Dragende violinstrøg fra dybet

">

 

Som om originalen ikke var sørgmodig nok i sig selv, så er netop dette cover et glimrende, tungt billede på, hvilken plade vi nu her sidder med i hånden to år senere. En debut vel at mærke, omend de fleste af medlemmerne har mange år bag sig under det lidt mere sludge-doomede foretagende SubRosa, som gav flere stærke livstegn fra sig i løbet af 2010erne. Rebecca Vernon (vokal) søgte sidenhen nye græsgange, hvor vi så endelig nu ser frugterne af samarbejdet mellem resten af medlemmerne, der i og for sig fortsætter, hvor SubRosa slap.

Kirkeklokker indvarsler den tunge tone med underbyggende puls i den 13 minutter lange åbner 'Sing No Coda'. En dragende, repetitiv sag, der brydes op med bombastisk aggression og sentimentale violinstrøg i organiske overgange, næsten som at høre Swans i mere harmoniske sindelag. Mere struktureret, progressivt og tungt bliver det straks i 'Andromedas Wing', mens 'Ekpyrotic' vender tilbage til det hypnotiske med et enkelt, to-toners riff og chants som omdrejningspunktet for ni minutters berusende lydbilleder, der blæser afsted som bølger ind over vandkanten.
'Folium Limina' er en betagende plade, som den både drager og slæber sig afsted i arrangementer, der sætter hver sang i sit eget lys. De tager sig konsekvent god tid med seks sange, der varierer fra 9 – 13 minutters længde, men kedeligt bliver det aldrig – netop fordi de mestrer kunsten at skrælle lag fra, så det nøgne udtryk står styrket tilbage, lige så vel som at føje ekstra lag til i de mere storslåede øjeblikke. Bedst eksemplificeret i pladens stærkeste skæring, den inciterende smukke og dystre 'Hubris', hvor doomen, violinen, skønsangen og det skarpe, kompositoriske øre de besidder får det hele til at gå op i en højere enhed, så man snildt kunne lukke sine øje og forsvinde fra virkelighedens trivialiteter en ti minutters tid.
Prøv selv.



Den største anke må nødvendigvis være klassikeren, når man har at gøre med sange af de længder. Med lidt over en times spilletid er der bare dele, som bliver unødvendige gentagelser af tematikker fra tidligere, uden at bringe nyt til bordet.

Som en debut er det dog en usædvanligt ambitiøs en af slagsen, med potentialet langt fremme i billedet og uden oplagte referencer –  udover altså lige de genkendelige klange fra deres egen fælles fortid. Alt doom med violin behøver bestemt ikke rime på My Dying Bride, omend sanglængderne taler samme sprog, men deres organiske, symfoniske tendenser taler deres helt eget musikalske tungemål. Et sprog, de mestrer glimrende, men også gerne måtte udbygges for ikke at forskanse sig i det sikre, som det til tider føles, jo længere vi svælger i det. Teksturen flyder tungt, og den dragende virkning fornægter sig ikke, så fortsætter de lige så eventyrlystne som her, uden at male sig inde i et hjørne, så følger vi hellere end gerne The Otolith videre på deres rejse, hvorend den fører os hen.