Årsliste 2017 – Henrik Østergaard

Metalmusikken blev vendt ryggen til fordel for det elektroniske i 2017. Det bærer årslisten præg af. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke blev udgivet god, klassisk tung tråd. 

Årets danske album:

1. Phrenelith: 'Desolate Endscape' – Jeg burde ikke kunne lide Phrenelith i et sådant omfang, som jeg nu engang gør. På papiret er deres lyd for massiv til mig. Den dybe vokal og de indelukkende bulldozeriff, som karakteriserer dette firkløvers dødsmetalundergrundslyd, synes jeg sjældent ret meget om i ret lang tid af gangen. Alligevel bliver jeg ved med at vende tilbage til ’Desolate Endscape’. Det gør jeg, fordi Phrenelith gør deres genre så depressiv, at man tror, det er løgn. At de i år har fået pænt med international ros, er på en gang velfortjent og samtidig slet ikke nok. Phrenelith kender dødsmetalgenrens nedslåede aggressivitet til sokkeholderne og fortjener opmærksomhed fra os alle sammen. Ikke mindst herhjemme, Copenhell! 



2. Slægt: 'Domus Mysteriurm' – Slægt kom, så og sejrede velfortjent i 2017. I undergrunden gav de den ene koncert efter den anden, der alle blev leveret med smittende, veloplagt energi. Og i sommer havde de et talrigt publikum i deres unge, hule hånd på Copenhell, hvor de gav en fantastisk koncert i dagslys. Derudover havde de tilbage i foråret releasefest på ’Domus Mysterium’, der muligvis ikke overrumplede én helt så meget, som ep’en ’The Beautiful and the Damned’ i 2015 havde sat én op til, men som dog bød på et bundsolidt bud på, hvordan heavy metal på ny kan gøres relevant og mangfoldigt. Det er NWOBHM. Det er black. Det er en smule kitsch. Det er sprødt spillet og helt igennem latterligt festligt.

3. Peter Peter & Peter Kyed presents: ’It’s Wonderful to Be Alive – Please Kill Me Now’ ­– Uden tvivl et popvenligt indslag på listen, men når nu det er kongerigets eneste sande punker, der endelig lægger navn til en ny plade, skulle man da være et skarn for ikke at inkludere den her. Peter Peter og Peter Kyed har tidligere arbejdet sammen. På denne plade har de med blandt andet en række danske sangerinder indspillet en stribe sjælesøgende, til dels eksperimenterende popsange, der bør få den medmenneskelige nysgerrighed frem i lyttere på tværs af genrer. ’It’s Wonderful to Be Alive – Please Kill Me Now’ er den perfekte plade at høre om natten. Den får en til at anskue ensomhed og livets melankolske mysterier i al almindelighed fra et andet perspektiv, end man hidtil har gjort. Når den ikke rocker, altså! Det er suveræn popkunst for de nysgerrige - og en oplagt kandidat til at åbne Roskildes Gloria scene det kommende år.



4. Taphos: 'MMXVII' – På papiret kan det muligvis synes som snyd at inkludere en ep på listen, thi det vil ofte være en større udfordring for et band at lave et helstøbt album end en helstøbt udgivelse i dette kortere format. At Taphos alligevel må og skal nævnes skyldes to ting: 1) Med hånden på hjertet, jeg har hørt for få danske metalalbum, også i år. 2) Selvom jeg generelt hører alt for lidt dansk metal, er Taphos et navn, jeg glæder mig til at følge i 2018. Det bliver året, hvor de smider deres første fuldlængde på gaden, og er de blevet bare 0,5 % bedre end de par gange, jeg har været til koncert med dem i 2017, kommer de til at rive først den danske undergrund midtover, derefter den internationale. De to sange, der er på denne ep, står som endnu et vidnesbyrd om det.

Årets internationale album:

1. Rainforest Spiritual Enslavement: 'Ambient Black Magic' – Begynder Dominick Fernow så småt at ”blive voksen”? Trick question. Tydeligvis ikke. Det er årets benhårde noisealbum med Prurient og hans industrialtunge split-udgivelse under navnet Vatican Shadow et par anderledes legende eksempler på. Når man hører denne seneste, afbalancerede, nærmest meditative plade med et af hans nyere enmandsprojekter, Rainforest Spiritual Enslavement, kunne man imidlertid sagtens foranlediges til at tro det. Vi befinder os i et dialektisk ambientunivers, der blander en slags syntetiske field recordings af noget, der minder om lyden af jungle, med Fernows årelange forkærlighed for maskinel noise. Uden de store armbevægelser bliver ’Ambient Black Magic’ en let filosofisk tanke, der tænker menneske, maskine og natur ind i samme koncept. Det er en af de plader, hvis salige rytme man ånder ind og ånder ud til, alt imens man falder til ro og funderer over lidt af det hele. 

