Skizofrent og suverænt
Populær
Khonsus debut er en fabelagtig rejse i et mørkt og besynderligt landskab.
02. The Host
03. Darker Days Coming
04. Inhuman States
05. So Cold
06. Malady
07. Va Shia (Into the Spectral Sphere)
Er man af den gamle skole og foragtes over alt black metal, der ikke lyder som Mayhem eller Marduk, behøver man næppe læse videre her. Norske Khonsu, som er navnet på en egyptisk månegud, gør sig i genren moderne black metal. Nogle foretrækker at kategorisere denne genre som den tredje bølge, eller måske bare avantgarde black metal.
Hvad end vi nu skal betegne Khonsu, er det i hvert fald ikke på bølgelængde med førnævnte bands, men tværtimod skizofren musik, der inkorporerer black, død, progrock, thrash, industrial og electronica. Umiddelbart noget der kan gå gruelig galt – som det ofte før er sket – men det lykkes i den grad Khonsu at male stort og bredt med den musikalske pensel, så det ender i noget nær et mesterværk.
Det kræver selvsagt både tålmodighed og fordybelse, inden ’Anomalia’ folder sig ud og ender som et helstøbt album, men det er bestemt de mange gennemlytninger værd.
Manden bag Khonsu er multimusikeren S.Grønbech, som står bag alle instrumenterne og har indspillet ’Anomalia’ i sit eget eget Morningstar Studie. Sidst Grønbech gav lyd fra sig var tilbage i 2003 som guitarist på ’Reclaim’ med sin brors band Keep of Kalessin. Herfra er sangeren Thebon hentet til at håndtere vokalen i Khonsu, og det gør manden ubetinget godt med stor variation i stemmen.
Svævende start
’Anomalia’ åbner ud med den ni minutter lange ’In Otherness’, der meditationsagtigt starter med atmosfærisk keyboard, inden det brager løs med kontante hårde guitarriffs og trommer og med summende elektroniske elementer i baggrunden udarter sig til industrial. Thebons vokal skifter mellem growl og dyb tale, imens musikken begynder at veksle mellem dødsmetal og en stil meget lig landsmændene fra The Kovenant. Netop The Kovenant, samt Ulver og Arcturus, er de bands der nemmest kan peges på i forbindelse med Khonsus særprægede stil, hvor hvert nummer byder på sin helt egen flertydige udfoldelse.
I ’The Host’ bliver der messet og sunget rent, mens musikken skifter mellem progressiv og depressiv. ’Darker Days Coming’ indleder med svag hvisken og udarter sig i mere traditionel rock med ren guitarlyd, der leder tankerne hen på det fremragende album ’Urd’, som Borknagar udsendte tidligere på året.
’Inhuman States’ er mere regulært død/black hvor tempoet er fandenivoldsk, inden nummerets sidste to minutter lyder som decideret teknomusik. En optagelse med Charles Manson starter ’So Cold’, der byder på elementer af klassisk thashmetal; hvor det sløveste nummer på skiven ’The Malady’ med lidt god vilje minder om Korn møder Moonspell. Nummeret er udsendt som den første officielle musikvideo, hvilket er lettere misvisende, da stilen her er helt for sig selv i forhold til resten af albummet, og sangen er egentlig ’Anomalias’ svageste nummer.
Flyvende afslutning
Albummet slutter på imponerende vis med den 15 minutter lange episke 'Va Shia', som bevæger sig ud i en blanding af et soundtrack til en 80’er tv-serie, Fear Factory, black metal og groovy jazz?!
Det er bestemt særpræget musik og bør egentlig slet ikke kategoriseres som black metal af den ene eller andet grad, men måske nærmere mere betegnes som progressiv industrial. Uanfægtet genren er ’Anomalia’ dog absolut det friskeste vindstød fra de norske bjerge i Trondheim der er udkommet i år, og helt sikkert en atmosfærisk og skizofren anbefalelsesværdig rejse værd i selskab med den egyptiske gud.