Den ekstrametalliske dimension: Tricky – Maxinquaye

Bristolknægten Adrian Nicholas Matthews Thaws, med bandenavnet Tricky Kid, blev til Tricky og var med til at revolutionere musikken, da han hev triphoppen ned i barndommens mørke.

I begyndelsen af halvfemserne var Bristol fokus for hele musikverdenens opmærksomhed, da Tricky og hans konkollegaer i Massive Attack brød igennem globalt med den lyd, der hurtigt blev døbt triphop. En fusion af hiphop og elektronisk musik, som var gennemsyret af musikalske lån fra dub, reggae, blues og soul, og hvis tempo slæbte sig af sted med et psykedelisk og typisk nedslående antrit.



For Trickys vedkommende begyndte det med mødet med dj’en DJ Milo og Wild Bunch-soundsystemet i 1987, selv om man godt kan argumentere for, at det i virkeligheden begyndte med en skelsættende begivenhed i Trickys liv, allerede da han var fire år. Mere om det senere.
Et soundsystem i britisk forstand er en på alle måder lykkelig kulturberigelse fra Jamaica. Basalt set består et soundsystem af et crew af dj’s (kaldet selectors) og mc’er (forvirrende nok kaldet dj’s) og så et kæmpe, typisk hjemmebygget, monster af et lydanlæg. Overalt i især England bragte jamaicanske immigranter denne kultur med sig, og dubben, reggaen og soundsystem-kulturen slog især rod i London og Bristol – og det er takket være denne kulturimport og piratradiostationerne, at genrer som triphop, (elektronisk) hardcore, jungle, drum’n’bass, (original engelsk) dubstep og grime findes. Vi taler her om rødderne til et stort og vildtvoksende musikalsk stamtræ, som har ekstremt stor musikhistorisk betydning.

Tilbage til 1987 og Wild Bunch, som senere skulle blive til Massive Attack. Tricky havde en tid sammen med Wild Bunch, men blev hurtigt medlem af rapgruppen Fresh 4, der udsprang af soundsystemet. Tricky rappede da også på titelnummeret på Massive Attacks debutalbum i 1991, men han tog afsked med gruppen efter ‘Protection’-albummet  i skuffelse over den begrænsede rolle, han fik lov at spille i den sammenhæng. I 1991 mødte han også Martina Topley-Bird, som både skulle blive hans partner i livet og i musikken for en tid. Der er en del lyrisk overlap mellem ‘Protection’ og ‘Maxinquaye’, og helt konkret er åbningsnummeret på Trickys solodebut en slags genskabelse af Massive Attacks ‘Karmacoma’.



Tricky passede heller ikke ind i de lidt stivnede rammer, der i midten af halvfemserne var omkring triphop. Massive Attacks og Portisheads succes havde affødt en hær af efterlignere og bandwagon-hoppere som Morcheeba og Sneaker Pimps, men triphoppen var gået lidt i stå, måske på grund af den overvældende succes. På ‘Maxinquaye’ får vi naturligvis den klassiske triphoplyd på numre som ‘Overcome’, ‘Pumpkin’ og ‘Hell Is Round the Corner’, men vi får også syrede eksperimenter som det rockede cover af Public Enemys ‘Black Steel in the Hour of Chaos’, som på ‘Maxinquaye’ blot hedder ‘Black Steel’. Det er svært at kalde nummeret for triphop. Tempoet er højt, og stilen er rocket, men det måske mest interessante er, at vi her får historien om en sort mands afvisning af systemisk undertrykkelse og militarisme, sunget af en kvinde.



Sange til Maxine Quaye
Og her vender vi så tilbage til den skelsættende begivenhed i Adrian Nicholas Matthews Thaws’ liv, da han var fire år gammel. Maxine Quaye, Trickys mor, døde af enten selvmord eller som følge af komplikationer ved hendes epilepsi-lidelse. Hvilken af delene er uklart, men Tricky voksede i hvert fald op i Bristols hårdt belastede Knowle West-kvarter. Faderen, Roy Thaws, drev det populære soundsystem Studio 17-soundsystem sammen med Trickys onkel Rupert og farfar Hector. Musikken var der altså hele Trickys liv, men hans barndom var mere præget af kriminalitet og en kort tur i fængsel som 17-årig. Hans mors død, hans fraværende far og den hårde opvækst var med til at forme den usentimentalt registrerende, lyriske tone på ‘Maxinquaye’. Her for eksempel fra ‘Hell Is Round the Corner’:

