Genopstandelse uden magi
Tom G. Warrior genopfører Hellhammers musik med Triumph of Death. Men det lykkes ikke at genskabe det, der gjorde Hellhammer til noget særligt.
2. Massacra
3. Maniac
4. Blood Insanity
5. Decapitator
6. Crucifixion
7. Reaper
8. Horus/Aggressor
9. Revelations Of Doom
10. Messiah
11. Visions Of Mortality
12. Triumph Of Death
Jeg kan stadig huske, da jeg første gang hørte Hellhammers debut-ep, ’Apocalyptic Raids’ (fundet brugt for 30 kr. i Bogormen i Esbjerg – det var dengang, de fleste lp’er kostede 30-40 kr. brugt, og dem til 70-100 kr. var blandt de dyre). Det var engang i 90’erne, jeg har været i midten af teenageårene, og selvom jeg havde hørt ekstrem metal før, havde jeg alligevel aldrig hørt noget helt som ’Apocalyptic Raids’ og slet ikke som den lange, dommedagsbuldrende ’Triumph of Death’, hvor Tom G. Warriors vokal lød, som om den var optaget i helvede, på én gang lidende og som besat af vrede, og guitarlyden var som en åbning til en anden dimension.
Alvoren til forskel
Resten af pladen var mere hurtig, tydeligt Venom-inspireret, men lød baldret, smadret og besat på en anden måde end de britiske forbilleder, der altid også lød, som om de havde det sjovt med at være så vulgære og larmende som muligt. Hellhammer spillede dårligere, men de lød, som om de levede sig helt og fuldt ind i den bizarre, tegneserie- og sword & sorcery-agtige fantasi. Der var alvoren til forskel.
Hellhammer var ligesom i en anden verden, og musikken åbnede portalen til den verden på en helt anden måde end de grupper, der lod sig inspirere af de purunge schweitzere, men ikke kunne mønstre samme aggression, dedikation og aura af mystik. Selv i dag, hvor ekstremmetallens formsprog er så velkendt, at det oftere bliver trivielt end rystende, er Hellhammer – både ep’en og deres demoer – noget særligt. Hellhammer skulle opnå langt større bedrifter under deres senere inkarnation som Celtic Frost, men ’Apocalyptic Raids’ står endnu som en grundsten i den ekstreme metal, stadig i stand til den dag i dag at sende ilinger gennem kroppen.
Kunstnerisk selvhad
I årene efter har Tom G. Warrior stort set altid talt grimt om Hellhammer. Det var primitivt, dårligt, en Venom-kopi, fik dem latterliggjort, hindrede Celtic Frosts karriere, hvad har vi. Af samme grund kan det virke overraskende, at han det seneste års tid under navnet Triumph of Death har turneret med Hellhammers udødelige materiale. Er det for pengenes skyld? Eller har han endelig forliget sig med sin ungdom og med, hvor indflydelsesrig gruppen var, og ønsker at gøre sine fans glade, samtidig med at han endelig omfavner Hellhammers uomtvistelige kunstneriske værdi?
Hvis det er det første, så herregud – manden har næppe tjent meget på det, da han var ung og havde brug for pengene. Hvis det er det andet, så er han ikke den første kunstner, der har hadet sin ungdoms kunstneriske udtryk og misforholdet mellem ambitionerne og evnerne for senere at forlige sig med det. Måske har den ekstremt selvkritiske Warrior endelig fundet en vis fred, eller opnået våbenhvile, med sin egen kunst? Uanset motivationen er han selv herre over sit eget værk, især nu, hvor den medsammensvorne bassist og konceptudvikler Martin Eric Ain er død.
Magi savnes
Livealbummet ’Resurrection of the Flesh – Triumph Of Death Live, 2023’ med ep’en samt demomateriale var uundgåeligt. Desværre fjerner det også magien fra Hellhammers demoer og ep. Trommespillet er selvfølgelig langt bedre og tightere, Tim Iso Wey er en vældig god trommeslager, der holder sammen på det hele. Men det kaotiske element mangler, der mangler, at det hele er ved at falde fra hinanden, der mangler ungdommelig energi, der mangler det drive, som meget unge mennesker har, men som de færreste halvgamle besidder.
Warriors vokal er blevet langt mere varieret med årene, og han er en bedre vokalist i dag end dengang. Men spørgsmålet er, om det er det, materialet har brug for? Eller om det ikke har mere gavn af en sanger, der lyder som besat af dæmoner? Jeg hælder til det sidste. Selvfølgelig er Warrior ikke længere teenager, og det ville være urimeligt at forvente, at han skulle genskabe den tid og de følelser og det drive, der var med til at skabe Hellhammer. Det bedste, man kan håbe på omtrent 40 år efter er en troværdig genopførelse af musikken. Det leverer Triumph of Death på ’Ressurection of the Flesh’. Men magien mangler, den fornemmelse af, at det her, det betyder ALT.
Jeg ville til hver en tid tage ind at se Triumph of Death. Jeg ville formentlig have det storslået. Men et livealbum skal pinedød lægge et eller andet til materialet, tilføre det noget merværdi, tilføre en aura, det ikke har i studieversionerne. Ikke fjerne den.