Unødvendigt lang i spyttet
Det amerikanske pioner-band når med deres sjette udgivelse et karrieremæssigt lavpunkt
Atropos
Wax Wings
Everything is Fine!
Silhouette
Dying Star
Zagreus
Dracul Gras
Thanks Nobuo
”Periphery spiller djent, men vil ikke stå ved det". Således skrev min anmelder-kollega i vores skriv om ugens koncerter og udgivelser. En fræk kommentar og et humoristisk indslag i en ellers trist hverdag. Krig, ødelæggelse, politisk gøgleri og nu er djent så åbenbart heller ikke en genre?
Sidstnævnte har været til diskussion siden Periphery-guitarist Misha Mansoor hev udtrykket ud af sin seks/syv-strengede Jackson-guitar (eller hvad han nu spillede på det tidspunkt), hjemme i soveværelset. Dengang i start-2010’erne, hvor djent var et frisk pust. Sidenhen er lyden (som det egentlig er) blevet adopteret og kan findes alle steder. I dag mindre end tidligere, heldigvis.
Men djent er nu engang ikke en genre, eller er det? I denne sammenhæng er der nok mere tale om et vellykket marketingstunt end et egentligt statement. Det er muligt, at Periphery er the godfarthers of djent (Meshuggah ikke inkluderet), men den nuværende kvintet har alle dage været pranksters, med tække for at skabe røre i andedammen. Det lykkedes også denne gang.
Periphery på godt og ondt
Hvis ikke djent, så lad os kalde det progressiv metalcore med en distinkt lyd. Periphery fortsætter på denne sjette udgivelse (’Juggernaut’-udgivelserne regnet som én) det tempo og den aggressivitet der blev lagt for dagen på ’Periphery IV: Hail Stan’. Der er ingen grænser for kaosset, hvilket især afspejles i en gennemsnitlig spilletid på omkring otte minutter. For meget af det gode? Måske.
Pladen indledes af ’Wildfire’, der må siges at være indbegrebet af Peripherys mere melodiske side. Et solidt og opfindsomt stykke hårdværk, med flere interessante riff-sektioner og et medrivende omkvæd.
’Everything is Fine!’ er derimod definitionen af kaotisk Periphery. Det er pladens mest smadrede nummer, en forløsning i udtryk og et højdepunkt på en plade, der i særdeleshed mangler netop det.
Ud over en masse teknisk kunnen, formår kvintetten ikke at give en specielt lyttevenlig oplevelse. ’Silhouette’ er en nært forfærdelig og nærmest intetsigende komposition, der nok giver Spencer Sotelo muligheden for at imponere, hvis man da kan holde sig vågen. Dét er et af pladens største problemer, Periphery lykkes ikke med at kombinere teknik med medrivende sangskrivning.
Hertil er pladen en ørkenvandring i alt for lange mellemspill eller outro’er. På papiret er Jørgen Munkebys (The Shining, NO) saxofon-visit på ’Wildfire’ lir i ørene på en glad musikanmelder. Resultatet er derimod et c-stykke fuldstændigt ud af kontekst med resten af nummeret. Et smukt stykke sax, der primært fremstår som en pause for Periphery, før de starter på ny. Indarbejdelsen i nummeret halter og det er synd, for her får Peripherys lyd en gang tiltrængt hjertemassage.
Dertil kan man passende spørge sig selv, om der er behov for mere end et minuts udspil på ’Atropos’? Nej. Giver det noget ekstra til lytte-oplevelsen, at slutte ’Thanks Nobuo’ af med næsten fire minutters zen-synths? Ikke rigtig. Pladen har for meget spild-fyld og for lidt godt indhold.
Sådan kan man nok se sig sur på ’Periphery V: Djent is not a Genre’, men så lytter man til ’Atropos’, ’Zagreus’ og ’Dracul Gras’ og mindes hvorfor Periphery har den status de nu engang har. Tre flotte numre, til trods for at især sidstnævnte ditto døjer med omkring to minutters ligegyldig outtro.
Less is more
Spiller Periphery djent eller ej? Der er vel egentlig ikke nogen, der rigtig interesserer sig for svaret. Musikken må tale for sig selv, og i denne omgang er det desværre ikke en medrivende eller specielt velkomponeret historie vi er vidne til. Det bliver for langt og for tænkt. Kvintetten er set bedre, stærkere og mere konsistent. Trods højdepunkter er ’Periphery V: Djent is not a Genre’ pionerernes til dato dårligste udgivelse.
&ab_channel=Periphery