Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tilbage til fortiden

Populær
Updated
Tilbage til fortiden

Skribent Molin har rodet lidt med tidsregningen for at få Metallicas nyeste album placeret korrekt i historiebøgerne.

Kunstner
Titel
Hardwired... To Self-Destruct
Dato
18-11-2016
Genre
Trackliste
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Now That We're Dead
4. Moth Into Flame
5. Dream No More
6. Halo On Fire

Disc Two

1. Confusion
2. ManUNkind
3. Here Comes Revenge
4. Am I Savage?
5. Murder One
6. Spit Out the Bone
Forfatter
Karakter
3

I 1989 landede en Delorean ved en fejl i LA, men føreren, en småforvirret Torben Ulrich-type, fandt hurtigt ud af, at årstallet var forkert og fortsatte den planlagte tidsrejse mod 1983, hvor et på forhånd dødsdømt forsøg på at forhindre en ung rødhåret fyr kaldet Dave i at sparke til en vens hund skulle føres ud i livet. Men hvad den tidsrejsende ikke opdagede var, at han under landingen trafikdræbte en ung, succesfuld producer ved navn Bob Rock!

Derfor fik han aldrig samarbejdet med thrash-bandet Metallica i stand, og derfor udgav de i 1991, efter fire fan-roste plader opfølgeren ’Hardwired... To Self-Destruct’. Efter at bandet var kommet sig over tabet af endnu en bassist – den unge Jason Newsted droppede ud i skuffelse over at være mikset ud af det fjerde albums lydbillede – havde bandet brug for at genfinde sig selv. Omtalte album, ’And Justice For All...’, havde udvidet fanbasen og endte næsten med at vinde priser, men det var også blevet et fortænkt rifforama over ustyrlige progressive ideer. Der var brug for at vende tilbage, og med den tredje bassist i folden, Rob Trujillo, var det tid til et skridt tilbage.

Det blev til energisk album, der pegede mere tilbage end frem. Thrashet nok til at tilfredsstille fansene og med lidt mere tilgængelige sange end forgængeren, og der var endda dem, der kunne høre en ’Master of Puppets – Volume 2’ et sted i dobbeltalbummet, ligesom der var riff og passager, hvor man tydeligt kunne høre inspirationen fra New Wave of British Heavy Metal, som var genren, der havde sparket dem ind i øvelokalet i første omgang. Det var, som om Metallica vendte hjem efter et kort en kort afstikker.

Bassen var tilbage i lydbilledet, og produktion pegede også mod ’Master...’, og for hver sang kunne man pege og sige, ”Det minder en anelse om xxxx fra yyyy-skiven’, men alligevel høre noget nyt. Derfor blev aldrig anset som et stort album, men alligevel et, der kunne tilfredsstille majoriteten af fansene, mens de mere sortsindede talte om mangel på fornyelse og et band, der havde overlevet sig selv.

For måske var sangene alligevel for lange. Middelmådige ideer fik lige en omgang eller to for mange i vridemaskinen, og det hele lød lidt, som om bandet var blevet for sikkert, mageligt og uden lyst til at udfordre sig selv. Bevares, der var sange, som i 1991, hvor metallen stadig var stor, kunne stryge direkte ind på sætlisten og vælte ethvert spillested – som det maidenske ’Moth Into Flame’ eller smadderkassen ’Spit Out the Bone’. Men fyldnumrene trak helhedsindtrykket ned og placerede den alligevel nederst på bandets daværende kvintet af udgivne plader.