10 hurtige: David Bennike Davidian

54436301_422779108291636_4007516374808133632_n

Tidligere musiker, nuværende ”musiker”, manden, der redder landet, når uheldet er ude, og formanden i Metal Royale, der står bag Royal Metal Fest. Vi har givet David Bennike Davidian vores 10 hurtige.

Titel
Royal Metal Fest 2019
Forfatter

Når han ikke holder Danmarks røv oppe fra vandskorpen i Beredskabsstyrelsen eller gør sig som vokalist i landets mest undervurderede rock-orkester, Bulldog Mentality, sidder han for bordenden i Metal Royale hvis flagskib, Royal Metal Fest, løber af stablen i Aarhus for 12.gang næste weekend.

David Bennike Davidian er et velkendt ansigt i det århusianske metalmiljø, tidligere som trommeslager i en række bands, bl.a. hedengangne Avarice. Gennem de seneste seks år har han været en af hovedpersonerne bag Metal Royale, den århusianske metalscenes vigtigste græsrodsorganisation, som hvert år står bag Royal Metal Fest på Voxhall, Atlas og i år også på Radar. Grundet sin position øverst i hierarkiet de seneste tre år går han under tilnavnet ”Formanden”, elsker Iron Maiden og har et svagt punkt for svensk dødsmetal. Vi har sat Davids musiksmag under lup med vores 10 hurtige.

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?
"Jeg var på vej på skiferie med min ungdomsklub. Dengang var jeg 13-14 år gammel og hardcore hiphopper, men min kammerat Emil havde opdaget Iron Maiden og var meget opsat på, at jeg skulle ”høre det her”. Det var ’Run to the Hills’, som så blev det første heavynummer, jeg nogensinde hørte. Jeg havde godt nok hørt lidt hard rock gennem min storebror, men det nummer blev bare gennemlyttet helt vanvittigt på den skiferie. Alle drengene i vores klasse var hooked, og nu skulle vi have langt hår og gå i læderjakker. Vi blev selvfølgelig også drillet på skolen, fordi vi var en hel klasse, der bare gik rundt og ”lignede piger”.

Hurtigt derefter stak det så af med Limewire, brændte mixtapes, eller CD’er var det nu, til hinanden, CD’er der blev lånt på biblioteket, primært ud fra, hvad der så ondt og brutalt ud osv. Vi vidste jo reelt ikke en skid om noget som helst, haha. Indenfor et års tid var vi nået fra Iron Maiden til at høre Vital Remains og ekstrem dødsmetal, vel at mærke inden vi blev 15 år. Det skulle bare være vildere og vildere."

2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
"Iron Maiden, uden tvivl. Det er verdens største band. Musikken er storladen, deres liveshows er enorme, og deres bagkatalog er fantastisk. Selvfølgelig har et band, der har eksisteret gennem så mange år, haft et par eksperimenter, der er gået mindre godt, men generelt er de bare i en liga for sig. Der findes jo ikke nogen, der ikke kan relatere til Iron Maiden på en eller anden måde. Og så er det også bare for blæret, at deres forsanger selv flyver tourflyet."

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
"Tjah, for at holde den på sporet vil jeg sige Bruce Dickinson. Eller Nicko McBrain. Jeg er selv tidligere trommeslager, og McBrain var mit store idol, da jeg startede med at spille. Men hvis jeg skal vælge én, ville det nok være Dickinson. Han virker som en interessant person, som kunne have mange sjove ting at fortælle. Alene hele historien om, hvordan han formår at komme igennem et kræftforløb, komme tilbage og evne at synge på samme niveau som før, kunne være enormt spændende at høre."

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?
"Puha, den er svær. Jeg kan ikke rangere dem, det er for svært. Men fem plader, jeg i hvert fald elsker og bliver ved at vende tilbage til:

Iron Maiden: 'Somewhere Back in Time'
At the Gates: 'Slaughter of the Soul'
Bloodbath: 'Nightmares Made Flesh'
Death: 'Symbolic' 
Pantera: 'Vulgar Display of Power'"

5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
"Av, den er også streng. Et bud kunne være Iron Maiden på Wacken i 2008 på 'Somewhere Back in Time'-touren. Det var anden gang, jeg så dem, efter 2006 i Gigantium i Aalborg, hvor de lige havde udgivet en ny plade. Det var kun to-tre år efter, jeg var begyndt at høre metal med Iron Maiden som de vigtigste. I Aalborg blev jeg skuffet, fordi de skulle promovere en ny plade (’A Matter of Life and Death’, red.), så de spillede hele den nye og kun fem-seks gamle numre. Wacken-koncerten var derimod alle de gamle sange, og selve setuppet var så vanvittigt stort. Vi måtte stå i kø for bare at komme ind på pladsen, fordi alle skulle ind og se giraffen. Det var en vild oplevelse.

