Den ekstrametalliske dimension: Massive Attack - 'Blue Lines'

Hvis man skal liste alle de fantastiske rock- eller metal-udgivelser, der udkom i 1991, så bliver det en meget lang liste. I stedet har vores skribent kastet sig over en plade, der er ekstremt langt fra metallen, men en af de mest genredefinerende udgivelser dét år. 

Min pladesamling er en gang rod. Der er ingen genremæssig struktur eller overordnet velovervejet eller beslutsom tilgang til, hvad jeg bruger mine penge på. Den er ikke engang sorteret alfabetisk, men efter den kaosorden, jeg har i mit hoved. Between the Buried and Me står ved siden af The Ocean fordi prog, Tesseract ved siden af Tori Amos, da begge starter med T, og New Order ved siden af King Diamond – fordi why not?

Den eneste fællesnævner er nok, at jeg virkelig godt kan lide musik. Helt generelt. Det er få genrer, jeg decideret fravælger. Jeg havde engang en ide om, at jeg skulle have lyttet til samtlige udgivelser i Politikkens/Robert Dimerys ‘1001 album du skal høre før du dør’. Jeg er endnu ikke igennem, men på den anden side er jeg heller ikke død. Endnu. Overraskende nok er der også virkelig mange af de plader, der er beskrevet i bogen, som jeg allerede har stående eller hørt på et tidspunkt. Men det er et godt udtryk for trangen til at afprøve og afsøge genrer.

Diversiteten og afsøgningen inden for musikalske genrer ledte mig i mine teenageår til Bristol og den musikscene, der opstod omkring byen i midt-80’erne og frem. En scene, jeg med tiden har får en sær, udefinerbar kærlighed for. Byen, lyden og ikke mindste Massive Attack.

Den kulturelle arv
At forsøge at beskrive, hvad der egentlig foregik i Bristol tilbage i slut-80’erne, kræver historisk indblik i byens ophav. Simplethen fordi der næppe var nogen, der ville eller kunne have forudset, hvor stor betydning den syd-vest-engelske by Bristol ville få for populærkulturen og ikke mindst musikken verden over, før det for alvor eksploderede. 

Modsat andre storbyer var Bristol i start-80’erne hverken et industrielt knudepunkt eller et kulturelt hotspot. Byen, der i dag tæller lidt under en halv million indbyggere, har derimod historisk set været et af samlingspunkterne for handel med USA. Således sejlede John Cabot ud fra Bristol, da han i 1497 var den første europæer siden vikingerne, der satte fødderne på nordamerikansk grund. Derved har Bristol salvsagt også været centrum for slavehandel og den kulturelle import, det alt andet lige medførte.

Som store dele af England, blev Bristol i høj grad påvirket af Anden Verdenskrig. Det tyske luftvåben skadede mere end 100.000 bygninger i byen, der led som resten af landet. Som respons på krigens ødelæggelser opfordrede den britiske regering borgere fra hele det britiske imperium til vende “hjem” og hjælpe med at opbygge landet. Som havneby blev Bristol endnu en gang en kulturel smeltedigel, hvor byen specielt blev samlingsted for den befolkning, der ankom fra Caribien.

Frem mod halvfemserne trivedes det kulturelle mekka. Den jamaicanske kultur blev en markant del af manges hverdag og havde en afsmittende effekt på byen. En solid kulturel grobund for en ungdom, der startede det nye årti med politisk omvæltning. Margaret Thatcher gik af som regeringsleder i England, USA indledte Golfkrigen i Kuwait, og selvom Sovjetunionen først blev opløst to år efter, var murens fald i 89 en varsling om en ny vind og ikke mindst tegn på den kolde krigs endelige afslutning. Et politisk inferno, der blev gnist til meget mere end blot John Major som premierminister, et post-sovjetisk Rusland og ørkenstorm. 

Byens historiske udvikling, den kulturelle påvirkning og det politiske situation, der prægede start-halvfemserne, er essentielle for at forstå den musikalske “revolution”, der opstod i Bristol og endte med at kendetegne byen, på samme måde som Manchester musikalsk blev centrum for rave-scenen og Seattle for grungen.