"Lobotomy ensures my good behavior
The constant struggle ensures my insanity
Passing the ignorance ensures the struggle for my family
We're hungry, beware of our appetite"



‘Maxinquaye’ domineres af Martina Topley-Birds stemme, og Trickys stemme synes ofte mere at messe i baggrunden. Det hænger måske sammen med Trickys forestilling om, at han skriver som en kvinde. Han har i et interview i Wire udtalt, at han mener, at hans mors selvmord næsten var for, at hendes poesi kunne leve i ham. Det kan lyde som et efterladt barns forsøg på at give mening til en ufattelig tragedie, men det er samtidig også en relevant vinkel at anskue ‘Maxinquaye’ fra. Det er ikke en tilfældighed, at Tricky lader Martine Topley-Bird og, på nummeret ‘Pumpkin’, Alison Goldfrapp synge hans mørke ord. Kærligheden som en kun midlertidig mulighed, stofferne, mørket og sex fylder nærmest alt på ‘Maxinquaye’, men ofte med et kvindeligt synspunkt som her på ‘Abbaon Fat Track’:

"I am she
Mistakes of men
Gritty teeth
Fists all clenched
And breast stroke
Lots of touching
See you in the sauna

…

I fuck you in the ass
Just for a laugh
With the quick speed
I'll make your nose bleed
I ride the pre-menstrual cycle"



Triphop? More like trippunk
Produktionen på ‘Maxinquaye’ stod Tricky selv for i samarbejde med produceren Mark Saunders, og hvor det på overfladen godt kan minde om Massive Attacks dygtigt sammenvævede beats og samples, så er der noget andet på spil på ‘Maxinquaye’. Samples og beats er effektivt orkestrerede, men det er med en komplet foragt for, og i Trickys tilfælde også uvidenhed om, tonearter og musikalske regler. Denne punkede, DIY’ede tilgang gør ‘Maxinquaye’ til en fascinerende lytteoplevelse. Rytmer skifter abrupt, og samples kastes ind med en tydelig foragt for det polerede. Alt synes at stå i den emotionelle formidlings tjeneste. Lyt for eksempel til den løst loopede rytmik i de hårdt forvrængede trommer på ‘You Don’t’, eller de abrupte beat-skift på ‘Ponderosa’. ‘Maxinquaye’ er ikke outsider-art, for nok var Tricky ikke bekendt med eller interesseret i konventionel musikteori, men man har bestemt ikke indtryk af, at noget på pladen er tilfældigt frembragt. Turen ned i helvede er ikke en tilfældighed, og den kan næsten ses som en parallel til den venden sig mod mørket, Massive Attack tog med deres hovedværk ‘Mezzanine’.

Her 30 år efter fremstår ‘Maxinquaye’ som et vildt og modigt mesterværk, der vendte vrangen ud på triphoppen og gav den et farligt skær. Det er et dyk ned i et narkotisk, urbant helvede af usikkerhed, ustabile relationer og sårbarheden bag hedonismen. Alt sammen noget, han trak længere ned i mørket på hans uofficielle andet album under navnet Nearly God allerede året efter. På grund af hans kontrakt med Island Records måtte han ikke udsende ‘Nearly God’ under navnet Tricky, men pladen er et endnu mere dyster, endnu mere regelforsagende mesterværk, end ‘Maxinquaye’ er, så man kan med sindsro fortsætte her, når den sidste sang på ‘Maxinquaye’ er rindet ud.

?si=f46RWSbMQqFyXDAl

Hvor langt væk fra metal er det her?
På overfladen langt fra, men 'Maxinquaye' er mørkere og mere rå end mange metalplader.

Er der overhovedet noget metal over det?
Er analsex og stoffer metal? Det er i hvert fald en bedre formidling af de emner, end Mötley Crüe formår at begå.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
'Maxinquaye' placerer lytteren i en unheimlich dobbeltposition, hvor den overfladisk set behagelige triphoplyd konstant undergraves af den punkede attitude og de mørke temaer. Derfor. Og fordi jeg siger det.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Forhåbentlig åbner det ens ører for andre musikalske dimensioner end chugging på guitar og chugging af fadøl. Ikke at der er noget galt med de ting, men livet består trods alt af mere end det. 'Maxinquaye' er en plade, der vækker din musikalske nysgerrighed, og når du har hørt den, er du klar til 'Nearly God'.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Det psykedeliske mørke og de elektroniske eksperimenter finder man jo også hos Oranssi Pazuzu – og det er altid en god ide at høre Oranssi Pazuzu.