Ellers var Bloodbath sidste år på Royal Metal Fest også en oplevelse. Fordi det var Bloodbath, fordi det var på min fødselsdag og fordi det var i Aarhus. Mange blev måske skuffet over Old Nick på vokal, men det var lidt som forventet, syntes jeg. Til gengæld var det fedt at se noget ægte svensk dødsmetal, utight, som det skal være på en scene. Det er jeg vild med; at det ikke er så maskinelt. Andre bud er nogle af de utallige koncerter, jeg har set med Grave, hvor de virkelig har hevet noget gammelt guld op af hatten. Og så min første At The Gates-koncert i Aalborg, efter de var gendannet. Kvaliteten af den koncert var måske lidt vaklende, men det var At The Gates. Det er et band, der virkelig har fulgt mig altid."

Herefter fortæller David, uden for citat, om sin tur til Dansktop Prisen 2017, kronet med oplevelsen af at se Kandis og Hansi Hinterseer på scenen.

"Den vildeste moshpit er intet mod at opleve alle de her midaldrende kvinder, da Hansi gik på scenen. Det var vanvittigt."

Opfordringen til alle, der måtte trænge til en øjenåbnende kulturoplevelse, er hermed givet videre.

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
”Der er mange, der bruger Spotify til alt muligt, men jeg holder mig lidt væk fra det. Man får hørt alt for meget lort. Jeg bruger typisk anmeldelser af nye plader, festival-lineups, venners anbefalinger på Facebook, folk man kender, der begynder at spille i nye bands og ikke mindst de sindssygt mange henvendelser, vi får fra bands på Royal Metal Fest. Overordnet er det nok noget mere ”word of mouth” end de traditionelle streamingtjenester, jeg bruger.”

7. Hvilket band er din guilty pleasure?
”Hmmm…Siamese! Jeg kan godt lide noget, der virkelig svinger. Jeg har jo mit sorte hjerte i dødsmetallen, specielt den svenske, så jeg kan godt lide melodier. Og Siamese har nogle finurlige melodiske aspekter, jeg kan lide at lytte efter: Nogle åbenlyse, nogle skjulte. Og Mirza synger jo kanon. På samme måde er det også spændende, at de har violin med og inkorporerer den så godt, som de gør. At den ikke fylder for meget, men at man stadig ved, den er der. Det er selvfølgelig et band, der splitter vandene meget, når man ellers hører dødsmetal, black og alle mulige slags core. Men det er god musik, hvad enten man kan lide genren eller ej.”

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
”Ikke alverden. Det var nok mest før i tiden. I folkeskolen, hvor vi alle sammen lignede nogle flippere med langt hår og læderjakker, fordi vi ikke for alvor anede, hvad heavy metal gik ud på, men bare havde det grineren over musikken. Der fik vi hele tiden den der ”er du en pige eller hva’”, ”er I satanister alle sammen”, ”ofrer I ting” osv. kastet efter os.

Nu om dage er det ikke så galt. Nok også fordi jeg ser ret normal ud med kort hår og et klædeligt overskæg. Nu er folk nok mere overraskede over, at jeg er så rolig en person, når jeg hører sådan noget sindssyg musik. Udenforstående undrer sig over, at man kan være så rart og afslappet et menneske, når man hører provokerende og voldsom musik. De kan ikke se koblingen mellem de to ting.”

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
”Det er godt nok en kliché, men fællesskabet. Altså, man kan jo gå ned ad gaden og se en eller anden i en band t-shirt, så har man pludselig et fælles grundlag, og så kan man snakke sammen. Jeg har selv fået bekendte på den måde. Det samme oplever man jo også ofte på metalfestivaler, men stort set aldrig på mere gængse musikfestivaler. Der er et uskrevet familiekodeks om samhørighed i metalverdenen. Det gælder eksempelvis også i en moshpit, hvor alle sørger for at passe på hinanden. Her kan man også opleve, at metalfans lige tager hånd om udenforstående, der gerne vil være en del af festen, men ikke helt ved, hvordan man gebærder sig. Så tager de inkarnerede sig tid til at forklare de nye, at man gør sådan og sådan, men ikke sådan og sådan. Altså hvordan man formår at være voldspsykopat i en pit uden at smadre hinanden, haha!

Det fællesskab finder man i hele miljøet. Heavymiljøet har en masse stærke personer, men altså også sarte sjæle, der kan have det svært i livet, være deprimerede eller syge. Her er de stærke gode til at tage de svage til sig og spørge, om folk er okay. Der bliver taget kærligt hånd om hinanden, der er forståelse for andre og der er plads til alle.”

10. Hvorfor er du heavyfan?
”Se ovenstående, hahaha!! Nej, metallen kan rumme mange ting. Det ser man til koncerter, til festivaler og efterhånden også i medielandskabet, hvor eksempelvis BBC for nylig skrev en artikel om, at metal er afslappende for sjælen. Metallen giver et sundt afløb for nogle aggressioner, man måske ellers ville få ud på andre, mindre heldige måder. Metal er inkluderende, det er sjovt, og der er plads til nogen ting og til forskelligheder. Og frem for alt der plads til, at man kan være sig selv og råbe ”fuck the world” engang imellem.”