10 hurtige: Rasmus Steffensen

Rasmus Steffensen

Sproghaj, manden bag Fanø Free Folk Festival og heavyfan. Mød Rasmus Steffensen, der til daglig er kommunikationsansvarlig for det forholdvis nye københavnske spillested Alice, en fusion af det tidligere Jazzhouse og Global.

Spillested
Forfatter

Det er imidlertid ikke kun gennem sit faste arbejde med livemusik, at Rasmus har beskæftiget sig med den auditive kunstform. Under sine studier i litteraturhistorie på Aarhus Universitet var han med til at grundlægge musikmagasinet Geiger, der skrev om forskellige afkroge af alternativ musik, og nu skriver han lejlighedsvist metalanmeldelser for Information.

Kærligheden til metallen har dog været der siden hans unge dage; i starten af 90'erne var han med i metalbandet Cataclysm, der trods en kort levetid nåede at spille på både legendariske Metal Marathon i Aalborg og på Hjallerup Marked. Selvom det som praktiserende musiker ikke blev til mere, har metallen holdt ved lige siden.

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?
Jeg delte værelse med min storebror, som lånte forskellig musik af en kammerat, og så blev jeg eksponeret for meget af det. Jeg blev fanget af bl.a. Alice Cooper og Def Leppard, der – selvom det jo ikke for alvor var metal – gav mig blod på tanden. Kort tid efter begyndte jeg at lytte til programmet Metalzonen på Aalborg Nærradio. Og så begyndte der at ske noget! Programmet kom hver torsdag aften og var ugens højdepunkt. Jeg optog samtlige programmer, så man lige kunne finde de fede tracks frem igen, og programmet blev hver uge flittigt diskuteret i skolebussen dagen efter sammen med en ven. Meget hurtigt blev Def Leppard skiftet ud med anderledes brutale riffs, og samtidig blev jeg via programmet introduceret til den på det tidspunkt meget aktive danske death metal-scene, som også var stor i Nordjylland. Man fik en følelse af, at man virkelig var en del af et fællesskab, selvom man ikke havde internet og den slags, og selvom man bare sad derhjemme og gloede på en pløjemark. Og så kunne man vinde fede præmier. På et tidspunkt vandt min bror et vokslys formet som Iron Maidens Eddie-maskot i Metalzonen. Det var jo fine sager!
 
2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Det må næsten være Judas Priest. Det er et band med en høj karakter af camp, det hele er virkelig over the top, hvorfor de også kan være nemne at parodiere. Alligevel er der noget nærmest overjordisk over bandet. 'Painkiller' med Judas Priest var en af de første rigtige heavy metal-plader, jeg faldt på halen over. Da jeg fik den i hånden som rastløs nordjysk teenager, lød den nærmest som en slags best of af alt hvad man syntes var fedt ved heavy – motorcykler, ild, Dungeons & Dragons og bare det ene fantastiske nummer efter det andet. På forunderlig vis er jeg heller aldrig blevet træt af den plade, og samtidig er jeg med tiden blevet virkelig begejstret for de ældre Priest-ting. Et band, der evner det gennemført sleazy og campede, men som virkelig også kan skrive gode sange og som kan ramme en emotionel nerve som få andre. Og så er det jo umuligt ikke at elske Rob Halford.

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Når livet er surt og trist, går jeg af og til ind og ser denne youtube-compilation med Bobby "Blitz" Ellsworth (forsanger i Overkill), der griner, og så bliver livet mere tåleligt igen:

Derfor tænker jeg også, at Blitz kunne være den ideelle person at drikke en øl med. Jeg kan godt lide old school thrash, og jeg elsker Overkill. Jeg kender ikke rigtig noget til Bobby "Blitz" Ellsworth som privatperson, men han (og Overkill generelt) fremstår for mig som en en slags bundhæderlig og ukorrumperet arbejdsmand i metallens tjeneste. Sådan én, der står op, klør sig i skægget (og det er jo et flot skæg, han har fået!), bunder et krus begsort kaffe og så møder ind på thrash-kontoret. Og det kan jeg godt lide.

Generelt har jeg ikke det helt store behov for at hænge ud med musikere – heller ikke de musikere, som jeg ellers beundrer kunstnerisk. Men Blitz, jo, ham drikker jeg gerne en øl med.

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?
Altid svært at skulle udpege fem yndlingsskiver, men fem metal-plader, som virkelig har sat sig dybt i mig, er:

1. Judas Priest – 'Painkiller'
2. Megadeth – 'Countdown to Extinction'
3. Iron Maiden – 'Seventh Son of a Seventh Son'
4. Slayer – 'Seasons in the Abyss'
5. Death – 'Human'.

5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Den mest skelsættende koncertoplevelse med metal må helt sikkert være Pantera i
KB Hallen i 1994. Jeg boede langt ude på landet i Nordjylland og bare at komme ind til Aalborg til koncert var på det tidspunkt en helt igennem eksotisk oplevelse. Så jeg havde knap nok været til en ægte metalkoncert, ligesom jeg aldrig havde været i København, da jeg med en skolekammerat stod på en bus med ”Karstens Koncert- og Sportsrejser” for at kaste mig i grams til Pantera, der var på toppen lige efter 'Far Beyond Driven'. Hvordan jeg fik overbevist mine forældre om, at det var en god idé at sende mig lille purk til København på en hverdag for at blive pløjet igennem af Pantera, forstår jeg endnu ikke helt. Heller ikke, hvordan jeg, der ellers kun havde været til sådan nogle artige skolekoncerter og generelt var meget genert anlagt, fandt det helt naturligt at crowsurfe i en stor menneskemængde. Det føltes som en dåb, og jeg elskede det.

