Nye power grooves
Updated
Heavyjam har smuglyttet til det kommende debut album fra Vinnie Pauls nye projekt HELLYEAH! Mandag den 30. april udkommer det selvbetitlede debutalbum fra det seneste skud på stammen af "supergrupper", HELLYEAH! Det er det første album, ex-Pantera-trommeslager, Vinnie Paul, medvirker på siden brormand Dimebags død. HELLYEAH! er 20 % Pantera (Vinnie Paul), 40 % Mudvayne (sanger Chad Gray og guitarist Greg Tribbett) og 40 % Nothingface (guitarist Tom Maxwell og bassist Jerry Montano).
Allerede her vil nogle rynke på næsen, men hvordan lyder HELLYEAH! så? Jo, det lyder præcis som beskrevet ovenfor: lige dele af hvert band faktisk. Men, er det så en god eller en dårlig ting?
Man fornemmer straks, at de knap så erfarne og unge herrer er noget benovede over at få lov til at spille sammen med en af metallens allerstørste trommeslagere, og lidt for ofte havner guitarduoen i forcerede forsøg på at lyde som afdøde Dimebag.
Men, her følger så en gennemgang af hvert af albummets 12 numre, som Heavyjams udsendte eksklusivt har fået lov at lytte til:
1. "HELLYEAH!": Det her er en suveræn albumåbner. Der bliver virkelig lagt ud med stil, og man bliver helt kåd af at lytte til kvintettens kompromisløse smadren. Vinnie Paul giver den umiskendeligt gas i noget, der godt kunne have heddet ”Primal Concrete Sledge, Part 2”. Til gengæld prøver Chad Gray at gøre sig som Phil Anselmo med en ”Whiskey & Weed”-tekst, hvilket ikke virker alt for overbevisende.
2. "You Wouldn’t Know": Første nummer, bandet har lækket på deres MySpace-side. I forhold til åbneren, er vi her ovre i en langt mere poppet sag; det smager langt mere af Mudvayne end af Pantera.
3. "Matter of Time": Her indfanges det tonstunge groove, som vi kender det fra Pantera, når de sætter tempoet ned. Forestil dig breakdownet med guitarsoloen i ”Domination”, og du har noget i retning af dette nummer. D’herrer Tribbett og Maxwell gør atter deres bedste for at fungere som reinkarnationer af Dimebag. Igen en anelse forceret at lægge øre til.
4. "Waging War": Pantera-smæk på igen. Det første man kommer til at tænke på er faktisk hæsblæsende ”Strength Beyond Strength”. Bestemt ikke dårligt, og sammen med albumåbneren noget af det stærkeste, der er at finde på udspillet.
5. "Alcohaulin’ Ass": Albummets første ballade - eller rettere: power ballade. Musikalsk er vi hjemme i Texas med Vinnie i en cocktail af country-blues tilsat slide-guitar. Chad Gray synger det faktisk selv: ”A little bit of country/A little bit of blues”. Sangen indeholder også et syngmed-omkvæd, som nok kan få selv de hårdeste heavyhoveder til at brøle med i whiskeyrusen.
6. "GodDamn": Tempoet sættes op igen i dette nummer, der ved første gennemlytning står tilbage som et af de svageste numre på pladen. Det hele gøres ikke bedre af Chad Grays udbehjælpsomme tekst i omkvædet, hvor han så fint brøler ”Gimme Gimme Goddamn!”. Og hvad fanden betyder så det??
7. "In the Mood": Afdæmpet, akustisk instrumental intro, der leder videre til...
8. "Star": Endnu en power ballade med et tonsende groove. Chad Gray lyder uhyggeligt meget som Corey Taylor i dette nummer, der – efter undertegnedes mening – lyder som et kommende singleudspil til de amerikanske rockradiostationer. Intet er for hidsigt, skarpt eller kantet, og alligevel lyder det meget godt.
9. "Rotten to the Core": Havde det ikke været for Vinnie Pauls unikke touch gennem trommespillet, kunne dette ligeså godt have været en Mudvayne-sang, men omkvædet rykker fint i mellemgulvet. Og tjek så lige guitarsoloen!
10. "Thank You": Nummeret åbnes med afdæmpet wah-wah. Her er tale om en power ballade med et lidt kedeligt versstykke. Til gengæld er omkvædet afsindigt tungt, hvilket så også er det eneste, der udskiller denne sang fra de millioner af slagsen, som er lavet i forvejen.
11. "Nausea": Endnu et rigtigt tungt og aggressivt nummer, hvortil Chad Gray synger: ”One foot in the grave/One fist in your face”. Det rykker meget godt, men er hørt mange gange før.
