Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vikinge-urkraft vender tilbage

Populær
Updated
Vikinge-urkraft vender tilbage

Det er ikke en ny skive fra Thyrfing, men blot 'Urkraft' fra år 2000, der nu endelig er blevet let tilgængelig igen.

Kunstner
Titel
Urkraft
Dato
07-05-2012
Distributør
Karakter
3

Denne anmelder er godt nok mere til den efterfølgende 'Vansinnesvisor' fra 2002 end 'Urkraft', der kom to år før. Men derfor skal 'Urkraft' nu ikke underkendes bare fordi anmelderen finder, at den er en anelse for poleret i forhold til 'Vansinnesvisor'.

'Urkraft' blev optaget i The Abyss-studiet med Peter Tägtgren ved roret, og det gav Thyrfing vind i sejlene, for de velskrevne sange fik virkelig det løft, som de krævede. På 'Urkraft fik folkemusikken sin plads uden at metallen på nogen måde blev sejlet agterud. Musikken er relativt klassisk heavy metal, men med både dødsmetal- og black metal-elementer og så det nævnte folkede touch, som gør at resultatet samlet kan kaldes vikingemetal.

Flere guitarriffs og især brugen af monotoni ved mange gentagelser virker meget inspireret af landsmændene i Mithotyn, og det er skam heller ikke et dårligt band at skele til. Desværre er Mithotyn gået i opløsning, efter en karriere, hvor de nok var mere oversete end fortjent. Thyrfing er ikke specielt aktive og har ikke udgivet nyt materiale i flere år, men lever dog, og har blandt andet annonceret, at de spiller til Eindhoven Metal Meeting i december.

Poleret produktion

Produktionen virker frisk, som var det et nyt album, men på den anden side, så er tolv år jo hellere ikke så længe siden, så der var heller ingen grund til at forvente noget "underproduceret". Desværre - sammenlignet med efterfølgeren - er lyden meget ren og poleret. Det har helt sikkert været med til, at bandet fik et mindre gennembrud med udgivelsen, for det er sandelig let tilgængeligt, men måske har det også været mere end bandet kunne lide selv. For 'Vansinnesvisor' er som nævnt meget mere rå.

'Urkraft' er album der skal sættes på for den udmærkede, relativt catchy sangskrivning og måske specielt, hvis man er til stilen hos Tyr, men gerne vil have lidt mere rå vokal. Og måske endda en lidt mere klassisk svensk guitarføring, for svensk, det lyder det skam.