I det kulturelle og politiske kaos, der definerede slut-80’erne, voksede kulturkollektivet The Wild Bunch. Født af de tidlige firsere og modnet mod slutningen var The Wild Bunch et indirekte resultat af de mange kulturelle påvirkninger, Bristol gennem tidens løb har været udsat for. Et kollektiv primært bestående af DJ's, MC's og graffiti-kunstnere, der musikalsk blandede R&B, jamaicansk reggae, rock og hip hop-elementer. Et musikalsk sammenhold, der udmærkede sig ved blandt andet, at tælle medlemmerne Daddy G (Grant Marshall), 3D (Robert Del Naja), Andrew Volwes (Mushroom) og Adrian Thaws (Tricky). Tre ud af fire, der i 1988 gik sammen om projektet Massive Attack, navngivet efter et graffiti-vægmaleri på Malcolm X-Centret i Bristol. Tricky (dengang Tricky-kid) blev som bekendt løst tilknyttet og udgav senere hen musik i eget navn.

Triphoppens forældre
Trods en defineret stamme af medlemmer, var Massive Attack stadig et projekt, der tiltrak og inkluderede en lang række forskellige kunstnere fra undergrundsmiljøet, såvel som det mere etablerede. En af de toneangivende i forbindelse med udgivelsen af bandets debutalbum var sangerinden Neneh Cherry. Sangerindens anmelderroste debut, ‘Raw Like Sushi’ (1989), blev blandt andet til med hjælpe fra Massive Attack-medlemmerne. Mushroom kan blandt andet ses og høres scratche løs på storhittet ‘Buffalo Stance’, mens 3D skrev Cherrys c-stykke-rap på den eminente ‘Manchild’. Et værdigivende venskab opstod mellem bandet og Cherry, hvis hjem blev samlingssted for gruppen. Cherry selv havde taget en bid af successen og gav med sin tiltro til bandet mulighed for at indspille demoer i hjemmet, mens hun pressede dem i gang.

Mens Cherry pressede på, introducerede hendes mand, Cameron McVey (Booga Bear), trioen for Andy Allen og Coach House Studios. Det blev startskudet til en stresset tid, hvor Cherry og McVey, ud over at skrive på Cherrys andet album, ‘Homebrew’, også blev anstandsdamer for de tre medlemmer og holdt dem ved ilden, når koncentrationen hyppigt svigtede. Selvom Massive Attack og deres debutplade typisk krediteres som ophav til triphoppen, ville bandets debut sandsynligvis ikke være blevet til meget, hvis ikke det var for det standhaftige ægtepar. Således blev grundstenene lagt for en af de mest opsigtsvækkende og nyskabende udgivelser i 1991, ‘Blue Lines’.

Unfinished Samplery
‘Daydreaming’ blev udgivet som første single fra pladen i oktober 1990, forud for debutalbummet. Selvom gruppen allerede udgav ‘Any Love’ i 1988, er ‘Daydreaming’ til dato det nummer, der på unik vis legemligjorde Massive Attack. Det bevidste valg om ikke at blive defineret af eller have en decideret forsanger, men derimod fire vokalister, var en stor del af bandets lyd. Den kollektive tankegang, hvor 3D, Daddy G, Tricky og ikke mindst Shara Nelsons vokalføring blev flettet sammen i et organisk flow, kendetegner ‘Blue Lines’. En på daværende tidspunkt unik kombination, der hurtigt fangede Circa Records' interesse og underskrift – sidste skridt mod en udgivelse. Mens Nelson allerede var en bekendt af bandet fra Wild Bunch-æraen, var en af de andre markante “gæste”-vokaler på pladen et helt nyt bekendtskab, der sidenhen udviklede sig til et fast samarbejde.





Gennem McVey blev bandet introduceret for Horace Hinds (Horace Andy), der, sammen med Tricky, tilføjede den jamaicanske reggae-vibe, der specielt kendetegner et nummer som ‘One Love’ og ikke mindst ‘Hymn of the Big Wheel’. Et nummer, der delvist tog hånd om krigen i Irak, delvis Jordens forfald og industrialisering, men mest af alt var en formaning om, at livet forsætter – på den ene eller anden måde. Bristols kulturelle ophav blev båret frem i et musikalsk virvar af samples, hiphop og et sløvt, men genredefinerende tempo, der endte med at være startskudet til triphoppens velmagtsdage op gennem 90’erne. Specielt et nummer som netop ‘One Love’, men også ‘Five Man Army’, er definitionen af triphoppen, hvor førstnævnte netop bæres frem af Hinds og et stilistiske simpelt riff, kombineret med Mushrooms scratch og minimalistisk sampling af blandt andet Isaac Hayes ‘Ike’s Mood’.

