Middelmådige evangelister
Populær
Diatessaron kan og vil en masse, det er bare ikke godt nok. ‘Sunshine’ er proppet med gode progressive rock-takter, men den canadiske kvintet formår alt for sjældent at fange lytteren og skabe musik, der huskes.
Deexister
Sky Blue
In The End
The Place Where The Sun Never Sets
The Hummingbird
Sunshine Chorale
Sunshine, Pt. 1: Sunshine
Sunshine, Pt. 2: The Horizon
Sunshine, Pt. 3: Never Ends
Moonshine
Det canadiske band med navn efter den tidlige kristne forfatter Tatianus' sammenfatning af de fire bibelske evangelier (Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet) har eksisteret siden 2007, dannet af bandets forsanger Simon TJ og guitarist Darren Young. Hertil blev guitarist Carl Janzen, trommeslager Stephan Bots og bassist Erik Smistad hurtigt tilføjet, og kvintetten udgav deres første ep’er ’Skye Blue’ og ’Monument’. Genren er prog-rock præget af pop-rockede elementer, og det er ligefor at sammenligne canadierne med en kombination af Fall Out Boy og Coheed and Cambria, tilføjet en snert af ældre progressive koryfæer såsom Genesis og Yes.
‘Sunshine’ er bandets debut og en debut, der fremviser fine takter, men ligeledes plads til forbedringer. Kvintettens ambitioner er høje, men det viser sig hurtigt også at være canadiernes største hæmsko. De vil for meget og formår sjældent at få skåret ind til benet, hvilket udmønter sig i en række kompositioner, der har mange fine elementer, men som sjældent er rigtig interessante. Til tider lykkes det dog, hvilket albummets tredje nummer ‘Sky Blue’ er et fint eksempel på. Specielt den energisk og opfindsomme guitar skaber sammen med TJ's vokal et energisk flow, kun brudt af snørklede prog-finurligheder. Den efterfølgende ‘In the End’ følger fint trop, men fremstår samtidig som et godt eksempel på bandets mangel på fokus og mangel på de eller det elementer, der for alvor gør, at et nummer huskes. Herefter følger pladens måske bedste nummer, ’The Place Where the Sun Never Sets’, hvor det for alvor lykkes for canadierne. Med en herligt afslappet og legende lyd, der på samme tid er melodisk og insisterende, er nummeret det bedste fra Diatessaron. Afslutningsvis har kvintetten komponeret en tredelt 20 minutter lang prog-rock-basker, der udover ‘The Place Where the Sun Never Sets’ er de mest interessante skæringer på albummet. Variationen og iderigdommen på disse numre holder et godt niveau. De er spændende, interessante og fyldt med gode ideer, men som nævnt mangler de sidste perfektionistiske penselstrøg.
Afslutningen ‘Moonshine’ er egentlig et ganske fint nummer, men som mange andre af numrene på pladen hænger det bare ikke ved. Efter 10 minutter er pladen glemt og forsvundet i glemslen sammen med et utal af andre udgivelser. Der udkommer så meget interessant musik, og der er mange gode bands. For at stå frem i denne enorme mængde kræver det noget specielt, noget, der huskes. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at prog-rock er en svær genre at begå sig i. Det er et genre-krav, at der tænkes anderledes, men at man stadig komponerer sange, der drager og fænger lytteren. Det i sig selv er svært i et moderne samfund som vores, hvor publikum bombarderes med kognitive stimuli, der alle kæmper om begrænset opmærksomhed og kapacitet. Derfor er det essentielt for bands som Diatessaron, at de formår at bryde igennem. At skrive numre, der har kant og en eller flere kroge, der sætter sig fast og med usynlige tråde drager lytteren tilbage. Trådene på ‘Sunshine’ er desværre for få og for tynde, selvom der ikke hersker tvivl om, at kvintetten har de egenskaber, der skal til. 'Sunshine' er en anstændig udgivelse og et godt bud på moderne prog-rock. Desværre kommer man ikke specielt langt med “anstændigt” nu til dags.