2. Dälek: 'Endangered Philosophies' – Indigneret, men også reflekteret og dybsindig NYC-hiphop formidlet gennem en sonisk masse af henholdsvis tung noise og fortørnede lyriske dissektioner, der motiverer lytteren til revolte. ’Endangered Philosophies’ er ikke Däleks bedste plade til dato, men den er nu edderrøvme god! Er de ikke at finde på næste års Roskilde-plakat, fejler festivalen.



3. Electric Wizard: 'Wizard Bloody Wizard' – På deres niende fuldlængde er Jus Oborn og Electric Wizard mindre direkte ondskabsfulde, end de har været de senere år. De skruer denne gang endnu mere op for deres evige forkærlighed for 60'erne og 70'erne, og resultatet bliver tæt på en perfektion af doom metallens ABC. ’Wizard Bloody Wizard’ er årets klassiske metalalbum og en af de sjældne metaludgivelser, der kan være 100 % retro uden at miste sit dødsensalvorlige momentum. 



4. Body Count: 'Bloodlust' – Hvor Dälek har den mere dybsindige side af hovedet med i de politiske sange, synes Body Count på flere måder at være all muscle og i følelsernes vold. Og sådan skal det være! Ice-T og Ernie C. langer sine gadeplanssalver ud som evige opstandsparate parolermagere. Denne gang gør de det tilmed bedre, end de har gjort længe. Det paradoksale er, at selvom bandet fra L.A. ikke har udviklet sig specielt meget de sidste 25 år, er Body Count akkurat lige så vigtige, som de var, da ’Cop Killer’ i 1992 satte den aktuelle amerikanske dagsorden. Hvem sagde, at stokkonservativ metalmusik ikke kan gå efter struben!

5. Emptiness: 'Not for Music' – Belgiske Emptiness satte en særlig standard i begyndelsen af året, da de allerede i januar måned smed 'Not for Music' på gaden. Som mange andre metalbands, der i dag gerne vil være noget ved musikken, inkorporerede de på deres tidligere plader en tydeligere portion black metal i deres musik. På dette deres femte studiealbum blev posen imidlertid godt og grundigt rystet, og resultatet blev derefter. 'Not for Music' er en af de sjældne udgivelser, der nægter at lade sig kategorisere. Det er prog, det er goth, det er ambient, det er math, og samtidig er det hverken det ene eller det andet. Det er vel i virkeligheden temmelig enestående, og så er det i øvrigt depressivt, så det basker. Det er ikke en plade, jeg med god vilje lytter til særligt tit. Dertil er den for tungsindig. Men det er en plade, der er så speciel, at jeg over året flere gange alligevel er vendt tilbage til den. 

Bobler – Godflesh: 'Post Self' – Jeg har hørt den kun to gange, men modsat duoens forrige plade, ’A World Lit by Fire’ fra 2014, er der ingen tvivl om, at ’Post Self’ er en af dette års bedre plader. Den evigt undersøgende Justin Broadrick har på det seneste brugt en hel del tid på sit technoprojekt JK Flesh, hvilket skinner igennem på duoens niende studiealbum. For satan, hvor er det i øvrigt underligt, nærmest pinligt, især for Copenhell og Roskilde, at Godflesh ikke har været forbi en dansk festival, siden de blev gendannet i 2010. ’Post Self’ kunne formentlig have fået listens topplacering, havde jeg kendt pladen bedre. 



Årets internationale hits:

Ancient Methods: 'Immured in Supreme Beliefs' + Vatican Shadow: 'Monotheism and Zarqa' – I takt med at jeg i år fik øjnene op for techno, fik også industrialgenren en større genkomst på hjemmestereoen. Der er blevet lyttet rigtig meget til både Nine Inch Nails, Deutsch Amerikanische Freundschaft, Coil, Einstürzende Neubauten, Skinny Puppy og Ministry m.m. Disse to numre med hhv. den tyske dj Ancient Methods og den amerikanske dj Vatican Shadow, der blev udgivet på en 12"-split på Hospital Productions, synes hver især at trække på lidt af det hele fra industrialgenren. For metalhovedet er det selvfølgelig forstyrrende, at der ikke dukker en genkendelig guitar med strøm på op, men samtidig er det vel det, der også er med til at gøre det interessant.





