Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Cover-historier 7: Unchain The Night

Updated
Thunderslave

Manden med Weekendvesten tager med en varulv til jobsamtale hos Tordenguden i ugens cover-historie, der er fra Mexico.

Kunstner
Titel
Unchain The Night
Forfatter

Sandy havde set annoncen på Instagram: "Bliv SoMe-medarbejder for Tordenguden", og der blev lokket med fin løn og et gratis shout-out fra bulder-kongen hamselv. Forholdet til Danny var ved at falde fra hinanden, og Sandy trængte til at opleve nyt, så hun havde slået til straks. Danny havde heller ikke været sig selv, siden han blev bidt af en biker en sen aften i tivoliet.

Og Danny blev sur, da hun fortalte om jobsamtalen. For var Tordenguden ikke borgmestertypen med løs tunge tæt på sekretærkinder til julefrokoster? Sandy mente, at Tordenguden slet ikke fejrede jesusbarnets fødsel, men den hoppede Danny ikke på, og han insisterede på at køre Chevroleten til samtalen.

Allerede i receptionen gik det galt for Sandy (og Danny). Det var blevet fuldmåne, og Danny fik gule øjne, hugtænder og kropsbehåring som en af dem, der kan spille banjo med sine tånegle. Tordenguden rystede på hovedet, da han rystede deres hænder og så Danny, men han lod som ingenting.

Samtalen gik som sådan også fint nok, indtil Danny pludselig sprang op på skrivebordet foran Sandy og Tordenguden. Han blottede sine tænder og hylede mod fuldmånen, der sendte sine stråler ind gennem et stort panoramavindue på kontoret. Instinktivt greb Tordenguden ud efter sin hammer, der lå i en skuffe i skrivebordet. Han svingede den over hovedet og brølede noget med "fordømte jætter!"

Sandy var dog hurtigere. Med fingernemme fingre som en anden influencer var hun logget ind med NemID og havde swipet under på ansættelseskontrakten for både Danny og Sandy. Tordenguden var sat skakmat! Han kunne intet gøre, nu hvor de begge var hans ansatte, og enhver form for vold ville udløse månedslang boykot fra hans mere samfundsbevidste kunder i uvejrsbranchen.

Uheldigvis nåede Sandy ikke at læse det med småt. Kontrakten var uopsigelig efter en prøveperiode på fjorten sekunder, og i tyve år var Danny og Sandy Tordengudens slaver, der skulle pudse hans hammer (ja, tordenhammeren, ikke den anden), fodre gederne og informere DMI om Tordengudens rejseplaner, så de havde bare en lille chance for at ramme rigtigt i prognoserne. Men i det mindste var det fast arbejde.

Thunderslave er fra Mexico, og de spiller den fede, speedede oldschool-metal med lige dele hysterisk og melodisk vokal i den skrigende ende.