Standard verdensklassedød

Standard verdensklassedød

Er man i forvejen glad for Vader og frontmand Peters trademark growls, går man ikke galt i byen med det ellers lidt jævne nye album.

Kunstner
Titel
Necropolis
Dato
21-08-2009
Distributør
Trackliste
1. "Devilizer" - 3:20
2. "Rise Of The Undead" - 3:53
3. "Never Say My Name" - 2:03
4. "Blast" - 1:51
5. "The Seal" - 2:11
6. "Dark Heart" - 3:00
7. "Impure" - 3:41
8. "Summoning The Futura" - 1:06
9. "Anger" - 2:14
10. "We Are The Horde" - 3:11
11. "When The Sun Drowns In Dark" - 4:33
12. "Black Metal" (Venom cover; bonus track) - 3:14
13. "Fight Fire with Fire" (Metallica cover; bonus track) - 4:06
Karakter
3

En dansker og to polakker skulle der til for at lave verdensklasse dødsmetal. Det sidste er pladeselskabets påstand, mens den første del af forrige sætning skal antyde, at Tue Madsen har styret knapperne, mens Peter har indspillet al guitar, bas og vokal til den nye trommebasker Pauls tunge rytmer.

Og ja – verdensklasse det er det. Lyden er fantastisk tung og præcis og Peters velkendte growl er nok til at underholde mangen dødshund. Eller næsten. For det havde været federe, hvis musikken ikke lå i den mere standardiserede ende af Vaders evner, og i stedet havde haft nogle sprøde, memorable riffs. Det er mest bygget op omkring pumpende guitar til de onde trommer, og så dertil Peters sublime growl. Når det står på, er albummet en nydelse at høre på, men man går ikke bagefter og tager sig i at nynne et riff, som var det klassisk Slayer, der havde været på spil.

Alligevel er det muligt at slippe af sted med de velkendte tricks. Hør fx ’Impure’, hvor en simpel men insisterende grundrytme bærer hele sangen frem i et nakkeknusende solidt groove. Mange andre har gjort dette før, men Vader slipper igennem med dette ”plagiat” uden minus i bogen, fordi gruppen lige har dét ekstra, som skal til, for at det kan blive fedt og friskt.

Redder man sig digipak eller lp-versionerne beriges man også med covernumre af Venoms ’Black Metal’ og Metallicas ’Fight Fire With Fire’. Begge dele slipper bandet hæderligt fra, og faktisk er Metallica-nummeret ganske interessant, hvor Peter får varieret sit growl lidt, og næsten synger almindeligt i passager. I hvert fald fedt at høre i en så tight version med døds-torden-trommer.

Videoen til ’Never Say My Name’ kan ses herunder: