Briller af Stål: Baskernes stolte ødselhed

En ciderfestival i San Sebastián bliver et billede på en delirisk nonchalance, der går igen i to aktuelle baskiske udgivelser fra Lisabö og Altarage. 

Da middagssolen ramte det trange torv omkranset af høje bygninger, begyndte pølene af cider at fordampe, og vi blev endnu mere bimse, end alle prøvesmagningerne allerede havde gjort os. Det var, som om vores hjerner havde indledt en accelereret gæringsproces i stil med den, de forskellige typer af den skarpt syrlige, mousserende drik havde været igennem, og nu blev stemmerne en tand højere, latteren slog mod murene, sproget blev endnu tydeligere et komplet kaudervælsk, og snart ville den første dejse om i en af de store pytter, der havde samlet sig i stenenes fordybninger. 

Det havde vist sig, at for at få det maksimale udbytte af den cider, der åbenbart bliver brygget overalt i de hidsiggrønne bakker, der omgiver San Sebastián, skal den hældes med så lang afstand mellem flaske og glas som muligt: glasset holdt i venstre hånd ud for hoften, flasken i højre hævet højt over hovedet, et læderforklæde til at tage de værste stænk, hagen arrogant løftet og drejet halvvejs i profil med blikket slået ned for ikke at lade sig mærke med, at størstedelen plasker ved siden af glasset, fordi sådan har man altid gjort, traditionen foreskriver det, og det ser brandgodt ud.

Resultatet var uundgåeligt: Efter et par timer sejlede hele pladsen i skønt spildt håndværk, og da solen ramte, var det ikke længere til at opholde sig der, og alle søgte gennem gyderne væk, ud mod stranden, op mod borgen, bare et sted, hvor der var luft, hvor man ikke følte sig nær så ør så tidligt på dagen.

Kontroltabet
På sin vis er det sådan, det føles at høre en Altarage-plade. Den hemmelighedsfulde baskiske kvartet, der klæder sig som dementorer fra Harry Potter og opererer uden navne, spiller en dødsmetal, der giver én følelsen af at stå ude i voldsomt stormvejr, hvor vindene forsøger at flå en fra hinanden. Det hele buldrer rundt om ørerne på én, og når man engang imellem fanger et riff eller en melodi, er det som et stykke vraggods, der smasker ind i én for fuld kraft, og hægter man sig fast til det, kan man risikere at blive suget længere ind i kaos af det.

Det er i sagens natur en aldeles forjættende oplevelse, men det er også lidt sådan en, hvor man lige skal tage mod til sig, inden man giver sig i kast med den. Jeg var pænt begejstret for Altarages debutplade, ‘Nihl’, men jeg orkede næsten ikke at gå i gang med efterfølgeren, ‘Endinghent’, og den følelse var kun forstærket, da ‘The Approaching Roar’ i sidste uge kom. Jeg var faktisk overhovedet ikke sikker på, at jeg magtede at tage sådan en tur igen, fordi det er så opslidende at høre en Altarage-plade.

Men selvfølgelig gør man det alligevel, fordi man godt ved, at det kommer til at lønne sig at gøre det. Altarage er ikke de eneste, der gør det i den form for dødsmetal, der søger kaos og prøver at angive stier gennem det, som den lukker af for én, så snart det hele begynder at give for meget mening. Vanvids-døden har haft kronede dage i dette årti, og der, hvor den for mig udmærker sig, er, når den gradvist afslører en struktur inde bag dens buldren. Når det åbenbarer sig for én, at det, der først lød som båndsalat i en øvelokaleoptagelse, er nøje forarbejdede riffs og melodier, der er blevet kannelleret og ornamenteret, inden det hele blev sandblæst med ren hærg.

At lytte til Altarage er et kontroltab. Det er det fortsat på ‘The Approaching Roar’, selvom kvartetten ikke længere, som de ifølge svenske Close-Up gjorde på debuten, lyder, som om de har indspillet pladen i en vindtunnel. Virkemidlerne er mere afmålte nu, men de er fortsat ødselt doseret, og man har det stadig, som om man er beruset af noget, man ikke plejer at drikke, på et helt forkert tidspunkt af dagen i en fremmed by, hvor man ikke helt ved, hvor man kan føle sig tryg, og hvor varmen lægger sig oveni som en ekstra stressfaktor.



