Østens svar på folkmetal

Østens svar på folkmetal

At forene metalfolket rundt omkring og styrke et betonsolidt broderskab "in the name of mædl", nationalitet, krig og uoverensstemmelser underordnet, er jo smukt. Meeen...

Kunstner
Titel
Oriental Metal
Dato
27-02-2012
Distributør
Trackliste
1. Orphaned Land – ‘Sapari’
2. Amaseffer – ’Slaves For Life’
3. Arkan – ’Deus Vult’
4. Pentagram – ‘Lions In A Cage’
5. Myrath – ‘Merciless Times’
6. Almana Shchora – ‘Elohim’
7. Nervecell – ‘The Taste Of Betrayal’
8. Khalas – ‘Haz El Adala Mayel’
9. Nile – ‘Kaffir’
10. Melechesh – ‘Grand Gathas Of Baal Sin’
11. Ahl Sina – ‘Fountains Of Muses’
Karakter
2

Kobi Farhi har med Century Media i ryggen sat sig for at sammenføje et udpluk af orientalske metalbands og dermed gøre verden opmærksom på, at metal er andet end at banke i langborde og drøne smadrende rundt i norden iført corpsepaint. (Fordom cementeret: Tjek).

Første øvelse - hvis vi ser bort fra at tanken om orientalsk metal, i sig selv virker absurd hvis man ikke har tænkt på den før - er at åbne ørerne for det noget udvidede tonesystem, hvilket banalt beskrevet baseres på 24 mikrotoner, modsat den mere simple 12-toners skala. I vestlige ører lyder denne skalering noget falsk, men det er essensen af især arabisk musiktradition og dermed et naturligt element i orientalsk musik, hvad end man er folkemusiker eller har føjet distortion til guitaren.

Talrige etniciteter og genrer er repræsenteret i form af eksempelvis Arkan (Frankrig) der spiller melodød, progbandet Amaseffer (Israel), egyptiske Ahl Sina der spiller ekstremmetal, Nervecell fra Dubai med deres thrash og død, blackmetallerne i Melechesch (Jerusalem), samt Nile som de fleste nok kender for deres egyptiskinspirerede og tempofyldte, tekniske dødsmetal.

De fleste kompositioner har dog hentet deres opbygning i den vestlige musik, så det er rimeligt nærliggende materiale, når de lidt anderledes skalaer først har rodfæstet sig og det er egentlig ikke så kompliceret endda: Orientalsk metal er på denne opsamling østens svar på den nordiske folk- og vikingemetal.

Overordnet set er der som ved det Internationale Melodi Grand Prix, lige vel rigeligt med referencer til diverse mellemøstlige indslag, og overbevisende bliver det slet ikke. En samlet vurdering er at europæerne ikke er helt klar til de snørklede råberier endnu, med mindre man har lige dele trang til dobbeltpedal og kaldet til bøn fra minareternes tinder.