Rutineret aarhusiansk håndværk

Populær
Rutineret aarhusiansk håndværk

Illdisposed hiver de sikre tricks ud af ærmet på 'Grey Sky Over Black Town' og fejrer således 25-årsjubilæet med en 14. studieplade, der er præcis, som man kunne forvente og frygte.

Kunstner
Titel
Grey Sky Over Black Town
Dato
27-05-2016
Trackliste
1. Again
2. Your Darkest Son
3. In Light Of The Moon
4. I Tried To Live
5. The After All
6. My Flesh Is Sealed
7. You're An Angel Of The Light
8. Setting Sail
9. I'm Not One
10. From The Rain
11. I've Been On My Own
12. It's Almost Night
13. This Is The Ride
Karakter
3

Illdisposed er nu albumaktuelle med deres 14. studiealbum. Bandet blev grundlagt i 1991, og 25 år efter eksisterer bandet stadig i bedste velgående. 'Grey Sky Over Black Town' er i hvert fald et lysende eksempel på, hvordan et band formår at holde gryden i kog og forlænger levetiden i en tid og en genre, hvor deres samtidige er faldet fra som fluer. Det er medlemmerne i bandet da også. Der har været en løbende udskiftning gennem tiden, hvor forsanger Bo Summer er eneste tilbageværende originale medlem. Hans makker, der skriver meget af materialet, Jakob 'Batten' Hansen på guitar, har nu været med i 16 år, mens den anden guitarist Ken Holst samt bassisten Onkel K. Jensen er hentet i bandet Crocell, hvor bassisten stadig huserer. På trommer er det Rasmus Schmidt, der er så ny, at han gør albumdebut på denne plade.

'Grey Sky Over Black Town' er det, man med rette kan kalde en klassisk udgivelse fra Illdisposeds hånd. Introen er stille, og nummeret 'Again' åbner pladen med en velkendt lyd, så ingen er i tvivl om, at det her altså er Illdisposed. Læseren kan selv vurdere åbningsnummeret her:



Derefter kommer nummeret 'Your Darkest Son', der er et af pladens stærke numre. Musikalsk er det en for bandet meget typisk konstruktion, hvor specielt Summers vokal med lidt effekt får lov at bære nummeret, så det fænger. Det følges op af 'In Light of the Moon', der i introen lyder mistænkeligt meget som førnævnte Crocells sang 'Winter Is Coming' fra deres debutplade. Om det interne sammenfald af personer de to bands imellem har noget med det at gøre, melder historien ikke noget om, men den er svær at komme udenom. Lyt til 'Your Darkest Son' her:



'I Tried to Live' er der, hvor pladen begynder at åbne sig, for den melodiske del i nummeret fungerer vældig godt, og så bliver den ellers efterfulgt af en særdeles tung 'The After All'. Derefter kaster Illdisposed sig over klaveret på 'My Flesh Is Sealed', og det klaver kunne sagtens have været inkorporeret mere i nummeret. Det havde ikke gjort noget. Af de tre numre er det dog klart 'I Tried to Live', der er bedst efter flere gennemlytninger.

Herefter er vi kommet længere ind i pladen, og Illdisposed hiver så et velkendt trick ud af ærmet. Et dyk ned i den danske filmskat, og et stykke dialog findes frem, klippes ind og bruges som intro til 'Setting Sail'. Så kan man tale om, at Illdisposed sætter alle sejl ind for at få det til at glide ned.

For selvom de også lyder moderne i lyden på 'I'm Not One', og det er ment positivt, så er de sidste numre på pladen ikke de stærkeste. Det er 13 numre i alt, og spilletiden er på 56 minutter. De sidste numre bliver nok ikke dem, vi vender tilbage til, omend det afsluttende, 'This Is the Ride', har lidt over sig. Omvendt er der faktisk en god portion på pladens første halvdel, der i hver sin retning stikker lidt ud på den gode måde og dermed retfærdiggør, at man smider pladen i anlægget.

'Grey Sky Over Black Town' er nemlig ikke nogen musikalsk åbenbaring. Det er gedigent håndværk fra det absolut største og bedste dødsmetalband i Danmark gennem tiderne, og det fornægter sig ikke. Men der er heller ikke de melodier og sange, som der var på '1-800-Vindication', der for 12 år siden for alvor sparkede Illdisposed tilbage i toppen af dansk metal. Der har de været – hjulpet på vej af bundsolide udgivelser – lige siden, og vores læsere kan finde anmeldt hver og en her på siden.

I forbindelse med udgivelsen af pladen spiller Illdisposed tre koncerter. Den ene er her på udgivelsesdagen, fredag d. 27. maj 2016, hvor de gæster Posten i Odense. Derefter er det Voxhall i Aarhus fredag d. 3. juni og dagen efter på Beta i København. Når de tre koncerter er overstået, er det de tyske festivaler, der er på programmet for Illdisposed. Det kan undre denne anmelder, at et band af Illdisposeds kaliber ikke er fast inventar på minimum én af sommerens danske festivaler. Tinderbox, Roskilde Festival, Copenhell, Metal Magic, Northside og Smukfest kunne såmænd alle sammen sagtens undskylde sig med at have dem på programmet. Her er Illdisposed på det skammeligste overset.

Mens 'Grey Sky over Black Town' ikke er deres bedste plade til dato, så er den bestemt hæderlig, og hvis vi skal lege lidt med fodboldterminologi, så kan vi her i anmeldelsens overtid koldt konstatere, at Illdisposeds bundniveau på pladens sidste numre alligevel er bedre end meget af det generiske og uinteressante dødsmetal, der produceres i såvel ind- og udland.

Tidligere anmeldelser af Illdisposeds plader:

1-800 Vindication (2004)
Burn Me Wicked (2006)
The Prestige (2008)
To Those Who Walk Behind Us (2009)
There Is Light... But It's Not For Me (2011)
Sense The Darkness (2012)
With The Lost Souls On Our Side (2014)