Rammer heavyrockens sjæl

Rammer heavyrockens sjæl

Supergruppen Black Country Communion finder ind til nerven i heavyrocken med et røvsparkende album, der er én lang og velspillet kærlighedserklæring til start-70’ernes tunge rock.

Titel
Black Country Communion
Dato
20-09-2010
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Black Country
2. One Last Soul
3. The Great Divide
4. Down Again
5. Beggar Man
6. Song of Yesterday
7. No Time
8. Medusa
9. The Revolution In Me
10. Stand (At The Burning Tree)
11. Sista Jane
12. Too For The Sun
Forfatter
Karakter
5

Historien om Black Country Communion kan starte mange steder.

Jeg vælger at lade den starte på den korsvej (crossroad!), hvor en af 70'er-heavyens store stemmer og bassister mødes med den moderne bluesrock nye, hvide håb og sammen starter en supergruppe. Historien kan dog også kan starte med en Iron Maiden-producer, der ser lyset og får lyst til at skabe en ny supergruppe med bemeldte herrer. Den kan også starte dér, hvor den groft undervurderede søn af 70'ernes vildeste (og afdøde) trommeslager bliver indlemmet i det fine selskab og i dén grad løfter arven fra sin far. Endelig kan vi også starte historien dér, hvor den nye supergruppe tror, at den har et navn, men opdager, at det er optaget af et yderst vrangvilligt Led Zeppelin-coverband fra England.

Men vi starter som lovet historien i det musikalske møde mellem en gammel dreng, der har set bedre dage, og en ung fyr, som hele tiden bare ser bedre og bedre dage.

Den tidligere Deep Purple-bassist og co-sanger, engelske Glenn Hughes, der op gennem 80'erne og 90'erne leverede nogle heftige comebacks (ja, i flertal!), blev kaldt "The Voice of Rock" og siden nærmest excellerede i musikalsk forvirring og sidespring med en særlig forkærlighed for funk, hvor rockstemmen blev mere og mere skinger, har fundet tilbage til sine rødder ved hjælp af den blot 33-årige amerikanske guitarist Joe Bonamassa.

Disse to ultra-musikalske sangere skaber intet mindre end magi sammen med trommeslager Jason Bonham, søn af Led Zeppelins legendariske John "Bonzo" Bonham, og den tidligere Dream Theater-keyboardist Derek Sherinian.

Genopliver arven

Uanset hvor dygtige, de fire er, og de er altså hamrende verdensklasse-dygtige hver især, så er der ikke tale om show-off. Der er ikke tale om leflen for noget som helst. Derimod er der tale om fire verdensklassemusikere, der med Black Country Communion rammer den lige i røven og hjælper os med at finde ind til selve heavyrockens nerve: start-70'ernes tunge rock, som den ville have lydt i dag.

Black Country Communion kan sagtens ses som en hyldest til Led Zeppelin, Deep Purple, Bad Company, Jimi Hendrix og Uriah Heep. Autenciteten er der. Black Country Communion har dog sit helt eget liv, sin helt egen sjæl og er ikke noget rip-off af heavyrockens dinosaur-bands. Men et yderst kvalificeret bud på, hvordan man på overbevisende vis viderefører arven, ja, sgu: Genopliver musikken fra dengang, far var dreng.

Sådan ville 70'erne have lydt i dag

Black Country Communion skulle egentlig blot have heddet Black Country efter det store industriområde i Midt-England, hvor Hughes og Bonham er vokset op. Men omtalte Led Zep-coverband ville bare have boksen for at slippe navnet, og så puttede Hughes & Co. et åndssvagt Communion bag på navnet. Og fred være med det. Det gider vi nemlig ikke tænke på, når musikken spiller!

Det var egentlig Iron Maidens husproducer Kevin Shirley, der fik ideen og samlet de fire, og det er også Shirley, som har produceret albummet. Og lad det være sagt: Det er han altså sluppet godt fra! Et stram, tight og alligevel luftig og tung lyd. Sådan ville 70'erne have lydt i dag. Det kan godt være, at konceptet på tegnebrættet synes noget fortænkt. Men venner, resultatet er ikke fortænkt. Det er heavy rockmusik, som den slags bare skal synges og spilles.

Første gennemlytning sender dog ens parader i vejret. For det virker sgu lidt svært tilgængeligt sine steder. Men vær tålmodig på den stædige måde, spil det album i heavy rotation i dagevis, og det æder sig ind på dig. Det overtager dig.

"In your face"!

Åbningsnummeret 'Black Country' smadrer lige ind i hovedet på dig med et ultra-aggressivt og speedet basriff og en fantastisk rå Hughes-vokal. "In your face", som Hughes beskrivende kalder det i cover-noterne. Det er egentlig et grimt nummer, synes man. Men tag lige at lytte til det riff, den aggressivitet og den stemme. Det er altså ikke til at tro, at det kommer fra en 58-årig bessefar, der jo nærmest lyder genfødt her.

'One Last Soul' griber dig med det samme. Et simpelt groove og et simpelt omkvæd, som sætter sig fast lige på stedet. 'The Great Divide' er første store magiske øjeblik. Den rullende bas, de tætte trommer og så Bonamassa, der bare boltrer sig her, dér og alle vegne. Det blues-rockede riff på 'Down Again' sidder lige i skabet og krydres med Sherinians Hammond-guldkorn.

'Beggar Man' leges i gang, og vi nærmest overrumples af et møg-råddent riff, og så ruller det ellers bare derudad i høj fart. Bas og trommer spiller eventyrligt sammen her. 'Song of Yesterday' er tæt på titlen som årets enkeltstående rock-højdepunkt. Scenen har indtil videre været domineret af Hughes, men her træder Bonamassa godt nok i karakter som sanger, sangskriver og leadguitarist. Et nummer, som lader til at være en ballade, men er så meget mere end det. Nogle helt enkle, men fantastiske heavy-klodser og så en solo af en anden verden. Det her, venner, det er ren verdensklasse. Ypperligt!

'No Time' giver os endnu et stærkt rock-riff, inden vi overlades til en genindspilning af nummeret 'Medusa' fra Glenn Hughes' før-Purple-band Trapeze. Nummeret er fra 1970, da Hughes var 18, og det er altså et fremragende nummer. Ingen tvivl. Men vi kunne godt have undværet det på det her album. Det er alt for tæt på originalen. På 'The Revolution in Me' får vi igen Bonamassa på leadvokal, og så skabes der altså energi og spænding. Spændstighed.

'Stand (At The Burning Tree)' er på én gang både tung og løst svævende, halv-psykedelisk sine steder, og så beriger det nummer os med et par gigantisk eksplosive guitarsoloer. På 'Sista Jane' bliver det lige så tungt og enkelt som hos AC/DC – især i omkvædet. Også her er Bonamassas stemme helt utroligt energiladet.

'Too Late For The Sun', som er en spændende duet mellem Hughes og Bonamassa, er en tilbagelænget og stærk, stærk afslutning, med en laaaaaang – men ikke for lang – instrumental passage, som runder alt det op, som albummet kan. Det er her, heavyrockens musikalske nerve og sjæl får sit eget liv. Det er simpelthen så lækkert og medrivende, swingende, fedt.

Og ja, man kan roligt sige, at det her album får den gamle til at gå fuldstændigt amok i superlativerne. Men giv lige det her album al den tålmodighed, du kan oparbejde, og jeg garanterer, at det vil gribe dig. Og holde al anden musik stangen et stykke tid.