Sort doom-guld
Populær
De var ikke fine nok til årets program på Roskilde Festival, men på deres første udspil i sytten år beviser Saint Vitus, at de er lavet af tungt og evigt vedkommende doom-materiale.
2. The Bleeding Ground
3. Vertigo
4. Blessed Night
5. The Waste of Time
6. Dependence
7. Withdrawal
Samtidig med at Black Sabbath i slut-70’erne nærmede sig de musikalske fodnoter med 'Technical Ecstasy' (1976) og 'Never Say Die!' (1978), var et firkløver på den anden side af Atlanten ved at tage Black Sabbaths glansperiode ind under plektrene.
Saint Vitus blev i disse sene 70’ere, og de tog den gode lyd af doommetallen med ned i undergrunden og gjorde den farlig igen. Der skulle gå nogle år med koncerter og demoudgivelser, inden Saint Vitus udgav deres selvbetitlede debutplade i ’84, hvorefter det så også gik stærkt med syv studiealbum på elleve år. Så brød de op i ’95.
Lang tid i støbeskeen
Efter at have luftet en gendannelse tilbage i 2003 i form af en enkelt koncert med Wino som frontmand, skulle der dog gå yderligere næsten et helt årti, før Saint Vitus endelig gik i studiet sammen for at indspille pladen, alverdens lyttere af doom-rocken har ventet på i pokkers lang tid. Pladen hedder ”Lillie: F-65”, og den er et af 2012’s obligatoriske must-haves.
Gennem karrieren har der været flere udskiftninger på vokalen hos Saint Vitus. På den nye plade er Wino tilbage ved mikrofonstativet, som han også var det på tre studieplader i perioden ’86-’91, inklusiv karrierens bedst kendte, ”Born Too Late” (1986). Der er to legender, der har været med fra starten, som heldigvis også stadigvæk er en del af kvartetten på ”Lillie”: Dave Chandler, det forbløffende undervurderede guitartalent samt bassisten Mark Adams, der har en så cool spilleattitude, at Geezer kun med nød og næppe kan følge med.
Et kort statement
Ligesom de tidligere plader med Saint Vitus var det, er også 'Lillie' hurtigt overstået; spilletiden er blot 33 minutter. Men pladens syv numre er alligevel nok til at få slået fast, at de stadig har masser at give af, og den forholdsvis nytilkomne trommeslager, Henry Vasquez, gør en sejtrækkende indsats for at bevise sit værd blandt undergrundslegenderne.
Mens 'Let Them Fall' åbner ballet på ærkeklassisk manér, tager pladen efterfølgende små drejninger; fra Chandlers afsluttende solo i 'The Bleeding Ground', over en melankolsk instrumental stund med 'Vertigo' og til den suveræne førstesingle, 'Blessed Night', der minder lytteren om, at Saint Vitus’ lyd absolut ikke har været uden betydning for Josh Homme og stonerrocken eller den tidlige grunge, for den sags skyld. Herefter udvikler pladen sig fra at være fed til at blive fucking awesome.
Suveræn guitarlyd
'The Waste of Time' er en på én gang monoton og sej, dynamisk sag, der bygger op og bygger op og bygger op fra første til sidste riff, hvis drive ikke stopper før sangen slutter seks minutter efter.
'Dependence' fremviser efterfølgende Chandler som en sonisk mester. Fra sangens indfølte guitaråbner til dens efterfølgende nedstemte tung/tungere/tungest-riff til dens dronede midterstykke: Det bliver hverken mere simpelt eller mere virkningsfuldt. Lyden er hér og hele pladen igennem på én gang old school Vitus, samtidig med at der er sket en vedkommende, moderne opdatering. Det er en vanvittigt sej guitarlyd! Det er også Chandler, der lukker hele pladen med den tre minutter lange feedback-støjende 'Withdrawal'.
Imponerende gendannelse
For et mere eller mindre aldrende gendannelsesband er der en vanvittigt imponerende musikalsk forståelse medlemmerne imellem. Det er meget tydeligt, at der er blevet taget ét skridt ad gangen, og at Saint Vitus anno 2012 har varmet op til deres besøg i studiet ved at have spillet sammen som liveband i de sidste par år. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men skal det gendannede Black Sabbath nå et niveau med samme format som 'Lillie', så skal der i den grad ske uventede ting på de bonede studiegulve, som de oftest økonomisk motiverede gendannelser har det med at bevæge sig ud af.
Det snæversynet gør sig også gældende for Roskilde Festival, der ikke gjorde plads til Saint Vitus på årets musikplakat, til trods for at de angiveligt fik muligheden for at booke dem. Selv hvis man tager metalbrillerne af for et øjeblik, er det stadigvæk svært at finde en rigtig god grund til ikke at booke dem. Hvad skulle årsagen være? Ancienniteten har Saint Vitus haft i lang tid, og aktualiteten er spot on.
Whatever! Med 'Lillie: F-65' har Saint Vitus lavet et gennemtrængende doomværk, der står distancen med bagkataloget. Det fortjener i den grad at blive hørt!