Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

High Voltage tæt på konkurs

Populær
Updated
Martin Jensen

Metalmiljøet får endnu et dybt leverstød med regeringens nedlukning af nattelivet. Den københavnske rockklub High Voltage står ved afgrunden og råber om hjælp.

Kunstner
Spillested
Dato
16-09-2020

Corona. Covid-19. Kært barn har mange navne og endnu flere ofre. Turismen, flyindustrien og underholdningsindustrien holder i dén grad for. Med det stigende smittetryk i Danmark de seneste uger har regeringen tirsdag d. 14. september 2020 afholdt pressemøde, hvor det blev gjort ulovligt for serveringssteder at holde åbent efter klokken 22 i samtlige af de københavnske kommuner. Det kommer til at gøre ondt på de virksomheder, der i forvejen har holdt for, og som kun med nød og næppe har holdt skindet på næsen takket være hjælpepakker. De pakker er dog ved at være udfaset, og håbet om en snarlig genåbning, dog godt nok under stærkt begrænsede vilkår, fik et ordentligt skud for boven med gårsdagens udmelding på pressemødet.

Det sidste håb om overlevelse ser ud til at være slukket.

High Voltage har eksisteret i indre by i København i syv år. Det er ikke et spillested med store støtteordninger og fungerer p.t. som landets eneste spillested og klub udelukkende for de tunge genrer. Manden bag, Martin 'LoveGun' Jensen, står på randen af konkurs med sin virksomhed, og vi tog derfor fat i ham for at høre, hvad der overhovedet er realistisk her i 11. time, før de sidste sparekroner i egenkapitalen er sevet ud af kassen for at holde butikken i live trods manglende omsætning og dermed indtægter.

Hvis High Voltage skal bestå, hvor er det så, de tungeste udgifter ligger? Lønninger, husleje eller noget helt tredje?

 Den tungeste udgift er huslejen. Lejemål i København af den størrelse og beliggenhed, som High Voltage kræver, er meget dyrt. Vi ville ikke kunne fungere i særlig mange andre postnumre end det, vi ligger i, da store dele af vores publikum kommer fra de københavnske omegnskommuner, og folk elsker vores placering. Jeg mener, vi kan tilskrive 50% af vores besøgende, at vi ligger, hvor vi gør. Store dele af High Voltage bliver drevet af én fuldtidsstilling – min  samt en hel del timelønnere i form af barpersonale, lydfolk  og en ekstern administration. 

Hvilke af disse udgiftsposter kan der skrues på, hvis der skal gøres et sidste forsøg på at redde forretningen?

 Jeg ser ikke, at der kan skrues på særlig meget, og High Voltage er i en normal verden en sund forretning. 

Den sunde forretning har taget sit afsæt i små, intime koncerter med helt nye bands, der så efterfølgende udviklede sig til en natklub, hvor musik på anlægget, drinks og fadøl var omdrejningspunktet. Som på enhver anden natklub i landet, blot med noget tungere toner i anlægget. De fleste af os kender dynamikken i nattelivet og kan derfor udmærket forstå frustrationen ved at skulle lukke kl. 22, når det reelt er der, festen normalt så småt begynder at tage form. Så hvad gør man? Kan man starte festen tidligere?

Er det umuligt at starte festen tidligere end normalt? Åbne klokken 14 og lukke 22? 

 High Voltage tjener ikke nogen videre penge på koncerterne, de går oftest i nul. Pengene bliver tjent på restaurationsdelen, altså de bajere og sjusser, der bliver solgt under og efter koncerterne til natklubben. Vi kommer til at kigge på, hvordan vi grejer den med at åbne tidligere, men der er en smertetærskel for både os og publikum. Festen og tørsten er der ikke kl. 14:00. Billetpriserne kan selvfølgelig justeres op, men det rimer ikke på de up and coming artister, der udgør størstedelen af vores live program. Det samme gælder priserne i baren. De er i forvejen afstemt efter vores udgifter og  beliggenhed. Læg dertil, at vi kun har en tredjedel kapacitet og dermed mister to tredjedele af indtjeningen der også.    

Hvad siger erfaringen om den slags? Er det overhovedet realistisk, eller bliver folk hjemme, hvis de ved, at festen alligevel lukker kl. 22?

 Det har vi igen erfaring med endnu. Men vi ved, at vi har et meget loyalt publikum, som vil følge os et godt stykke hen af vejen, men det bliver hurtigt gammelt at gå i byen kl. 18:00 og være hjemme kl 22:00. 

For det er ikke kun tidspunktet, der i så fald skal ændres. Der er også afstandskravene, som Martin Jensen er inde på. Det begrænser indtjeningen markant, men der er dog aktører i branchen, der har forsøgt sig ud i det. Bl.a. Pumpehuset og senest Raise Your Horns festivalen på Bornholm.

Vi har set Pumpehuset, Amager Bio m.fl. justere til siddekoncerter indenfor deres segment, koncerter henover sommeren. Kan High Voltage på nogen måde lave noget lignende? Eller er natklubdelen en så integreret del af foretagendet, at det er er umuligt?

 Det kan vi, og det havde vi netop gjort klart til. Vi kunne godt se os selv minimere vores underskud ved at have 60 personer inde til en koncert og lidt flere inde og feste bagefter mellem 23:00 og 2:00. Ikke i længden, men på den korte bane. Det er nu også skudt ned. 