Til dato er andensinglen, ’Unfinished Sympathy’, et af Massive Attacks største hit. Det er oprindeligt navngivet efter Franz Schuberts ufuldendte symfoni, og nummeret er intet mindre end en genistreg. Det kompromisløse komposition var oprindeligt en simpel, ukompliceret popsang, bygget op omkring Nelsons yndefulde vokal og sangskrivning. Et nummer med fuldstændig traditionel opbygning, der blev nedbrudt, revideret og bygget op fra bunden med lyrikken som bærende udgangspunkt. Det daværende omkvæd blev fjernet og erstattet af et strygerarrangement, mens Mushroom tilføjede nummerets breakbeat og scratch. Klaver blev tilføjet sammen med det karakteristiske “hey hey hey hey”-sample fra Mahavishnu Orchestras ‘Planetary Citizen’. Sidstnævnte uden at blive krediteret, hvilket efterfølgende førte til en årelang retssag. En kompliceret proces, der endte med at kendetegne sangskrivningen på store dele af ‘Blue Lines’. Dekomposition, omarrangering og genopbygning – med en markant brug af samples.





Xx thousands killed in massive attack
De to første singler banede vejen for Massive Attack, der snart var på alles læber. På samme tid indledte USA krigen i Kuwait, hvilket dagligt medførte avisoverskrifter, hvor frasen “massive attack” hyppigt blev benyttet i forbindelse med angreb. Af frygt for dårlig og/eller uheldige sammenligninger insisterede Circa Records på, at gruppen ændrede navn til Massive. En omdøbning trioen modvilligt gik med til. Navnet blev dog ændret igen forholdsvis hurtigt i forbindelse med udgivelsen af bandets tredje single, den dystre og bastunge ‘Safe From Harm’.

Endnu en single kom frem, med Nelson i fokus, hvor den smukke vokal blev akkompagneret af en lang række forskellige samples. Nummerets rygrad, guitar, bas og trommer blev samplet fra Billy Cobhams ‘Stratus’, men også samples fra Funkadelic og Herbie Hancock blev brugt. Modsat ‘Unfinished Sympathy’ fik Nelson på ‘Safe From Harm’ modspil fra 3D, der med sin sløve, raspende og nærmest snerrende rap var med til at skabe den ubehagelige stemning, der er hjørnestenen på et af ‘Blue Lines’’ mest dystre numre. Det gentagede rap, der løbende gen-samples gennem nummeret, var inspireret af Johnny Watsons ‘Looking Back’ fra 1961, hvilket vidner om et imponerende musikalsk overblik. Det mentale bibliotek af brudstykker og elementer medlemmerne imellem, der blev sammensat, samplet og forbundet til en større enhed, var den primære tilgang til sangskrivningen på debutalbummet.





I 1992 udkom albummets sidste single. ‘Hymn of the Big Wheel’ blev udgivet med William DeVaughn-coveret ‘Be Thankful For What You’ve Got’ som b-side. Fire singler og en debutplade, der er blevet krediteret som inspirationskilde af mange, har tjent som ophav til en genre og ikke mindst været startskuddet for mange andre bands og den musikalske profil, der sidenhen har defineret Bristol. Triphoppen og Massive Attack er resultat af mange års kulturel udvikling, fanget og udødeliggjort over lidt mere end 45 minutters spilletid på ‘Blue Lines’. Og hvis nogen skulle undre sig, så står den ved siden af mine Portishead-plader (det giver mening!), der helt naturligt har fundet plads ved siden af Sort Sol.

Hvor langt væk fra metal er det her?
Langt væk.

Er der overhovedet noget metal over det?
Tilgangen til sangskrivningen skaber naturligt associationer til den progressive måde at komponere på. Hertil er pladen vokset af en revolution og reaktion mod det etablerede, på samme måde som mange genrer inden for metallen. Men det er vist også det nærmeste, ‘Blue Lines’ kommer metal. Massive Attacks bandnavn er derimod pænt meget metal.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi det er sublimt. Det er en revolutionerende plade, båret af flot og iderig sangskrivning, der var med til at definere en hel genre og bys musikalske image.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på?
Forhåbentlig udvider det ens horisonter. En øvelse, der kan gavne alle. ‘Blue Lines’ er på nogle områder utrolig tilgængelig og nem at gå til, på andre unødvendigt svær og utiltrækkende – indtil man kommer ind under huden på pladen. Det unormale er svært, men bør være den nye normal, hvis vi gerne vil udvikle metallen som overordnet genre.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Brugen af samples og repetitive beats ligger ikke langt fra den industrialle genre, herunder den industrielle metal. Corrections House eller tidlig Nine Inch Nails, hvis man er lidt large i sin sammenligning.