Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Episk dragefest!

Populær
Updated
epicfest

Den populære, men både udskældte og oversete power metal-genre får sin helt egen festival med store navne på programmet.

Spillested
Forfatter

Power metallen er en crowd pleaser. Om det handler om at synge med på ‘Metal Warriors’ i bar kasse på Copenhell eller om at leve sig ind i Nightwishs symfoniske take på genren, så er der mange fans i Danmark.
Ofte bliver selvsamme dog gjort til skamme og det er sjældent en genre, der bliver taget særligt med i overvejelserne, når der skal bookes shows og festivaler.

Det bliver der lavet om på nu. 14. og 15 april 2023 får power metallen sin helt egen dedikerede festival, der indtager Gimle i Roskilde med stor fanfare.
Power metallens største danske forkæmper Søren Weiss Kristiansen, der står bag både promotionselskabet Nightcrawler Promotions og podcasten The Fire That Burns – hvilken vi interviewede manden om, da den startede – har nu target initiativ til denne opvisning i alt hvad der er storladent og heltemodigt.



Om festivalen siger Weiss:
– Det er helt fantastisk, at vi nu endelig kan løfte sløret for noget, vi har arbejdet hårdt på skulle blive en realitet. Power metal-scenen er ikke stor i Danmark og er ofte blevet overset. Men dét program Lauge Hede Kjærum (programchef på Gimle, red.) og jeg har sat sammen til de danske fans, vil under normale omstændigheder kunne trække flere tusinde mennesker i både Tyskland og Sverige. Så at der er lykkedes at få det sat sammen, på et så relativt intimt venue som Gimle, er jo bare for sindssygt. Så der venter fans en helt igennem unik mulighed for at opleve legender på et intimt sted.

Hvad Weiss fortæller om programmet er helt objektivt sandhed.
Øverst på plakaten står nemlig to af power metallens allerstørste navne. Ingen ringere end tyske Blind Guardian og italienske Rhapsody of Fire headliner hver deres dag, og det er noget af et scoop at få de to til landet.

Blind Guardian blev stiftet i 1987 og finpudsede hurtigt lyden og blev sammen med landsmændene i Helloween til gudfædrene af power metal. Om genren ville eksistere uden dem, kan diskuteres og det er i hvert fald stensikkert, at det ikke ville lyde på samme måde uden de tyske Tolkien-fans.



Italienske Rhapsody of Fire har på samme vis dannet skole med deres udpræget sydeuropæiske take på power metal, der kombinerer operatisk vokal med højtravende riffs, gigantiske soloer og ekstremt syng-med-venlige omkvæd. Hvor Blind Guardian har gravet sig dybt ned i universet fra Ringenes Herre, har italienerne skabt sig en fantasyverden så stor, at det ville være enhver rollespillers drøm.

Begge bands er sjældent set i Danmark – dette bliver Blind Guardians tredje danske show i dette årtusinde og Rhapsody of Fire er på nogenlunde samme niveau.
Det er dog ikke alt. Ligeledes øverst placeret på plakaten er svenske Dream Evil, der med deres album ‘Book of Heavy Metal’ tog verden med storm i 2004 og fik alle til at synge med på titelsangen når nok øl var kommet indenfor battlevesten.



Danske Iron Fire, der har spillet power metal siden 1995, ligeledes danske Lastera, der er et helt nyt skud på stammen og svenske Dragonland fuldender programmet, så der er lagt rigeligt i kakkelovnen, når Epic Fest – Chapter 1: Dawn of the Dragon Age som arrangementet i dyb respekt for genrens træk hedder løber af stablen i april næste år.

Som noget særligt er der mulighed for at købe både en-dags- og partoutbilletter via gimle.dk fra 2. juni 2022.

345 kr. - fredagsbillet
245 kr. - lørdagsbillet
495 kr. - partout