12. "One Thing": Lyden af Vinnie Pauls lilletromme åbner det sidste nummer, der lugter lidt af tomgang, men tilnærmelsesvis reddes af et ”A New Level”-agtigt omkvæd.
Tjaeh, hvad kan man sige? Det her lyder præcis som forventet. Hvis du er fan af de bands, der har ”doneret” medlemmer til dette projekt, så vil du elske dette debutudspil.
Allerede her vil nogle rynke på næsen, men hvordan lyder HELLYEAH! så? Jo, det lyder præcis som beskrevet ovenfor: lige dele af hvert band faktisk. Men, er det så en god eller en dårlig ting?
Man fornemmer straks, at de knap så erfarne og unge herrer er noget benovede over at få lov til at spille sammen med en af metallens allerstørste trommeslagere, og lidt for ofte havner guitarduoen i forcerede forsøg på at lyde som afdøde Dimebag.
Men, her følger så en gennemgang af hvert af albummets 12 numre, som Heavyjams udsendte eksklusivt har fået lov at lytte til:
1. "HELLYEAH!": Det her er en suveræn albumåbner. Der bliver virkelig lagt ud med stil, og man bliver helt kåd af at lytte til kvintettens kompromisløse smadren. Vinnie Paul giver den umiskendeligt gas i noget, der godt kunne have heddet ”Primal Concrete Sledge, Part 2”. Til gengæld prøver Chad Gray at gøre sig som Phil Anselmo med en ”Whiskey & Weed”-tekst, hvilket ikke virker alt for overbevisende.
2. "You Wouldn’t Know": Første nummer, bandet har lækket på deres MySpace-side. I forhold til åbneren, er vi her ovre i en langt mere poppet sag; det smager langt mere af Mudvayne end af Pantera.
3. "Matter of Time": Her indfanges det tonstunge groove, som vi kender det fra Pantera, når de sætter tempoet ned. Forestil dig breakdownet med guitarsoloen i ”Domination”, og du har noget i retning af dette nummer. D’herrer Tribbett og Maxwell gør atter deres bedste for at fungere som reinkarnationer af Dimebag. Igen en anelse forceret at lægge øre til.
4. "Waging War": Pantera-smæk på igen. Det første man kommer til at tænke på er faktisk hæsblæsende ”Strength Beyond Strength”. Bestemt ikke dårligt, og sammen med albumåbneren noget af det stærkeste, der er at finde på udspillet.
5. "Alcohaulin’ Ass": Albummets første ballade - eller rettere: power ballade. Musikalsk er vi hjemme i Texas med Vinnie i en cocktail af country-blues tilsat slide-guitar. Chad Gray synger det faktisk selv: ”A little bit of country/A little bit of blues”. Sangen indeholder også et syngmed-omkvæd, som nok kan få selv de hårdeste heavyhoveder til at brøle med i whiskeyrusen.
6. "GodDamn": Tempoet sættes op igen i dette nummer, der ved første gennemlytning står tilbage som et af de svageste numre på pladen. Det hele gøres ikke bedre af Chad Grays udbehjælpsomme tekst i omkvædet, hvor han så fint brøler ”Gimme Gimme Goddamn!”. Og hvad fanden betyder så det??
7. "In the Mood": Afdæmpet, akustisk instrumental intro, der leder videre til...
8. "Star": Endnu en power ballade med et tonsende groove. Chad Gray lyder uhyggeligt meget som Corey Taylor i dette nummer, der – efter undertegnedes mening – lyder som et kommende singleudspil til de amerikanske rockradiostationer. Intet er for hidsigt, skarpt eller kantet, og alligevel lyder det meget godt.
9. "Rotten to the Core": Havde det ikke været for Vinnie Pauls unikke touch gennem trommespillet, kunne dette ligeså godt have været en Mudvayne-sang, men omkvædet rykker fint i mellemgulvet. Og tjek så lige guitarsoloen!
10. "Thank You": Nummeret åbnes med afdæmpet wah-wah. Her er tale om en power ballade med et lidt kedeligt versstykke. Til gengæld er omkvædet afsindigt tungt, hvilket så også er det eneste, der udskiller denne sang fra de millioner af slagsen, som er lavet i forvejen.
11. "Nausea": Endnu et rigtigt tungt og aggressivt nummer, hvortil Chad Gray synger: ”One foot in the grave/One fist in your face”. Det rykker meget godt, men er hørt mange gange før.
12. "One Thing": Lyden af Vinnie Pauls lilletromme åbner det sidste nummer, der lugter lidt af tomgang, men tilnærmelsesvis reddes af et ”A New Level”-agtigt omkvæd.
Tjaeh, hvad kan man sige? Det her lyder præcis som forventet. Hvis du er fan af de bands, der har ”doneret” medlemmer til dette projekt, så vil du elske dette debutudspil.
Kunstner
Forfatter