Selvhjælpshardcore

Populær
Selvhjælpshardcore

Hatebreed er bedre end forbillederne i Slayer og Exodus på deres syvende album. Men det er stadigvæk svært helt at give sig hen til coachen Jamey Jasta.

Kunstner
Titel
The Concrete Confessional
Trackliste
A.D.
Looking Down the Barrel of Today
Seven Enemies
In the Walls
From Grace We've Fallen
Us Against Us
Something's Off
Remember When
Slaughtered in Their Dreams
The Apex Within
Walking the Knife
Dissonance
Serve Your Masters
Karakter
3

Min opfattelse af Hatebreed er spændt ud mellem to punkter, jeg oplevede til en koncert med dem for efterhånden en del år siden: Det første var der, hvor en flok hærdebrede, karseklippede jocks smed deres T-shirts, med det samme intromusikken gik i gang, og dunkede sig i brystet, mens de udstødte krigshyl, inden de gik i gang med at rydde området foran scenen med møllehjulsarme og karatespark. Det andet var der, hvor en skravlet teenager ramte gulvet i et stagedive, og bandet omgående stoppede musikken og fik tændt lyset for at sikre sig, at han ikke var kommet noget alvorligt til. Det er i det felt, Hatebreed befinder sig: mellem muskuløs testosteronrasen og omsorgsfuld næstekærlighed.

Det gør sig ikke mindst gældende i musikken: På den ene side er der en bøffet metallisk hardcore med tunge riff og masser af breakdowns, på den anden side er der teksterne om at erkende sin egen sårbarhed og prøve at finde styrke i scenen og musikken til at rejse sig igen. Det er ikke et tema, der er hardcore fuldstændigt fremmed: Fra Bad Brains over Black Flag til Suicidal Tendencies har formative hardcorebands stædigt forholdt sig proaktivt til punkeren og metallerens på forhånd givne outsider-position, og med Hatebreed er det blevet ophøjet til en peptalk, der er en selvhjælpsguru som Anthony Robbins værdig.

Det kan være endog meget svært ikke at fnise bare lidt ad, når Hatebreed bliver rigtig højstemte; på den anden side er det egentlig et forsonende træk ved dem, at de vælger at benytte deres platform til at komme med et positivt budskab og til at lade andre jocks vide, at det er OK at have det skidt med sig selv, og det er bedre at erkende det og komme videre end at tage det ud på andre. Man kan sige det sådan, at hvis den aggression og afstumpede brutalitet, der er i musikken, blev modsvaret af tilsvarende følelsestilkendegivelser på tekstsiden, ville Hatebreed for alvor være ubehagelige at høre på. Som det er nu, er det ret god musik at løbe eller løfte vægte til; ret svær musik at tage sig selv seriøst til.

En eneste tone i livet
For det, der også er med Hatebreed, er, at det faktisk er et væsentligt bedre band, end deres blakkede ry uden for tyrenakkekredse antyder. Fra på de første plader at spille en effektiv, omend noget monoton, version af den klassiske NYHC, som man kender den fra Agnostic Front og Madball, tilsat de tunge breakdowns og nedstemte guitarer fra Pantera, har Hatebreed gennem deres to årtier lange karriere efterhånden udvidet spektret af virkemidler noget. Det kulminerede på den foregående plade, ‘The Divinity of Purpose’, hvor Hatebreed rev det ene overlegne thrash metal-riff efter det andet af sig med en selvfølgelighed og en verve, som thrash metallens veteraner i – de tydelige forbilleder – Exodus og Slayer kun kunne misunde dem. Hatebreed har altid været bevidste om, hvad der virkede, hvad en publikumsfavorit som slagsangen ‘Live for This’ er et klasseeksempel på, men på ’The Divinity of Purpose’ lykkedes det dem oven i det at være overraskende og holde lytteren på tæerne.

Til gengæld har der så også altid været det med Hatebreed, at Jamey Jasta har haft lige nøjagtig én tone i livet, som han skiftevis hylede og brølede sig igennem sang efter sang med. Hvis Jastas vekslen mellem selvmedlidenhed og coaching var tåkrummende at lægge ører til, var det intet imod, hvor enerverende den der ene, konstante tone var, som han pressede ud, så det lød, som om han hele tiden flexede. Eller havde ondt i røven, sådan, helt bogstavelig talt. Den gode nyhed på ‘The Concrete Confessional’ er, at Jamey Jasta, der fylder fyrre til sommer, med alderen faktisk har udvidet registret en kende. Det er ingen landvinding endsige revolution, men man fornemmer en vis modning i stemmeføringen, og det er voldsomt tiltrængt, også selvom det kammer over i ‘Something’s Off’ og ‘Serve Your Masters’, hvor der går metalcore-skønsang i den. Det er en virkelig unødvendig fornyelse. 

Den dårlige nyhed er, at Hatebreed har nedjusteret ambitionsniveauet, hvad angår at skrive riff. Det er ikke, fordi ‘The Concrete Confessional’ ikke har gode og fængende riff på sange som ‘Looking Down the Barrel of Today’, ‘Dissonance’ og ‘Serve Your Masters’, men i helheden bliver det altså igen en noget monoton halv time, man tilbringer med ‘The Concrete Confessional’. Det er gedigent, det er solidt, men det er også bare noget rutinepræget. Hatebreed har lært, hvad der virker for dem, og de har ikke tænkt sig at udfordre det alt for meget på ‘The Concrete Confessional’. Det er sådan noget, man inden for genren sædvanligvis prøver at sælge som old school og en tilbagevenden til rødderne, men her er det bare ikke noget frisk pust, det er den samme gamle hørm fra omklædningsrummet.

Og det er egentlig ret forstemmende. Det er ikke, fordi man ligefrem ville forvente, at Hatebreed på deres syvende album, nitten år efter debuten ‘Satisfaction Is the Death of Desire’, for alvor ville pille ved formlen. Man kunne bare godt have ønsket sig, at de havde finjusteret den lidt mere, så ‘The Concrete Confessional’ duede til andet end at løbe stærkt eller løfte vægte til. Det er stadigvæk bedre, end hvad Exodus og Slayer lader gå for at være det ypperste inden for brutal thrash metal. Det er bare stadigvæk ikke nok.