Doom til en ikke-indviet

saint-vitus-self-titled

Saint Vitus har originalforsanger Scott Reagers med efter 24 års fravær, og det comeback nyder alle godt af.

Kunstner
Titel
Saint Vitus
Dato
17-05-2019
Genre
Trackliste
01. Remains
02. A Prelude to…
03. Bloodshed
04. 12 Years in the Tomb
05. Wormhole
06. Hour Glass
07. City Park
08. Last Breath
09. Useless
Forfatter
Karakter
4

Som anmelder vil man gerne bilde verden ind, at man ved alt om genren og alt om alle de vigtige bands, men der kommer øjeblikke, hvor man må erkende sin manglende viden. Som nu – undertegnede ved, den er gal, og at kendskabet til Saint Vitus burde være stort. Det er det bare ikke. Derfor kommer ikke anmeldelsen af et værk set i forhold til en lang karriere. Der bliver kun taget stilling til denne udgivelse, som om der ikke er fyrre års (!) fortid. Og så engang om mange år, når samme undertegnede har overblikket på bagkataloget, kan der fældes en historisk korrekt dom. Derfor: niende fuldlængde fra Saint Vitus (og den anden selvbetitlede) for de uindviede af den uindviede.

Amerikanerne er et af de første doom-bands, og dermed et, der ikke har skyggen af chance for at afskrive sig inspirationen fra Black Sabbath – helt fra de tunge passager og til ‘Hour Glass’, der har samme funky shuffle som ‘Fairies Wear Boots’. Og alt det er naturligvis godt, når bare kvalitet og et personligt touch er føjet til helhedsindtrykket, som det er tilfældet her. Bandanker Dave Chandler har en evne til at skrive riffs, der umiddelbart virker sløvende og lige på grænsen til at snuble, og alligevel tilføje dem et vist melodisk touch som den stærke ‘Bloodshed’ eller den monstertunge ‘Last Breath.  
 


Men også i højt tempo kan Saint Vitus bevare det doomede udtryk, og i for eksempel den hidsige ‘12 years in the Tomb’ eller den altødelæggende ‘Uselees’ er det dystre, smadrede sind ikke længere end en trist vokal væk. Det skyldes også en solid og varieret præstation fra sanger sanger Scott Reagers, der i øvrigt er originalt medlem, men ikke de sidste 24 år har lagt vokal til et studiealbum med for bandet, Han tilføjer konstant nye aspekter til pladen – som i sangen ‘A Prelude to...’, der er nærmere en satanisk messen end metalvokal, selvom det burde være to sider af samme sag. 

Albummet er på alle måder friskt, hvilket muligvis ikke er det rigtige ord til at beskrive et doom-band, men hverken de fyrre år eller den lange pause med sanger Scott Reagers føles som andet end elementer, der tilføjer udgivelsen ekstra kvalitet i form af både erfaring og lyst til at vise sit stadige værd.