Bocca Al Lupo
7. Suicide Division
8. The Stranger
9. Burn the Ships
10. Zeitgeist
Der findes ikke meget, der er mere charmerende end konstellationen Orange Goblin og deres godmodige album, hvoraf ‘The Wolf Bites Back’ er det niende i rækken.
Siden debuten fra 97, ’Frequencies from Planet Ten’, har grundopskriften været den samme, omend udviklingen, som årene er passeret, er gået i en tungere retning.
Tiden har især givet Ben Wards vokal tyngde, og som Devilution-kollegaen så fint beskrev i sin anmeldelse af det forrige album lyder den karakteristiske stemme som “forrevne og Whiskey-arrede bodegabrøl”.
‘The Wolf Bites Back’ åbnes af ‘Sons of Salem’, som er et godt eksempel på fællesnævneren for de kommende 40 minutter. De genkendelige, for ikke at sige trivielle riff er på plads, sammen med en rå stemme og komprimeret slagkraft fra alle instrumenter.
Så følger titelnummeret, der undervejs gæstes af Motörheads Phil Campbell, uden at det sådan gør den helt store forskel i hverken spillestil eller lyd, og selvom enkelte Motörhead-referencer sniger sig ind i guitarløbene, lyder det mest, som om Adrenaline Mobs Mike Orlando har overtaget roret med sin rene guitarlyd og sit hvinende lir. Ja, havde det ikke været for Ben Ward, kunne det såmænd sagtens have været et Adrenaline Mob-nummer. Der mangler noget knas.
Wards register er temmelig begrænset, og han bobler fortrinsvis rundt i området omkring 20 centiliter ud af en hel flaske, for nu at blive i whiskey-termen. Hvad han ikke har i spændvidde, har han til gengæld i styrke, og hans vokale rivejern gør, at tanken henledes på, hvordan det ville tage sig ud, hvis Orange Goblin lavede et cover af Illdisposeds ‘Intellargent’, bare for at få fornøjelsen af at høre Wards stemmebånd høvle ensartede gulerødder.
Både ‘Renegade’ og ‘Ghosts of the Primitives’ buldrer i samme tempo som albummets åbnere, mens ‘Swords of Fire’ og ‘The Stranger’ er langsommere, sidstnævnte med flere lag vokal og orgel, som var Graveyard kommet på visit i studiet.
De mange selvstændige stykker smelter sammen og gør ‘The Stranger’ til albummets bedste – i høj grad også fordi der er plads til en anden udgave af Wards stemme, der her i flere passager er barberet ned til egentlig sang i stedet for det allestedsnærværende brøl.
En hyggelig udgave af noget tungere
Albummet er groovy, og musikken svinger i ordets bogstaveligste forstand som en hurtiggående stenerrockens svar på Creedence Clearwater Revival, hvor de pågående guitarriffs vækker mindelser om Fogertyerne, blot uden den helt vanvittige diskant der, dominerede de fleste CCR-evergreens. For der er ikke noget skingert over Orange Goblin, som har begået et sprødt forvrænget, tilbagelænet, bluesgroovende og tungtrockende album, der trods det tydelige fravær af ørehængere er udmærket.
Midt i al midttempoet bliver ‘In Bocca Al Lupo’ et lidt aparte Gilmoursk guitarinterlude, og ‘Suicide Division’ er mere punk end groove. På den måde er der variationer hist og her, men helheden er præget af trivialitet og jævne temposkift, der ikke rigtig rusker op i døsen, og det er lidt synd for et band, der opleves anderledes energisk på scenen.
Her får du et sammensurium af High on Fire, The Sword og Fu Manchu omsat til vellydende hygge. Temmelig ufarligt og med letkøbte virkemidler, der sikkert kommer til at bringe kant til scenen, som Ward har udtalt, at albummet netop er skrevet med henblik på.