Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Personligt postkort fra progland

Populær
Updated
Personligt postkort fra progland
Personligt postkort fra progland
Personligt postkort fra progland
Personligt postkort fra progland

Porcupine Trees Steven Wilson bevæger sig ud af en moderne og stilfuld prog-tangent på 'Grace for Drowning'.

Titel
Grace for Drowning
Dato
26-09-2011
Label
Distributør
Trackliste
Disc 1: Deform to Form a Star

1. Grace for Drowning
2. Sectarian
3. Deform to Form a Star
4. No Part of Me
5. Postcard
6. Raider Prelude
7. Remainder the Black Dog

Disc 2: Like Dust I Have Cleared From My Eyes

1. Belle de jour
2. Index
3. Track One
4. Raider II
5. Like Dust I Have Cleared From My Eyes
Karakter
4

'Grace for Drowning' er et dobbeltalbum delt ind på to typiske Steven Wilson-poetiske titler, 'Vol. 1 - Deform to Form a Star' og 'Vol. 2 - Like Dust I Have Cleared From My Eyes'. Som sædvanlig er Wilson ikke bleg for at se storhedsvanviddet i øjnene, og som den musikalske dobbeltkonfetti ligger op til, er det da også et omfattende og fuldstændig bombastisk værk, Wilson smider på gaden.

Dog ikke på den typiske progfacon, som man ofte har for vane at kategorisere det meste progmusik med armbrede ambitioner efter. Det bombastiske i Wilsons sangskrivning kommer i stedet til udtryk i et originalt og dynamisk felt, hvor en enorm forkærlighed for naive følelser kombineres med en ret suveræn samt differentieret, topstyret og særegen musikalsk forståelse for såvel den gode som den udfordrende melodi.

Et opgør med genrer

Pladen starter med titelnummeret, 'Grace for Drowning', der netop lægger vægt på den hersens specielle melankoli, som Wilson synes at kontrollere noget nær så præcis, som han akkurat lyster. Der er meget få progmusikere, der har formået at få lige så meget ud af melankolien, som Wilson har gennem sin karriere. Her på titelskæringen sker det via brugen af simple og naive musikalske redskaber som stjernestrøg fra pianoet samt en slags ordløs og udelukkende nynnede backingvokal.

Det placerer pladen i en helt særlig følelsesmæssighed fra albummets begyndelse, en stemning som Wilson dog afmonterer allerede på næste nummer, 'Sectarian', som er et frenetisk-rockende 5.1-egnet instrumentalbombardement, der, når sangen får den rette volume på ens anlæg, blæser lytterens hår bagud således at selv Porcupine Trees 'Open Car' virke helt vindstille ved siden af. Herfra synes pladens musikalske landskab at være fuldstændig åbent, en forventning som dens resterende halvfjerds minutter da også indfrier.

Herefter følger der et klassenummer. 'Deform to Form a Star' er på mange måder en typsik ballade a la Wilson med melankolsk nerve og en melodiøsitet, der næsten ikke kan andet end ramme plet hos fans af rockballader: Pianointroen sætter tonen som en nedbarberet udgave af Porcupine Trees 'Lazarus'; guitarsoloen, der dukker op godt halvvejs inde i skæringen, er smukt udført og perfekt produceret, så man ligefrem kan høre instrumentets træ; omkvædet er så medrivende, at det burde være ulovligt at skrive noget så forulempende catchy; den afsluttende la-la-la-la-la-outro fører lytteren afsted mod stjernerne.

Det er en otte-minutter ballade, der overhovedet ikke virker lang, og såvel tekst- som kompositorisk er den ramt lige i skabet. Ligesom stjernen, han synger om, formår Wilson at deformere den typiske pop/prog/rockballade og via formularballadens simple karakteristika, omskriver han den på déns betingelser og giver dermed sin egen ballade en unik stemme.

Et lille referencemønster

I skrivende stund er det endnu ikke blevet afsløret, hvilke gæstermusikere, der præcis spiller med på hvilke numre på pladen, men listen af optrædende på 'Grace for Drowning' er i hvert fald ret lang og inkluderer Genesis' Steve Hackett, King Crimsons Robert Fripp, Trey Gunn og Tony Levin, den anerkendte britiske blæser Theo Travis kendt for eksempelvis sit samarbejde med Wilson i såvel No-Man, Bass Communion, Porcupine Tree samt på Wilsons første plade under eget navn, 'Unreleased Electronic Music Vol. 1' (2004).

