Rebelske som bare fanden
Populær
Med ’Pillars of Fire’ vender koncertaktuelle Tau Cross med Rob Miller i front tilbage med en omgang instinktiv anarko-metal, der vækker galskaben i lytteren.
Bread And Circuses
On The Water
Deep State
Pillar Of Fire
Killing The King
A White Horse
The Big House
RFID
Seven Wheels
What Is A Man
Da det sidste år blev udmeldt, at Tau Cross ville indspille en opfølger til deres selvbetitlede debutplade fra 2015, var det svært at få armene ned for bare begejstring. Med et line-up, der blandt andet har Voivods Michel Langevin på trommer og Rob Miller fra hedengangne Amebix på vokal, var det til at begynde med svært at spå om, hvorvidt bandet var kommet for at blive, eller om deres mesterlige debut var en one off. Såkaldte sideprojekter kommer og går jo, og selvom det muligvis er de færreste sideprojekter, man egentlig savner, havde Tau Cross været undtagelsen. Med udgivelsen af ’Pillars of Fire’, som den nye plade hedder, er frygten for afsavnet af Tau Cross heldigvis skudt ned for nu.
Dualiteternes band
’Raising Golem’ hedder åbneren på ’Pillars of Fire’, der fra første skæring inviterer lytteren ind i det less metal is more metal-univers, der karakteriserer stort set hele pladen. Der er dømt sikker melodisk stil fra start af. Tau Cross spiller ikke sci-fi prog som Voivod og deler ej heller 80’er-Amebix’ anderledes soniske no wave-tendenser. Tau Cross er i højere grad interesseret i en renere og på overfladen mindre udfordrende metal, hvilket kommer til udtryk både via sangenes kompositioner, der er kompakte, udtænkte og formfuldendte, ligesom det skyldes produktionen, der er klassisk metal.
Tau Cross er blevet sammenlignet med både Motörhead og Killing Joke, hvilket også giver mening. De deler til tider Motörheads take no prisoners 1:1-formular, ligesom de ofte lufter eksistentialistiske oppositionssange ikke ulig Killing Joke. Deres sange har som nævnt i højere grad et metaludtryk over sig, og Rob Millers tekstunivers er helt og aldeles hans eget, men eftersom Tau Cross er et dualiteternes band, der på en gang gør sig godt med en fadøl og joint i favnen, samtidig med at de er bandet, man også lytter til, når verden fortjener at få fingeren, er referencerne til Motörhead og Killing Joke på sin plads. Til trods for at Tau Cross, udover Millers prægtige vokal forstås, på overfladen muligvis ikke har alverden med 80’er-Amebix at gøre, er hjertet af Millers nye band således stadig ladet med styrkende anarko-punk-galde.
Borende instinktivt
Det er påfaldende, at selvom Tau Cross instrumentalt set er lettere at tage ind end Amebix, hersker der et let paradoks i den metalmusik, de disker op med. ’Bread and Circuses’ viser eksempelvis alle nu metal-guitarister, hvor skabet skal stå, og at man i det hele taget får så relativ simpelt et guitarspil til at være så æggende effektfuldt, forbløffer. At man til og med kommer frem til noget så effektfuldt via en instrumentering, der, uanset om man vil det eller ej, har tydelige tilknytninger til den ofte fordummende nu metal-genre, overrasker for alvor. Det samme gælder ’On the Water’, der ligeledes består af få simple riff, kun kort afbrudt af indskudte, episke tendenser.
I stedet for at spekulere alt for meget over sangenes simpelhed, deres på papiret dårlige smag og deres stærke anarko-punk-gearede effektuering i lytteren, slår man imidlertid hurtig denne spekulative side af hovedet fra for i stedet at rocke med i takt til musikkens pulserende umiddelbarhed. Det er det, der forbløffer; At musik, der i hænderne på de forkerte formentlig ville resultere i en omgang lort, under den første stribe numre på ’Pillars of Fire’ serveres med en original og vedkommende nerve. Ved sammenligning med Voivod og Amebix synes numrene muligvis simple, men Tau Cross former dem med en særlig fysik, som gør hele forskellen. Når de er bedst, Tau Cross, former de deres sange med en særlig, überrebelsk, instinktiv sitren. Dette går for alvor op for lytteren, når pladens førstesingle ’Deep State’ efterfølgende dukker op, der kort og godt er et fantastisk nummer.
En hurtig proces
Ja, når de er bedst, er der få nyere bands, der er stormfulde som Tau Cross, og som kan sætte episke himmelskibe i bevægelse med så få koncentrerede virkemidler. Mens bandets debutplade stort set var ét stort højdepunkt, er der imidlertid lidt længere mellem kulminationerne på ’Pillars of Fire’. Lemmy og Motörhead skulle tilsyneladende blot ryste posen for at trylle det ene formidable nummer frem efter det andet. Det synes ikke helt at være tilfældet for Miller og Tau Cross. Tag ikke fejl, ’Pillars of Fire’ er en god plade, og den har flere stunder af ovennævnte instinktive suverænitet. Sange som ’A White House’, ’The Big House’ og ’Seven Wheels’ gør imidlertid sidste halvdel af pladen noget mindre overrumplende end første halvdel. Men igen, når de er gode, er Tau Cross virkelig, virkelig gode. Så nu hvor de er ovre den såkaldte svære toer, krydser vi selvfølgelig fingre for mere Tau Cross fremover.