Hvor skal den forkromede løsning komme fra, hvis man ser det fra High Voltages perspektiv? Er det yderligere en overlevelsespakke? Hvad savner natklubberne generelt, der følger med, når det meldes ud, at serveringssteder skal lukke kl. 22?

 Det eneste, vi beder om lige nu, er en fuld kompensation af  vores faste udgifter – lige nu får vi 50%  mens vi er tvunget til at holde lukket, og dernæst et større spillerum for at kunne tjene vores egne penge.

Og således er bolden i den grad sparket over til ministrene for kultur- og erhvervslivet, der nok også lige skal forbi finansministeren for at se, hvad der kan blive af eventuelle forlængelser af de hjælpepakker og støtteordninger, der ellers udløber her i løbet af efteråret.

For som det ser ud nu, så styrer High Voltage mod konkurs. Martin Jensens projekt bløder kraftigt lige nu, og seneste udmelding forværrer kun situationen. High Voltage er ikke alene om den udfordring. Samtlige natklubber i København og andre steder i landet, hvor der midlertidigt måtte indføres disse stramme åbningstider, hvis og når smittetrykket stiger i en specifik by eller landsdel, lever lige nu et særdeles usikkert liv, hvor de ikke kender morgendagen qua regeringens dag-til-dag udmeldinger.

Martin Jensen, der også tidligere har arangeret rockklub på spillestedet The Rock, er en erfaren herre i branchen. Han er ikke typen, der bare bukker under, takker af og erkender nederlag, bare fordi der lige kommer et småbump på vejen. Det her er alvor, og det er det for en hel branche, der for koncertlivet ofte har ageret det naturlige after-party. 

Hvad så nu, lille du? Spørgsmålene og udfordringerne er mange. Løsningerne derimod glimrer lidt ved deres fravær lige nu, og vi spurgte, hvad Martin Jensen vil gøre her onsdag morgen.

Hvad gør du helt lavpraktisk, når du står op onsdag morgen

 Drikker en kop kaffe, går tur med min hund og sætter mig og råber af computeren.

Se hele pressemeddelelsen fra High Voltage nedenfor:

Spillestedet High Voltage står overfor konkurs

Det populære københavnske spillested og træfpunkt for udøvere og fans af rock, hård rock og heavy metal, High Voltage, i København, må meget snart opgive kampen for overlevelse pga. Covid-19 restriktionerne og manglende økonomisk kompensation.

High Voltage har siden nedlukningen i marts tabt 100.000 kroner om måneden. Spillestedet har modtaget kompensation for 50 procent af de faste udgifter og 80 procent af udgifter til lønninger. High Voltage har på regeringens opfordring valgt ikke at afskedige nogen af de 30 timeansatte og 1,5 fuldtidsstilling. Beslutningen er taget, fordi High Voltage er sit ansvar bevidst, og fordi spillestedet ikke vil bidrage til den store arbejdsløshed, der lige nu truer mange ansatte i oplevelsesøkonomien.

High Voltage har søgt om samtlige kompensationspakker, særpakker og akutpakker, men selvom disse skulle blive tilgodeset High Voltage i større eller mindre grad, vil de ikke dække det store underskud, der er blevet akkumuleret over det seneste halve år, og som nu kun har udsigt til at blive endnu større. High Voltage havde set frem til at kunne åbne i september med 1/3 kapacitet og med lukning kl. 2:00. Dette ville ikke føre til overskud, men ville begrænse det galoperende underskud og afværge en forestående lukning. Med de nye stramme restriktioner er dette de facto umuliggjort. High Voltage står derfor og kigger direkte ind i en konkurs inden månedens udgang, hvis der ikke findes en løsning.

Denne pressemeddelelse er et opråb til politikerne i stat om kommune og at gøre noget nu, samt at skabe opmærksomhed fra meningsdannere og pressefolk, så København og Danmark ikke mister et enestående flagskib indenfor dansk rockmusik. High Voltage er drevet af få ildsjæle og iværksættere med en stor kærlighed til rockmusikken og kulturen omkring den, og har med benene solidt plantet i kyndigt restaurations- og købmandskab omsat talenterne til en sund forretning. Derfor har spillestedet også i over syv år kunne præsentere kunst og underholdning til glæde for mange rockentusiaster uden at ligge hverken kommune og statskasse til last. På den baggrund er dette heller ikke et råb om medlidenhed - der bedes blot om en fair kompensation. Hverken mere eller mindre. Det ser sort ud, men High Voltage vælger helt bevist ikke at række ud til vores publikum for almisser via crowdfunding eller lignende. Vi håber og tror på en feberredning fra de rette instanser. 

Hjælp meget gerne High Voltage med at gøre opmærksom på vores situation ved at dele denne pressemeddelelse med alle, du måtte mene, vil kunne gøre en forskel.

Tak for opmærksomheden.

Martin Jensen, leder High Voltage



FAKTA OM HIGH VOLTAGE

High Voltage har eksisteret i 7 år

High Voltage er en selvejende institution, der ikke modtager økonomisk større udefra, andet end en lille sum honorarstøtte, der går direkte til de optrædende kunstnere og ikke indgår i drift på nogen måde.

High Voltage afvikler ca. 400 koncerter om året, primært danske bands, især up-coming, men også mere etablerede acts og besøg fra udlandet.

High Voltage underholder ca. 1000 gæster om ugen til koncerter og efterfølgende natklub.

High Voltage er landets eneste deciderede spillested og klub for genrerne rock, hård rock og heavy metal.