Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Grækerne stadig klassiske

Updated
Septicflesh - Modern Primitive - Artwork

SepticFlesh gør det, de er gode til på ‘Modern Primitive’. Pompøs, velkomponeret og vellydende dødsmetal, der lyder ligesom de forrige fire plader.

Kunstner
Titel
Modern Primitive
Dato
20-05-2022
Trackliste
1. The Collector
2. Hierophant
3. Self Eater
4. Neuromancer
5. Coming Storm
6. A Desert Throne
7. Modern Primitives
8. Psychohistory
9. A Dreadful Muse
Karakter
3

Med ‘Modern Primitive’ holder græske SepticFlesh sig til det, de kender. Dødsmetal blandet med deres samarbejdspartnere i det klassiske, og det giver præcis det resultat, som både de og deres fans kunne se på lang afstand.

For SepticFlesh har nu allieret sig med Prags filharmoniske orkester for femte gang. Første gang var på deres ‘Communion’ fra 2008, hvor bandet skrev, at de ville arbejde sammen med i alt 80 musikere og 32 sangere. Det kan næppe helt udelukkes, at SepticFlesh havde kigget norske Dimmu Borgir over skulderen, da de hørte samme orkester på nordmændenes fremragende ‘Death Cult Armageddon’ fra 2003. Siden fulgte Therion, Blind Guardian og Devin Townsend efter, og i 2008 var det så SepticFlesh, der ringede til Prag. Den forbindelse har de holdt ved, og orkestret er nu en fast bestanddel, når de udgiver nyt.

På ‘Modern Primitive’ lyder SepticFlesh dog ikke kun som sig selv. De låner også fra førnævnte Dimmu Borgir, hvor særligt singlen ‘Hierophant’ minder rigtig om nordmændenes måde at arrangere sange på.



Ligeså formår de at koble både Morbid Angel og Metallica fra halvfemserne. Hvis ikke man kan høre lidt ‘Domination’ på vokalen og ‘Load’ i guitaren på ‘Neuromancer’, så kan man sikkert efter at have læst denne linje. SepticFlesh gør det også godt med at væve de elementer ind i den pompøse dødsmetal, der gør, at det aldrig bliver kedeligt.

Som eksempel kan nævnes ‘Coming Storm’, hvor den lyse vokal fra guitarist Sotiris Vavenas samt orkesteret er med til at bære nummeret. Det lyder rigtig godt, og her har de også erfarne kræfter i producer-stolen til at hjælpe sig. Det er Jens Bogren, der har produceret for førnævnte Dimmu Borgir, Arch Enemy, Amon Amarth, Sepultura, Kreator, Ihsahn og mange, mange flere. Han kan sit kram, og han får også en stor lyd ud af SepticFlesh.



Lige så mange inspirationskilder SepticFlesh måtte have, lige så meget lyder de bare også som sig selv. Og det er lige før, det udvikler sig til en græsk tragedie, at de holder så meget fast i deres egen stil. De formildende omstændigheder er dog, at der ikke er ret mange dødsmetalbands, der spiller sammen med et symfoniorkester. Det plejer at være black metal bands, der gør det, eller helt store navne som Metallica, der gør det en enkelt gang.

SepticFlesh har nu snart gjort det i 15 år, og både instrumenter, kor og vokal er nu så indlejret i deres musik, at det vil være et ganske stort skridt for bandet, hvis de rent faktisk lader være med det på kommende udgivelser. Kan man acceptere præmissen, får man altså også nogle ret udmærkede numre og riffs, deriblandt ‘A Desert Throne’ samt titelnummeret 'Modern Primitives', hvor SepticFlesh både lader kor, thrashede guitarer og dødsmetalvokal få masser af plads.



Var man fan af SepticFlesh på de forrige ‘Titan’ og deres seneste ‘Codex Omega’ fra 2017, så er ‘Modern Primitive’ et sikkert, vellydende køb. En plade, der åbner sig efter nogle gennemlytninger og viser et band, der har fundet en niche ikke ret mange andre dødsmetalbands, der har været med siden halvfemserne, har tænkt på.