Årets danske hit:

Gabestok: 'Then I Woke Up' – Optimalt set laver alle metalbands sange på tre minutter, der føles som halvandet. I 2017 gik den københavnske duo Gabestok fra at være en lille finurlig spiller i undergrunden til at være et navn, man rent faktisk glæder sig til at høre mere fra. Det skyldes i særdeleshed deres overraskende koncert til Festival of Endless Gratitude samt en fantastisk aften på spillestedet Mayhem. I begyndelsen af det kommende år medvirker Gabestok på en compilation, 'Korpsånd - An Introduction to the New Wave of Raw DKBM', der også inkluderer andre spændende undergrundsnavne som Blot & Bod, Vaabnet, Afkald, Fanebærer, Lesion og Jordslået. Mens vi venter på at dykke ned i den, lytter vi til 'Then I Woke Up' på repeat:



Årets genfundne klassikere:

Crass: 'Penis Envy' – En plade, der på flere måder udfordrer, fra et af alle tider største DIY-band. Og et af rockhistoriens mere gennemtænkte feministiske statements. Paradoksalt nok var det Steve Ignorants senere soloprojekter, der fik mig til at genopfriske denne ofte glemte klassiker - og han er naturligvis ikke med på pladen. ”Crass member not on this recording: Steve Ignorant”. ’Penis Envy’ er angiveligt også albummet, der bragte så meget juridisk ballade med sig for Crass, at den var begyndelsen til enden for det legendariske anarko-punkband. Mesterværket taler for sig selv:



Nevermore: 'The Godless Endeavor' – RIP Warrel Dane. Jeg sluttede året af med at lytte intensivt til flere plader med Nevermore. Det manglede eddermane bare! Nevermore var et af de relativt få bands, der holdt den klassiske metalflamme utrolig højt i slut-90'erne. 'The Godless Endeavor' fra 2005 er imidlertid mit favoritalbum med dem. Det var på den turné, at jeg i Oktober 2005 tog til Göteborg for at se dem. Mercenary, mine lokale helte fra Aalborg, der dengang var på toppen af deres karriere, var med som opvarmning. Efter koncerten drak jeg øl med de to bands. Warrel Dane festede ikke med os andre. Efter længere tids ædruelighed var han aftenen forinden angiveligt igen røget i. Det havde taget hårdt på ham, hvilket man også fornemmede under koncerten. At han tolv senere dør af et hjertestop som 56-årige vidner i det hele taget om et hårdt liv. Men for satan, hvor kunne han synge!



Årets fysiske udgivelse:

Steven Wilson: 'To the Bone' – Det er blevet standard for Steven Wilson, at hans soloplader under eget navn udkommer i en 4-cd deluxe hardback edition med 5.1 surround sound på én disk, og demoer, instrumentale versioner og outtakes på en anden, videoer og andet gøgl på en tredje og så selvfølgelig selve albummet. Jeg har købt disse deluxe editions, siden han udgav sit første soloalbum, ’Insurgentes’, og stopper i sagens fanboy-natur ikke med at købe dem, før Wilson stopper med at udgive dem. De er nu også flotte. Det er de ikke mindst takket være den danske fotograf Lasse Hoile, hvis særlige øje altid akkompagnerer Wilsons soloudgivelser, og som giver musikerens univers en billedside, som det, når man er i det rette humør, på sin vis kan være givende at dykke ned i. 

Årets koncerter:

1. Swans: Den Grå Hal, 11-03-2017 – Bandet, der siden gendannelsen i 2010 i højere grad end de fleste har taget den almindelige koncertoplevelse til sit helt eget niveau, leverede i 2017 årets bedste koncert. Det gjorde de også i 2012. Om de kommer til at gøre det igen, er mere usikkert. Michael Gira har smidt Swans’ håndklæde i ringen for nu. De musikere, han de seneste år syv år har indspillet fire album og givet utallige koncerter med, har han sagt farvel til. Gira har hevet Swans i tænkeboks på ny. Om et band nogensinde er stoppet så flot på toppen? Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke. Mens vi venter på forhåbentlig at høre materiale fra et nyt Swans, har vi de gode koncerter at kigge tilbage på. Denne aften i Den Grå Hal var endnu en til rækken. Det var gigantisk.

