Portugisisk metervare

Portugisisk metervare

Moonspells dobbeltalbum er en lang og ustabil affære.

Kunstner
Titel
Alpha Noir/Omega White
Dato
30-04-2012
Distributør
Genre
Trackliste
Alpha Noir:
01. Axis Mundi
02. Lickanthrope
03. Versus
04. Alpha Noir
05. Em Nome do Medo
06. Opera Carne
07. Love is Blasphemy
08. Grandstand
09. Sine Missione
Omega White
01. Whiteomega
02. White Skies
03. Fireseason
04. New Tears Eve
05. Herodisiac
06. Incantatrix
07. Sacrificial
08. A Greater Darkness
Karakter
3

Portugisiske Moonspell har endnu en gang taget turen til Danmark, og indspillet hos producer og mixer Tue Madsen. Det er der kommet hele to skiver ud af, med ’Alpha Noir’ og ’Omega White’. Et dobbeltalbum hvor konceptet går på, at ’Alpha Noir’ er hårdt og tungt, mens ’Omega White’ søger at være en hyldest til den gotiske metal, i samme stil som deres fremragende album ’Irreligious’ fra 1997

Tue Madsen leverer som producer altid varen, og det er da heller ikke på baggrund af produktionen, at kritikken falder. Tværtimod: Det er Moonspells talenter som komponister der halter. Musikken kommer aldrig rigtig op på noget højt eller mindeværdigt niveau. Dermed ikke sagt, at der her er tale om dårlig musik - egentlig er det her dobbeltalbum nok noget af det bedste siden førnævnte ’Irrelegious’. Inspirerende bliver det bare aldrig.

’Alpha Noir’ starter ganske stærkt ud med ’Axis Mundi’, som med tunge og simple guitar riffs, krydret med elektroniske elementer, kendetegner Moonspells lettere særprægede stil. Og sådan svinger de 9 numre på ’Alpha Noir’ op og ned i samme stil. Nummeret ’Versus’ er direkte forfærdeligt at høre på, mens andre numre, som ’Opera Carne’ og den instrumentale ’Sine Missione’ sidder lige i skabet og efterlader et positivt indtryk.

Dansk inspiration?

Moonspell angiver at inspirationen til ’Alpha Noir’ blandt andet trækker på danske Artillery og King Diamond. Hvordan det helt præcis kommer til udtryk, er dog noget af en gåde. Umiddelbart er der kun en åbenlys inspirationskilde: Rammstein! Og så lyder Moonspell endda kun som de tyske sværvægtere på en halvgod dag. Men fair nok, Tyskland har altid elsket Moonspell, og der skal nok blive proppet med fans under årets koncert på Wacken.

Mangel på stemning

’Omega White’ er en hyldest til The Sisters of Mercy og Type o Negative, og her træder Moonspell nogenlunde i karakter. Gothmetallen har altid være Moonspells rette element; ikke mindst på grund af Fernando Ribeiro dybe mørke vokal. Med Ribeiros karakteristiske stemme, tunge riffs, ren guitar og sørgmodig keyboard, er parallellerne åbenlyse til Moonspells tidligere år. Men det forbliver dog kun en skygge af hovedværket ’Irreligious’.


Stemningen er bare ikke til stede i sangene. Kun enkelte numre som ’Herodisiac’ og ’Whiteomega’ efterlader et overbevisende og dystert indtryk. Resten af musikken forbliver i den ligegyldige ende af spektret. Og uden er trække for meget på de negative konnotationer til ordet ”ligegyldigt”, så er det nu en meget passende beskrivelse af både ’Alpha Noir’ og ’Omega White’.