Rebelsk genre-mash-up
Populær
De rebelske undertoner, sprudlende, aggressive kompositioner og semi-frustrerende genre-sammenblandinger på Peripherys femte fuldlængdeudgivelse peger mod et alt andet end et roligt og fredfyldt spilt med Sumerian Records
Blood Eagle
CHVRCH BVRNER
Garden in the Bones
It's Only Smiles
Follow Your Ghosts
Crush
Sentient Glow
Satellites
Det seneste år har det ene prominente band efter det andet proklameret, at de ikke kunne leve af at spille musik. Der er ingen tvivl om, at jo mere specifik en nichegenre, man spiller inden for, jo sværere er det at leve af musikken. Alligevel var det sandsynligvis en overraskelse for de fleste, da et prominent navn som Misha Mansoor udtalte, at han ikke kunne få økonomien til at løbe rundt på baggrund af royalties og turnéer. Kradser man lidt i lakken, kan det nok diskuteres, hvorvidt Mansoors levestandard vitterlig er så forfærdelig. En eller anden form for indkomst må man trods alt have, hvis man har råd til en Ferrari. Men pengene var den primære årsag til, at Periphery i 2018 forlod Sumerian Records for selv at udgive deres femte fuldlængdeudgivelse.
En afsked, der fik Sumerian Records-chefen Ash Avildsen til at kalde Periphery for deres egen værste fjende. Primært funderet i bandets indlysende evne og deres manglende interesse i, at udnytte selvsamme til at opnå et bredere publikum. Selvom det ikke umiddelbart er noget, der peger mod en decideret bitter afsked, er ’Periphery IV: Hail Stan’ et indiskutabelt modsvar. En plade, der fremviser et band, der ikke har nogen som helst intentioner om at gå på kompromis. Tværtimod. Udgivelsen er sandsynligvis den tungeste og mest prog-orienterede siden ’ Periphery II: This Time It's Personal’ (2012). En aggressiv udgivelse, der på ikke lefler for det brede publikum, og et stort skridt væk fra den poppede tilgang, der definerede ’Periphery III: Select Difficulty’.
Den kompromisløse tilgang til sangskrivning og lyd er en gennemgående rød tråd, der mere eller mindre definerer albummet Lige fra det næsten 17 minutter lange åbningsnummer til det faktum, at pladens ni numre har en gennemsnitlig spilletid på godt 6½ minutter. Hertil har sangskrivningen noget nær det højeste niveau, Periphery har præsteret. Til forskel fra de foregående plader er der ingen numre, der stikker ud eller ikke fungerer. Det progressive og bombastiske er grundelementet, der suppleres og varieres af fængende riffs fra de tre guitarekvilibrister, Spencer Sotelos solide vokalføring og Randy Slaugh, der igen sørger for at orkestrere strygere med mere.
Åbningsnummeret ’Reptile’ er en tour de force i Periphery og et godt eksempel på den variation, der præger hele udgivelsen. 17 minutters stormflod, der nok afspejler bandets rå og tunge side, men også efterlader plads til de melodiske elementer, Periphery trods alt efterhånden er afhængige af i sangskrivningen. ’Blood Eagle’, ’CHVRCH BVRNER’ og ’Follow Your Ghosts’ er ligeledes smadret prog-core, mens ’It’s Only Smiles’, den nærmest guitar-frie ’Crush’ og den TesseracT-inspirerede ’Satellites’ tangerer det melodiøse og poppede, dog uden at nå niveauet på ’Periphery III: Select Difficulty’.
Peripherys mindre oprør er et spændende lyt. En samling af interessante kompositioner, der individuelt er stærke. Til gengæld halter det samlede helhedsbillede. Til trods for at aggressivitet og det udfordrende er en tydelig rød tråd, er der musikalsk en mangel på samme. Det bliver hyppigt for fragmenteret, og den større sammenhæng, der bør være til stede ved en samlet gennemlytning, er ikke at finde. Prog blandes med metalcore, rock, thrash-elementer, djent og synthwave i en stor forvirring, ’Periphery IV: Hail Stan’ huskes for de enkelte numre i stedet for den samlede helhed.
Det er ironisk, at Periphery viser sig at leve op til Avildsens udsagn om at være deres egen værste fjende. Albummet lider under trangen til at inkludere i stedet for at fokusere. Periphery vil simpelthen for meget. Den manglende musikalske røde tråd er en ærgerlig hæmsko på en ellers vellykket udgivelse.