2. Ministry: Copenhell, 22-06-2017 – Der var flere gode koncerter på Copenhell i år. Candlemass, Slægt, Slayer og Carcass leverede alle pragtfulde koncerter. Der var imidlertid ingen, der gik op i en højere enhed end Ministrys koncert på Hades. Skyerne åbnede sig under midnatskoncerten, det stod ned i stænger, og sætlisten, der fokuserede på de udskældte, men undervurderede metaludgivelser fra starten af 00’erne, fyldte akkurat så meget, at det kun var de få rå, der blev tilbage. Præcis sådan som det skal være, når Al Jourgensen er på besøg. Lad ham endelig vende tilbage næste år, Roskilde!

3. Bang: Loppen, 31-05-2017 – Bang overraskede alt og alle, da de en lun sommeraften leverede årets mest autentiske rockkoncert. Som min bror og medskribent ikke var det ifølge sin årsliste, havde heller ikke jeg været synderligt begejstret over den aldrende 60'er-trios koncert på Roadburn Festival sidste år. Det var en koncert, der var mere nostalgisk, end den var egentligt god. Forventningerne til Bangs koncert på Loppen var derfor ikke specielt høje, hvilket dog heldigvis blev gjort til skamme. Med noget så simpelt som gode sange og en kolossal spilleglæde kørte de aftenens beskedne publikum tørt over. 

4. Electric Wizard: Columbia Theater, Berlin, 04-04-2017 – Eftersom det i snart ti år kun er Roskilde Festival, der har haft nosserne til at booke Electric Wizard, må man jo tage til udlandet for at se dem til en klubkoncert. Det var heldigvis turen værd!

5. Regis: Tresor, Berlin, 26-05-2017 – Birmingham-dj’en, der op til flere gange blandt andet har arbejdet sammen med Godfleshs Justin Broadrick, tog fuldstændig røven på mig denne aften. Var jeg nysgerrig angående technoens tungere muligheder før denne aften, var jeg direkte forelsket i dem, da natten var ovre – og klar på meget mere! Der blev blandt andet samplet Scott Walker, Deutsch Amerikanische Freundshaft og førnævnte Godflesh, tilsat selvfølgelig en masse monoton techno, bestående hovedsageligt af hårdtslående, pirrende beats. Det, Regis præsenterede for en, var en stor, sammenhængende pærevælling, der på en gang provokerede og på musikkens vegne fik én godt og grundigt stimuleret. Eftersom jeg selv er i tvivl om, hvorvidt et dj-sæt kan siges at være en egentlig koncert, skal inkluderingen af Regis’ ”koncert” tages med et gran salt. At det var en af de mere grænsesøgende musikalske oplevelser, jeg har haft i år, er der imidlertid ingen tvivl om. Derfor er den inkluderet. Siden har jeg i øvrigt set Regis yderligere to gange (en af de to gange var som duo med Loops Robert Hampson). Også disse to var udfordrende og skelsættende. 

Årets internationale navn

Tresor – Valget falder ikke på et band eller individ, men på en klub i Berlin, der om nogen ”kunstner” har udvidet min musikalske palet i 2017. Som den lettere konservative nordjyde, man nu engang er, der mest har haft skuldertræk og angst til overs for idéen om at tage til raves, har mødet med technoklubben ikke blot været en kæmpe overraskelse, men en personlig revolution. Netop som man var begyndt at småkede sig til flere af de metal- og rockkoncerter, der uanset genre og energi på mange måder var begyndt at ligne hinanden, blev jeg i marts måned i år lokket til at tage en nat med tung technomusik i et miljø, der, præcis som musikken, var fremmed for mig. Det er det sundeste nye skridt, jeg formentlig nogensinde har taget, og jeg er sidenhen vendt tilbage adskillige gange. Havde man fortalt mig, at man på denne klub i Berlin for 15 euro kan tage til tolv timer lange maratonkoncerter med tung, svedig, udfordrende kraut-agtig industrial-tehcno, så havde jeg sandsynligvis ikke troet på det. Det er ikke desto mindre lige akkurat tilfældet. Mødet med tehcnomusikken og -kulturen har i øvrigt kun gjort min nysgerrighed efter metalmusik større. Nysgerrighed betaler sig tilsyneladende. På Tresor synes den at leve i bedste velgående.

