Ud med én og ind med to

Ud med én og ind med to

Hele to vokalister har måttet erstatte den tidligere sanger Christian i Scar Symmetry.

Titel
Dark Matter Dimensions
Dato
30-09-2009
Distributør
Trackliste
1. The Iconoclast (5:07)
2. The Consciousness Eaters (4:42)
3. Noumenon And Phenomenon (4:13)
4. Ascension Chamber (3:48)
5. Mechanical Soul Cybernetics (3:27)
6. Nonhuman Era (4:45)
7. Dark Matter Dimensions (4:12)
8. Sculpture Void (5:23)
9. A Paranthesis In Eternity (4:43)
10. Frequencyshifter (3:15)
11. Radiant Strain (4:15)
Karakter
2

Så er der atter nyt fra svenske Scar Symmetry, og det i mere end én forstand. Bandet annoncerede nemlig sidste år, at Christian Älvestam ikke længere ville være at finde blandt bandets rækker. Christian var i manges øjne synonym med Scar Symmetry, og hyldet for sit store vokale talent udi både growl og ren sang.

Der ventede således en hård opgaven for efterfølgeren, og det har bandet erkendt og derfor hyret hele to nye sangere: Robert Karlsson til growl og Lars Palmqvist til den rene sang. Og lad det være slået fast med det samme: bandet har ønsket at komme fandens tæt på Christians evner. Growlet lyder utroligt meget lig Christians – en del af årsagen ligger nok i produktionen, der ikke har ændret en døjt på bandets lyd.

Den rene vokal er lidt anderledes end Christians. Lars’ vokal er blødere på sin vis, og ville nok være mere egnet til powermetal, som Scar Symmetry lyder som flere gange på denne skive. Fx i introen, hvor en guitarlead og introens opbygning leder tankerne hen på Stratovarius. Heldigvis udebliver stortrommehelvedet og det enerverende ensformige tempo, som finnerne ville være slået over i efter en tilsvarende intro.

Men svenskerne har altid gået under melodisk dødsmetal, og den er de altså kommer lidt længere fra. Meget af musikken er så melodisk, og på trods af growls, så tænkes der mere på heavy metal eller power metal. Visse omkvæd kunne helt sikkert benyttes til pophits på sjælløse radiostationer. Musikkken er uden det bid, som bandet havde på en skive som ”Pitch Black Progress”, og så daler intensiteten lidt, og også denne anmelders interesse. Fremhæves skal dog titelnummeret og ”Frequencyshifter”, der er smæk for alle pengene, og hvor de melodiske vokalparter falder nogenlunde fint ind i staccato-riffingen og de grumme growls.

Der er som altid kælet for detaljerne og melodilinjerne på guitarerne er utroligt iørefaldende. Bandet spiller tight som altid, men der er bare et eller, som mangler i længden, når det 48 minutter lange album brager fra anlægget. Dette ”et eller andet” kunne være nerve.