Oprøret har tabt
Raised Fist giver køb på egne værdier med en udgivelse, der er sært forfejlet og ekstravagant kluntet på stort set alle parametre.
Seventh
Anthem
Murder
Into the World
Shadows
Oblivious
Polarized
We are Here
Usinkable II
Fra tid til anden overrasker en plade. Det kan være et nyt band, der leverer et alternativ til det velkendte, noget anderledes eller bare bedre, end man havde forventet. Det er typisk en fornemmelse af velbefindende og fryd, der øges nummer for nummer. Det er de øjeblikke, der får en til at søge nye bands, udforske udgivelser, og som skaber forventninger til gamle kendinge. Modsat overraskes man fra tid til anden negativt. Man forbløffes over musikalske valg, skuffes ved sangskrivning under niveau eller forundres over produktionen. Overraskelserne kan være mange.
Der er mange overraskelser, når man lytter til Raised Fists seneste udgivelse. ’Anthems’. Bandets 7. fuldlængdeudgivelse siden debuten i 1998 er en usædvanlig overraskelse. Især sammenlignet med den sprudlende og vellykkede forgænger ’From the North’ (2015). Desværre er der ikke tale om en positiv overraskelse.
Tværtimod fejler ’Anthems’ nærmest katastrofalt.
Sangskrivninger i sig selv er ikke meget mere end middelmådig. Med få undtagelser er flowet klodset og kluntet, godt eksemplificeret ved singlen ’Into This World’, der starter med nogle ganske fængende riffs. Hertil har sanger Alexander Hagman delvist succes med at semi-rappe sig igennem første vers, inden det falder fuldstændigt sammen i et usandsynligt kluntet og gumpetungt omkvæd. Meget sigende for størstedelen af kompositionerne.
">
Førstesinglen ’Venomous’ har da lidt pondus og lidt af den attitude, man forbinder med den svenske kvintet. Men der er ikke meget hardcore punk over nummeret. Ej heller over ’Anthems’ generelt.
Størstedelen af kompositionerne har derimod en uforlignelig nu-metal-klang, der langt fra klæder bandet. Primært fordi svenskerne ikke formår at løfte nu-metallen. Størstedelen af udgivelsen lyder derimod som det hav af uengagerede nu-metal-udgivelser, der oversvømmede sendefladerne i starten af 00’erne. Både kompositorisk og lyrisk; lyt blot til titelnummeret.
Bandes omdømme taget i betragtning er det sørgeligt, at kvintetten nu lyder som det utal af bands, pladeindustrien pushede for at malke de unge, hungrende nu-metal-fans, da genren for alvor blev kommercialiseret. Oprøret har tabt.
Ét er vag sangskrivning og b(r)and mismatch. Under de rette omstændigheder, med kompetent og velskrevet lyrik, kunne de muligvis løftes – især med bandets historie taget i betragtning. Desværre er Hagmans lyrik så pedantisk og oversimplificeret, at det kun bidrager negativt. Flosklerne er mange, og Rasied Fist svælger i deres egen fortid og brand i en sådan grad, at det bliver vammelt og forfejlet.
Man forundres ved lyrikken på et nummer som ’Murder’. Er det virkelig nødvendigt at fortælle lytteren, hvem Raised Fist er? Bandet har eksisteret siden 1993 og har tilnærmelsesvis opnået en mindre kultstatus, nemt genkendelig ved bandets noget nær ikoniske logo. Selv uden for hardcore punk-kredse har de fleste en klar, typisk korrekt, opfattelse af, hvad bandet står for, og hvem de henvender sig til.
At det samtidigt bliver gjort på så banal vis er selvsagt nært tragisk: "We are Raised Fist / And this is how it is / Now read my lips, no time to reminisce/ From the last line to the last beat / For average people, no elites."
Så undlader vi at grave dybere i det forunderlige sangtitel-valg, der overhovedet ikke reflekteres i lyrikken, med mindre man overanalyserer og opsætter en række uholdbare hypoteser. Det er mord på eget omdømme.
Bedre bliver det ikke på ’Into This World’ hvor Hagman hyggefunderer lidt over livet og meget filosofisk leverer et omkvæd, der er lige så kluntet som den musik, resten af bandet leverer: "We are watching days go by / Till the day it's you and I / I'm waiting for my wings to fly / There was no time to say goodbye/ Now let me try / Until I get my wings to fly."
Det kan diskuteres, om Hagman nogensinde har været en storslået poet, men det her er et definitivt lavpunkt. Eksemplerne på fadæserne er mange, succeserne få.
Skyggerne hænger tungt over Raised Fist. Afslutningsvis formår kvintetten endda at skære det hele ud i pap for lytteren. ’Unsinkable II’ må antages at være tænkt som en forlængelse af den udmærkede ’Unsinkable’ fra netop ’From the North’. Her er den kvalitetsmæssige forskel på de to numre slående.
’Anthems’ er en overraskelse, der giver en dårlig smag i munden. Det er essensen af et band, der giver køb på egne værdier og samtidig forsøger at skjule det. Når man er et værdibasseret band, er det katastrofalt, hvilket fint opsummere Raised Fists syvende fuldlængdeudgivelse. ’Anthems’ er ti vage kompositioner med endnu svagere lyrik, der langt fra lever op til svenskernes bagkatalog eller det ry og omdømme, Raised Fist har opbygget gennem årene.