I nyere tid har en af de bedste koncertoplevelser været med finske Oranssi Pazuzu en sen nattetime på Roskilde Festival i 2017. Jeg havde et par år forinden haft en overvældende koncert med bandets kosmiske kraut/black, men på Roskilde formåede de at overgå alle forventninger. Ren tung sauna-trance.

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Da jeg arbejder på et spillested, går meget af min dag med at nørde musik, og jeg bliver hele tiden eksponeret for meget ny musik dén vej – men indrømmet ikke så meget metal! Anbefalinger får jeg meget gennem venner og via Facebook. Og så vil jeg da også sige, at jeg bruger Devilution en hel del til at opdage ny musik. Bl.a. har jeg gennem siden opdaget bandet Vektor, som jeg er blevet meget glad for.

7. Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg tror ikke, at jeg har et band, som jeg anser som en guilty pleasure. Men hvis jeg virkelig skal fremhæve en guilty pleasure, som jeg helst kun hengiver mig til, når jeg er sikker på, at jeg er alene hjemme, så må det være min hang til sentimentale power ballader. Noget som en rigtig heavy-fan jo nødig taler alt for højt om! Men en af de første vinyler, jeg købte, var en opsamling med netop power ballader. En masse gyselige bands som Bon Jovi, Warrant, Poison, White Lion og hvad de nu alle sammen hed. Den hørte jeg meget. Meget af det ville jeg helt sikkert ikke kunne holde til at høre i dag. Men én sang fra pladen kan dog stadig give mig gåsehud den dag i dag – nemlig Scorpions' 'Still Loving You'. Som vist godt kan kaldes en guilty pleasure af en slags.

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Jeg synes ikke, at jeg støder ind i så mange fordomme i dag. Men jeg voksede op i et klima, hvor heavy metal blev set som en lidt skummel subkultur. Det var ikke unormalt at finde materiale på biblioteket eller endda i skoleundervisningen, der var slet skjulte advarsler om alt det forfærdelige som metal kunne føre med sig – satanisme, subliminal messages, selvmordskulter og var der ikke også noget med nogle kirkeafbrændinger i Norge? I engelsk i skolen læste vi en bog om en pige, der begyndte at spille heavy – hvilket på det tidspunkt næsten virkede progressivt – men så sluttede bogen alligevel med en moralsk løftet pegefinger, hvor man skulle forstå, at hun skulle ud af heavy-miljøet, inden hun blev opslugt af de destruktive kræfter. Så man blev ofte mindet om, at man var en outsider, men det prædikat tog man jo stolt på sig. Alligevel må jeg sige, at jeg næsten blev rørt, da jeg så et afsnit af 'Onkel Rejes heavyband'. Så langt er vi trods alt nået, at man på DR nu kan lave børne-tv om noget, som for ikke mange år siden var noget, som DR enten slet ikke rørte eller lavede ret tendentiøs dækning af. Selvom der så stadig er folk som også er moralsk fortørnede over Onkel Reje.

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
I bund og grund var metal-miljøet nok det sted, hvor jeg for første gang følte, at jeg kunne tage hen og blive taget imod uden at skulle føle mig som et udskud. Og selvom har kastet min interesse over meget andet musik – fra det meget stille til det meget larmende – er det en følelse, der er blevet i mig. De sidste 10 år har jeg lavet Fanø Free Folk Festival, og nogle gange undrer folk sig over, hvordan jeg er kommet fra metal til akustisk folk, men sandheden er, at der er mange fællesnævnere, og noget af den dedikation, følelse af community og DIY-kultur, som jeg første gang oplevede i metal-miljøet, genfinder jeg tit i folk-miljøet. En af de bedste oplevelser, jeg har har med metal-kulturen, var, at jeg som teenager på landet hver måned ringede fra min families fastnettelefon (det var tiden før både mobiltelefon og internet) til Jakob Ørom fra Blood Booking i Aalborg. Han er siden blevet kendt som rapperen Jonny Hefty, men dengang var han kongen af aalborgensisk smadder og arrangerede et utal af koncerter, ligesom han var sanger i bandet Geronimo, som jeg elskede højt. Og hver måned fik jeg så lige et hurtigt pitch om, hvad der skete i ”storbyen” (som altså var Aalborg), og hvilke nye demobånd man lige skulle tjekke ud. 

10. Hvorfor er du heavyfan?
Først og fremmest pga. selve musikken. Selvom det er en genre, der dyrker det dystre og aggressive, rummer musikken en energi, som jeg i bund og grund bliver glad af. Og så kan jeg godt lide, at det er en genre, hvor man virkelig kan tage musikken meget alvorligt uden nødvendigvis at tage sig selv vildt alvorligt.