Tyndt vikingebrøl

Populær
Tyndt vikingebrøl

Skálmöld har af uransagelige grunde fået en ganske ufortjent succes. Bandets seneste udgydelse med det herligt kapable navn ’Vögguvísur Yggdrasils’ giver dog ingen nye argumenter for bandets gennembrud.

Kunstner
Titel
Vögguvísur Yggdrasils
Trackliste
1.Muspell
2.Niflheimur
3.Nidavellir
4.Midgardur
5.Utgardur
6.Alfheimur
7.Asgardur
8.Helheimur
9.Vanaheimur
Karakter
2

På bandets fjerde album har Skálmöld kastet sig over den nordiske mytologis ni verdener. Det er naturligvis et interessant og relevant koncept at beskæftige sig med, hvis man som band flirter med at spille en eller anden form for musik, der i enkelte øjeblikke kan anses at være en slags vikingemetal. Men man kunne godt ønske sig, at dette spændende emne musikalsk og kreativt blev behandlet langt bedre end det, som Skálmöld præsterer på ’Vögguvísur Yggdrasils’.

Etnisk sang
Som albummets titel mere end antyder, så er al vokal på albummet fremført på islandsk, som ikke forstås af flere af verdens mennesker, end der bor i Aarhus med forstæder. Men det gør nu ikke noget. Om der var ”sunget” på engelsk eller for den sags skyld på dansk, ville det formentlig kun have gavnet forståelsen marginalt. Dertil er vokalen på albummet så mudret, at det meste tekst går tabt i produktion og særdeles mærkværdig stemmeføring.

Så hverken musik eller vokal er optimal på ’Vögguvísur Yggdrasils’. Men lad os blive lidt ved sidstnævnte. På trods af at Skáldmöld spiller noget rimeligt lettilgængeligt mainstream-metal, så har man valgt, at leadvokalen skal være en slags semigrowl eller måske snarere en slags atonalt råberi. Dette bakkes så op af andenvokalisten, som mest af alt lyder som en dårlig parodi på Dani Filth fra Cradle of Filth. Det er nærmest urkomisk. Tekstuniverset taget i betragtning må man altså antage, at Skálmöld tænker, at vikinger hele tiden gik og råbte og skreg. Det er rent tegneserieunivers.

Oven i leadvokalen er der på mange af albummets sange lagt et mandskor, som sikkert udgør samtlige bandets medlemmer, men det er alene med til at bevise, at der reelt ikke er kvalificerede sangere i bandet. Det er for det meste en pine at lytte til.

Musikken topper heller ikke
Men så er der jo musikken. Den er heller ikke alt for vellykket, selv om der indimellem er ganske fornuftige elementer. Skáldmöld spiller for det meste en omgang lettere sløv traditionel metal, der har lidt referencer til såvel power metal og black metal som i meget begrænset omfang death metal. Dette er så fra tid til anden tilsat et ordentligt skud folkemusik. Men folkemusikken er aldrig helt integreret og fungerer mest som staffage, som skal være et supplement til tekstuniverset.

I modsætning til mange andre folk metal, pagan metal og vikingemetalbands har Skálmöld fravalgt anvendelsen af traditionelle folkemusikinstrumenter og spiller primært alene på guitar, bas, keyboard og trommer.  Det kan der kommer fine folkemusikfortolkninger ud af, som gamle ikoner som Led Zeppelin, Thin Lizzy og Gary Moore til fulde har bevist. Men hos Skálmöld mangler indlevelsen og forståelsen for den traditionelle musik. Fremførelsen er uden sjæl og naturlig rytmik og lyder utroværdig.

Albummet lægger ud med to ret ligegyldige, halvsløve metalsange, hvor det mest er den irriterende vokal, der markerer sig uden dog at sætte varige aftryk i lytterens hukommelse.

Sang nummer tre, ’Niðavellir’, er albummets første sang, der for alvor inkorporerer folkemusik i metallen. Det lykkes til dels, selvom det i forlængelse af ovenstående fastholdes, at Skálmölds håndtering af folkemusikken lader meget tilbage at ønske. Til gengæld er der nogle ganske fine takter i slutningen af sangen, hvor der sættes nogle fine breaks og markeringer. Men enkelte positive træk er dog ikke nok til begejstring.

Sangen er samtidig genstand for det første videoudspil fra ’Vögguvísur Yggdrasils’, og videoen er så sandelig heller ikke noget videre.



De kan dog spille
Skálmöld har tre guitarister. Det er ikke umiddelbart til at høre. Men det må medgives, at i det mindste en af de tre herrer Baldur Ragnarsson, Björgvin Sigurðsson eller Þráinn Árni Baldvinsson kan spille.

Der er således indimellem nogle ganske fine guitarlicks og –soli. Det gør sig eksempelvis gældende i sangen ’Asgardur’, hvor der både er habile guitarleads og en god guitarsolo. Det er også en af de eneste sange på albummet, hvor vokalist Björgvin Sigurðsson næsten helt lægger sin råbevokal til side og i stedet bryder ud i noget, der ligner sang. Men han lyder i den forbindelse så uengageret, at det ikke gør den store forskel.

På sangen ’Helheimur’ er der skruet lidt op for tempoet, hvilket klæder bandet. Men helt godt bliver det aldrig.
Skálmölds ’Vögguvísur Yggdrasils’ kunne måske være sjov som soundtrack til en tegnefilm som ’Asterix og Vikingerne’. Men som et selvstændigt metalalbum er det lettere forfejlet.

Det skal gøres bedre
Skálmöld spiller halvdårlig metal og er dårlige til at spille folkemusik. Og i musikkens verden gælder matematikkens regler om, at minus gange minus giver plus, altså ikke.

Næste år gæster Skálmöld Danmark som support for Epica. Man kan mene, at Epicas supersymfoniske metal med kvindelig vokal passer til Skálmölds temmelig minimalistiske semi-folkede metal tilsat råb og skrål som fod i handske. Men måske er der enkelte metalfans, der finder behag i begge bands.