Jeg er også nødt til at give den op for Dominick Fernow, der var over det hele i 2017. Først og fremmest fejrede musikeren fra New York City 20-årsjubilæum med sit pladeselskab Hospital Productions, der siden udgivelsen af Fernows første hjemmeindspillede kassettebånd i slut-90’erne i dag står som en af scenens mere renommerede udgivere af tungere noisemusik. Dette blev fejret med en række jubilæumsshows i både Europa og USA samt med udgivelsen af et over tre timer langt mastodontalbum med Prurient. Derudover var Fernow i år hus-dj på Berghain i Berlin, hvor han mest, men ikke udelukkende, spillede under sit technoalias Vatican Shadow, ligesom han udgav årets bedste plade med Rainforest Spiritual Enslavement. Nåh ja, han medvirkede også på en håndfuld numre på 'Psychosis', der er den seneste plade fra Cavalera Conspiracy. Respekt. 

Årets danske navn:

Devilution – Siger sandheden, når andre tier. 

Årets nye internationale navn:

Memoriam – Når man i flere år mest har haft hån tilovers for de aldrende musikjournalister, der mest bliver ved med at hylde alt det, der var godt i går, er det en smule forstyrrende, at ens valg til årets internationale navn er noget så gammeldags som Memoriam. Med medlemmer fra hedengange Bolt Thrower og Benediction er der absolut intet nyt under solen på Memoriams debutplade 'For the Fallen'. Hvad der derimod er rigeligt af, er rutineret dødsmetal pakket ind i otte pissegode sange. Nogle gange er sikkert håndværk og en naturlig spilleglæde alt, der skal til.



Årets comeback:

The Obsessed – Er Wino verdens bedste metalguitarist? Det spørger man igen og igen sig selv om, når man hører 'Sacred', der er det første album med The Obsessed i 23 år. Der er et sjældent selvsikkert håndværk på spil på denne plade. Bevares, overordnet set kunne den sagtens være blevet skåret ind til benet. Den er kort sagt alt for lang. Når Wino spiller den spade, som nu engang kun han kan spille lige præcis sådan, ser man dog gerne gennem fingre med mesterens overkill.  



Det album overså jeg i 2016 2015:

Corrections House: ’How To Carry A Whip’– Fuldstændig suverænt album! 



Årets optur:

Techno. Hovedsageligt Tresor. 

Derudover var det stort at følge Slash under nummeret 'Coma', da Guns n' Roses gav en middelmådig men dog mindeværdig koncert i Parken. Tjek ham lige ud:



Årets største skuffelse:

Roskilde Festival. Der var ikke mange mindeværdige koncerter på Dyrskuepladsen i år. Ellers mindes jeg egentlig ikke at være blevet decideret skuffet i 2017. Men jeg gad da godt, at Chris Cornell stadig var iblandt os. Jeg gad også godt, at både Jaki Liebezeit og Holger Schüring fra Can var iblandt os. Og Tom Petty. Dem har jeg hver især brugt timevis i selskab med. RIP ya all.

Jo, det var svært skuffende, at koncertarrangøren artFREQ i 11. time aflyste deres koncert med Dylan Carlson & The Bug. Vi er nogle, der nøje planlægger vores koncertkalender med henholdsvis arbejdespladens og livet i al almindelighed, og jeg havde ingen chance for at tage til Malmö og se duoen dagen efter den aflyste koncert i Koncerthuset. Derfor gjorde aflysningen ondt helt ind i hjertet. Plus, det er ikke ligefrem en duo, der spiller hundredevis af koncerter. Dårligt billetsalg eller ej, man gennemfører sgu de koncerter, man sætter op. Ellers havde jeg fået kalenderen til at gå op med koncerten i Malmö. Aflysningen var en ussel beslutning fra arrangørens side.

Største ønske for 2018:

- At Tom G. Warrior udgiver ny musik. 
- Kærligheden til musikken er relativt stor for tiden. Kærligheden må gerne holde niveau. 
- At Donald Trump dør, dvs. mere fred og retfærdighed i verden.  

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Roadburn Festival og Atonal Festival.