For ujævnt

US

Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante. 

Titel
Paragon
Dato
18-10-2019
Trackliste
Magician
Hero
Innocent
Caregiver
Outlaw
Explorer
Creator
Ruler
Jester
Sage
Lover
Everyman
Karakter
2

Franske Uneven Structure kan i år fejre 11-årsjubilæum. Bandet blev dannet i 2008 og udgav i 2011 deres første album, ’Februus’. En udgivelse, der lagde sig stødt i strømmen af plader, der prægede djent-opblomstringen i starten af årtiet.

10 år efter bandet første gang udsendte den sprudlende ep ’8’, vender kvartetten tilbage med deres tredje fuldlængdeudgivelse, ’Paragon’. Djenten er for længst blevet allemandseje, hvorfor kvartetten klogeligt nok komplementerer deres udtryk med en række prog- og post-inspirationer ved siden af enkelte ’core-elementer.

Siden bandets anmelderroste anden plade, ’La Partition’ (2017), er der blevet ryddet kraftigt op i besætningen. To af de tidligere tre guitarister har forladt Uneven Structure. Tilbage står Igor Omodei, der sammen med bassist Benoit Freidrich er eneste tilbageværende originalmedlemmer. At Uneven Structure nu kun har én guitarist høres dog sjældent. ’Paragon’ er lige så kompakt produceret som forgængerne, med bastante mure af guitar og hidsige riffs.

’Paragon’ arbejder med en præsentation af 12 forskellige karakterer, der danner en rød tråd og et konceptuelt tema for udgivelsen. Tanken er indledningsvist ret interessant, og pladens fem første numre er også velkomponerede og spændende. Især den smukke ’Innocent’ vokser ved flere gennemlytninger, hvorimod kombinationen af ’Caregiver’ og ’Outlaw’ fænger med det samme og lægger sig blandt bandets bedste materiale. Omodei leverer sikre riffs, der sender tankerne mod de djent-fokuserede debutdage, mens forsanger Matthieu Romarin har succes med at skabe vellykket variation i vokalfremføringen. 

Nuvel, resten af pladen byder også på interessante elementer. Især ’Jester’, ’Lover’ og ’Everyman’ er værd at fremhæve for gode idéer, og i det hele taget kan man ikke fornægte bandets potentiale – men typisk har kvartetten et problem med skarpheden. De tre nævnte numre eksemplificerer fint bandets problemer med at skære til og få omdannet de mange gode idéer til fokuserede og velklingende kompositioner.

Desværre er det ikke bandets eneste problem. Med undtagelse af få numre er vokalpræstationen på tværs af pladen alt for monoton. Især Romarins rå vokal bliver særdeles enerverende i længden. Kombineret med at vokalspektret for den rene stemmeføring er utroligt snævert, har Romarin langt fra succes med at løfte de storladne og kompakte kompositioner.

Til forskel fra tidligere udgivelser, er vokalproblemerne langt tydeligere denne gang. Sandsynligvis fordi Romarin er placeret langt fremme i mixet. Hvilket leder til bandets tredje svaghed: Produktionen. Som på ’La Partition’ har bandet selv produceret ’Paragon’, og som med forgængeren lykkes det ikke alt for godt. De mange smukke elementer og snørklede kompositioner får sjældent den lyd, de fortjener. Det hele er sovset sammen til en kedelig grå masse, hvor nuancen går tabt. Romarins vokal og Omodeis primærriffs tager opmærksomheden fra resten af bandet. 

Trods de mange ankepunkter er ’Paragon’ ikke skudt helt ved siden af. Der er flere gode numre, men som lytter sidder man for ofte med følelsen af, at pladen kunne have været meget bedre. Det er en skam, for Uneven Structure er et utroligt kompetent band. Desværre er det også et band, der foretager nogle underlige valg og i denne omgang for hyppigt mangler det sidste magiske touch i sangskrivningen og udførelsen.