Herudover medvirker Dream Theaters Jordan Rudess og Dave Stewart har stået bag de fleste af pladens orkestrerede arrangementer, hvem nogle måske vil kende fra hans tid hos de britiske proghoveder Egg eller for hans adskillige samarbejder med den tidligere trommeslager i Yes, Bill Bruford. Kort sagt har Wilson håndplukket flere af sine personlige helte til at fuldføre hans progepos.

På den måde synes der at tegne sig et mønsker fra sidste uges nummer, hvor vi anmeldte den nye skive med Opeth, 'Heritage', som i form af déns tydelige inspiration fra 70'erne i såvel lyd som sangstrukturer, deler en form for fællestræk med 'Grace for Drowning'. Det er selvfølgelig heller ikke nogen hemmelighed, at Opeths Mikael Åkerfeldt og Steven Wilson er buddies ganske langt ind til benet, især når det kommer til forkærligheden for den progressive musiks historie, og de har uden tvivl været med til at udvikle hinandens respektive signaturer over de senere år. Sammenligningen stopper dog alligevel ret hurtigt, for til trods for at de to prog-homies deler mange musikalske interesser, er det samtidig tydeligt, at deres referencer også går tilbage i forskellige retninger.

'Grace for Drowning' er således anderledes i dens åbenhed overfor musikken fra sen-60'erne og 70'erne, end 'Heritage' er det. Hvor 'Heritage' eksempelvis virker som en (utrolig vellykket) homage til periodens lyd, er Wilson i højere grad interesseret i den musikalske rejse, som musikken fra denne periode til stadighed formår at sende også nye lyttere ud på.

Wilson synes ikke at være interesseret i hittet for hittets skyld alene, men selvfølgelig er han stadigvæk melodiøs ad pommern til tider. I den optik er 'Grace for Drowning' en af de mest progressive plade, Wilson nogensinde har udgivet. Det er også værd at bemærke, at Wilson nu står ved, at det rent faktisk er prog, han spiller og komponerer. "Prog", der ellers var et fy-ord for ham, som Porcupine Tree gradvis steg i popularitet.

Film-vibes

Der er dog tidspunkter, hvor man står af. Med sin overlagt ulmende fortælling om en "collector gone wrong", bliver 'Index' næsten ufrivillig komisk, og selv om der selvfølgelig er en klar mening bag brugen af en kynisk og forvreden maskine-vokal, virker det forceret. I tråd med sangens berettende lyrik, bruger den mange lydeffekter, som hentet fra filmens verden. Så til trods for at sangen slutter fantastisk af med muligvis pladens bedste strygerarrangement, forbliver det en af pladens mindre gode numre.

Det samme gør sig gældende for 'Track One', hvis blanding mellem det minimale og bombastiske virker sensationspræget på denne lytter. 5.1-dynamikken er med garanti ramt lige i skabet, men med mindre man vægter det soniske højere end sangmaterialet, er sangen en petitesse (det skal her indskydes, at "Grace for Drowning" bliver udsendt i diverse medier blandt andet også som blu-ray med et 5.1 surround mix, hvor hver sang bliver akkompagneret af forskellige visuals lavet af danske Lasse Hoile. Skal man derfor høre værket, som Wilson har tænkt sig det, skal man høre 5.1-mixet, hvilket man ikke kunne på den promo, som devilution indtil videre udelukkende er i besiddelse af).

'Raider II' er pladens pladens lægste nummer og også et af dens bedste. Nummeret tager over tyve minutter og det er især samspillet mellem Stewarts akkompagmenter og diverse fløjteinstrumenter fra Theo Travis, der løfter dette nummer op i et proglag, der hører eliten til.

Gennem det seneste årti har Wilson formået at nå ud til en imponerende bredere og bredere skare af nye lyttere. Det er sket gennem bandet Porcupine Tree, hvor det britiske wizard-kid ved hvert udspil har vundet nye tilhængere. Siden PT-begyndelsen for mere end 20 år såden, har han uden tvivl rykket sit fokus fra det psykedeliske til det mere mainstream, men på sidelinien har han altid eksperimenteret under mere eller mindre obskure kraut- og dronenavne og samlet set stedfaster hele bagkataloget, at Wilson unægteligt er en af vor tids helt store artister. Med 'Grace for Drowning' tager han markante skridt i en nyere retning, og denne gang er det progretningen, der er vejen.

Det er ikke en fejlfri plade, men det er en pokkers velspillet plade, der koger over af kærlighed for materialet. For metallytteren, der vil udfordre sig selv, er 'Grace for Drowning' et af årets must-haves.