Sikke et partnerskab
Populær
Endeløst groove og fuzzet guitar; Earthless og Harsh Toke har sammen begået en massiv split.
B. Mount Swan
Earthless har, inspireret af japansk psych, tysk krautrock, Led Zeppelin, Black Sabbath og jazzens impro-mestre, leveret instrumentale psykedeliske rock-toner siden starten af dette århundrede og har fra begyndelsen arbejdet skiftende mellem decideret at skrive hele musiknumre og improvisere sig frem til dem – typisk ved hjælp af modal improvisation.
På den næsten 15 minutter lange ‘Acid Crusher’ får vi således leveret en ordentlig omgang psykedelisk groove en masse. Ja, her er der virkelig tale om et band, der hviler i riffets styrke; det er som om de graver sig dybt ned i jorden og groover stille, roligt og selvsikkert afsted, mens der bygges et musikalsk stillads op omkring det fundament, hovedriffet udgør med diverse percussioninstrumenter, orgel- og guitarharmonier. Således bygges der et lækkert instrumentalt lydlandskab op, der bugter sig og sikkert forgrener sig ud på afsidesbesliggende, dårligt udforskede stier, men altid vender tilbage til den oprindelige vej.
Det er virkelig sjældent, at et instrumentalnummer formår at holde denne anmelders interesse i op mod 15 minutter med så få afvigelser fra hovedmelodien, som der gøres brug af på ‘Acid Crusher’, men Earthless formår netop dette gennem hele det fløjlsbløde og soulgroovende nummer ved hjælp af frække bas-licks, der tilfører riffet en ny dimension, sporadisk og velplaceret klang af tamburin et sted langt ude i baggrunden, et lille frækt orgel og et rytmeæg her og der.
Som noget nær moderne psychs konger burde Earthless ikke være et nyt bekendtskab for nogen med mere end perifer interesse for genren, men det er Harsh Toke med pro-skater Justin "Figgy" Figueroa fra det berygtede Baker-team på guitar måske. De okkuperer således b-siden med den over 19 minutter lange ‘Mount Swan’ og giver virkelig Earthless kamp til stregen med deres noget mere tunge og aggressive psych-angreb.
Det monstrøse værk starter stemningsfuldt med synth-effekt og en fjern vokalisering, der pludselig afløses af et tilbagelænet guitarriff, som lige så pludseligt afløses af hidsige trommeanslag og endnu et skift, og sådan fortsætter Harsh Toke med at levere små overraskelser, der genopliver det gentagene guitarriff med en saltvandsindsprøjtning og på den måde fastholder lytterens interesse.
Indtil halvandet minut inde i nummeret akkompagneres musikken af en småråbende vokal, der er tilsat så meget effekt, at der nok næppe kan tydes, hvad der synges. Men det fungerer godt som et ekstra lag af melodi og tilfører nummeret dynamik – en dynamik, der sagtens kunne være genbrugt flere steder på det, trods alt, temmelig lange nummer. Ja, det virker endog en smule underligt at bruge det så kort i starten og så ikke vende tilbage til det senere.
‘Mount Swan’ er langt tungere og temperamentsfuld med fuzz-spyende guitar og gradvist opbyggende til temposkift; det kan være både hidsigt og udsyret som en hjertepumpende feberdrøm eller et lunt og stenet groove med guitarer, der zig-zaggende overlapper riff med lick, lick med solo. Der trækkes både på de tungeste tricks fra 70’ernes klassikere og 90’ernes videreudvikling af psych-, kraut- og doom-genrene, som smelter flot sammen til noget, der vækker genkendelsens glæde, men samtidig virker frisk og nyt.
‘Acid Crusher / Mount Swan’-splitten er en overlegen præstation udi instrumental guitar-psych, hvor de to numre – det ene tilbagelænet og groovy, det andet fuzzet og mere temperamentsfuldt – supplerer hinanden godt ved deres forskellighed, på trods af at de har næsten samme udgangspunkt.