Et svært band at være fan af
Det er snart 12 år siden, jeg var i Baskerlandet og tilfældigt havnede til en ciderfestival i San Sebastián. Shakira havde et hit, jeg ikke kan huske, der blev spillet overalt; i videoen skulle hun vist nok ligne Scarlett Johansson i ‘Lost in Translation’; det var meget midten af nullerne. I pladeforretningernes vinduer hang en plade med et hvidt cover med sort tekst, overtydelig, uforståelig. Det var ‘Ezlekuak’ med Lisabö, der netop var udkommet, og jeg kendte ikke bandet, men kunne se på coveret og de referencer, der stod på et diskret klistermærke, at det her var noget, jeg skulle høre.

Siden da har Lisabö været et af mine yndlingsorkestre fra Europa. Det er et svært band at være fan af: Deres plader har ingen distribution, og der bliver sjældent gjort noget særligt ud af det, når de med stadigt længere mellemrum udgiver nyt. Sidst var den fremragende ‘Animalia Lotsatuen Putzua’ fra 2011, som jeg først hørte om henved et halvt år efter udgivelsen; syv år senere kom ‘Eta Edertasunaren Lorratzetan Biluztu Ginen’ i december sidste år; denne gang fandt jeg hurtigere ud af det, men ikke hurtigt nok til at få et fysisk eksemplar af pladen. Jeg har heller aldrig set dem live: Lisabö er efterhånden en septet, hvilket selvsagt gør det bekosteligt at turnere, og deres koncertaktivitet er begrænset til regionen omkring hjembyen Bilbao.

Der er således en del gode grunde til, at Lisabö ikke er blevet mere kendte, end de er: En størrelse og et geografisk udgangspunkt, der besværliggør turneer, et stadig mindre jævnt output, der over tyve år blot har udmøntet sig i fem plader, og så sproget. Lisabö synger på baskisk og er dermed komplet uforståelige for alle andre end de omtrent 750.000 mennesker, der taler det sprog; at de på pladen ‘Izkiriaturik Aurkitu Ditudan Gurak’ også sang på kastilliansk, fransk og gebrokkent engelsk gjorde ikke rigtig det store for deres udbredelse.

Uovertruffent bimmelim
For mig er det naturligvis der, en del af attraktionen ligger. Det er altid forfriskende, når bands går imod den gængse forestilling om, at man død og pine skal synge på skoleengelsk, hvis man vil være noget i udlandet, ikke mindst fordi det alligevel er de færreste bands, der overhovedet har formatet til at batte noget for alvor på en international scene, der alligevel også er blevet så global, at den har åbnet ørerne for andre sprog end engelsk. Når bands synger på deres modersmål, giver det dem en anden tone i musikken.

At synge på baskisk er for Lisabö noget nær genialt: Alle stødene og konsonantklyngerne passer perfekt til den percussiondrevne post-hardcore, hvor to trommeslagere og to bassister gør deres for at banke melodierne ud af form, så guitaren ofte bare hænger og feedbacker, mens sangforedraget er en blanding af råb og klagen. Musikalsk er Lisabö tæt beslægtede med såvel Shellacs nørdet arrige mathrock som Swans’ højtsvungne støjrock og Fugazis rytmikdrevne post-hardcore, hvilket forståeligvis er noget nær de bedste musikalske referencer, man overhovedet kan basere sig på. 

Jeg ville højst sandsynligt elske Lisabö næsten lige så højt, hvis de havde valgt at synge på engelsk i stedet for baskisk: At de ikke har gjort det, er for mig endnu et udtryk for den samme dumstædige stolthed, der får ciderbryggerne til hellere at plaske størstedelen af deres selvbryg ud på stenene end at tilsætte kulsyre og lave alkopops ud af det, som vi gør i Nordeuropa. Det er håndbrygget, det er rasende surt og uregerligt gærende, og størstedelen af det bliver spildt. Men det er de mundfulde, man når at få med, der gør en så uovertruffent bimmelim, at det er det hele værd.

Altarage: ‘The Approaching Roar’ er udkommet på Season of Mist.
Lisabö: ‘Eta Edertasunaren Lorratzetan Biluztu Ginen’ er udkommet på Bidehuts.