Raise Your Horns 20: Er det sådan her, det skal være?

20200912-6A2A2746-min

Et par unge fyre, der lige har opdaget metal, et engelsk ægtepar, der er i en position til at sponsorere kultur, en præst, der ikke kan lade være med at elske metal, og en to meter høj svensk stripper: Årets første danske metalfestival efter nedlukningen var lige så fuld af modsætninger, som rammerne for livemusik er det for tiden.

Kunstner
Titel
+ Zornheym + Murder Among Kings + Hoak + The VIce m.fl.
Spillested
Dato
11-09-2020
Fotograf
Mark Stoumann

Jeg har set metals fremtid: En midaldrende m/k, der sidder alene på en plasticstablestol i en halvtom sal og headbanger forsigtigt til et band, der virker fortvivlede over setuppet og ikke rigtig kan finde ud af, hvordan de skal greje den akavede situation.

Det er ikke fair: Det er de givne omstændigheder, de rammer, der nu engang er udstukket fra oven, for hvordan man kan få lov til at afholde en musikfestival i 2020 i Danmark. Det er Raise Your Horns de første, der faktisk lykkes med i metal, og det er al ære værd. At det så også er, fordi den bornholmske festival allerede inden COVID-19 har kalkuleret med en halvtom sal baseret på erfaringerne fra de to foregående år, er den negative side af det. Det er svært at hive metalpublikum fra resten af landet til Bornholm, og det er endnu sværere at stampe et større publikum op på den lille ø. Så at festivalen på trods af alt bliver afholdt, fortjener virkelig al hæder og respekt.

Men selvfølgelig er det problematisk at skulle være til koncert med så kropslig og – i hvert fald i sit udspring – uregerlig en musik, som metal er. Selv for en anmelder føles det kunstigt at sidde ubekvemt tilbagelænet med krydsede ben og glo op på en scene, hvor der står et band, der ikke har nogen som helst mulighed for at interagere med publikum. Det er også en del af rammen, har vi fået at vide: “Publikum må ikke synge/fløjte/råbe o.l under koncerten,” står der i de retningslinjer, Raise Your Horns har fået besked på at sende ud til publikum. Eller, trods alt mere forståeligt, danse, gå rundt i salen under koncerterne, flytte rundt på stolene eller i det hele taget gøre andet end at sidde for sig selv med ansigtet vendt mod scenen.

20200911 6A2A1783 min

Distrahér mig lige
Det er problematisk, fordi det betyder, at vi kommer til at fokusere endnu mere på musikken end før, og det er de færreste bands på det niveau, hvor Raise Your Horns med sin størrelse kan booke navne, der kan bære den koncentrerede opmærksomhed. Med andre ord bliver det endnu mere tydeligt, hvor mellemfedt et band som Hoak er, når der ikke er nogle distraktionsmomenter: Ingen weekendstive 120-kilos-branderter at tage sig i agt for, inden de tromler en ned, ingen circle pit uforvarende at blive opslugt af, ingen fadøl hældt ned ad nakken, ingen, der lige kommer hen og hilser, så man står og råber noget, der skal gøre det ud for en samtale, ind i hinandens ører, mens musikken får lov at buldre af sted i baggrunden. I dét skånselsløst klare lys bliver det kun alt for tydeligt, hvor svagt metal kan stå.

Men det er ikke fair. Ikke mod bandene, ikke mod fansene. Lige så lidt fair som det er at pege den ensomme midaldrende headbanger ud som et billede på scenens tilstand. Det bliver jeg håndfast gjort opmærksom på allerede på vej ind fredag aften, hvor Andreas Bille Brahe, der for fem år siden såede kimen til Raise Your Horns med sin endagsfestival Bornhell, møder mig:

– Nu skriver du ikke noget om, hvor gamle alle er, formaner han mig med løftet pegefinger.

For det gjorde jeg både i min omtale af Bornhell og i min omtale af den første Raise Your Horns. Fordi det var alt for tydeligt, hvordan fremtiden tegnede sig for en scene, hvor 90 % af publikum var hvide, midaldrende mænd. 

Men noget har ændret sig i år på Raise Your Horns. Der er flere unge blandt publikum, flere kvinder, en sort konferencier, sågar, i Claus Kumara Simonsen fra The Copenhell Family, der hele festivalen render rundt med et stort smil på, over at det her overhovedet har kunnet lade sig gøre. Copenhell blev aflyst, Royal Metal Fest, Spot og festugen i hans hjemby, Aarhus, blev aflyst: Nu lykkes det faktisk endelig, og han er taknemmelig for det.

20200911 6A2A1435 min

Nybrud i Solbrud
To, der også er taknemmelige, er Conrad Severin og Emil Trip. De to lokale drenge på 16 og 17 er lige begyndt at høre metal, de har lavet hver deres første battlevest og er begyndt at gro håret langt, og tilbage i februar var de til deres første metalkoncert overhovedet med Slipknot og Behemoth i Royal Arena. Og så var det dét, indtil Raise Your Horns viste sig at blive til virkelighed efter en sommer, hvor alle andre festivaler på stribe har måttet aflyse. 

Nu sidder de to og headbanger på den der helt fantastiske måde, som kun en teenagedreng, der er blevet tændt på heavy metal og næsten kan få håret ned i øjnene, kan gøre det. Deres entusiasme er ikke til at tage fejl af, og selvom de ville ønske, at de kunne have oplevet den ægte vare til en rigtig koncert, er det her ikke bare en tam erstatning for dem: Det er metal, og de er solgt.

20200911 6A2A1892 min

Et af de bands, for hvem den anderledes setting hverken er uvant eller nødvendigvis en hæmsko, er Solbrud. Deres kaskadiske lyd indbyder ikke til moshpits, slamdance eller for den sags skyld bare headbanging. Man kan godt bare læne sig tilbage og lade sig gennembruse af deres post-black. Siden pladen ‘Vemod’ for tre år siden har Ole Luk fået en vis opmærksomhed tidligere i år med sideprojektet Afsky, hvor han går i en mere andenbølgeblack-retning, men også Solbrud er på vej nye steder hen. De nye sange, de spiller denne aften, er langsommere, i dur og med et mere åbent lydbillede end tidligere. 

Det klæder bandet, og det ender som festivalens stærkeste musikalske oplevelse.

20200911 6A2A1952 min

Musikalsk fokus
Musikalsk fremstår Raise Your Horns ellers mere fokuseret end tidligere. Det første år var præget af en arrangørgruppe med vidt forskellige opfattelser af, hvad der var god heavy, og selvom det ikke i sig selv er en dårlig ting at have afveksling, var resultatet det år mest af alt skizofrent. I år tegner Thomas Brodersen Stibolt festivalen alene, og det er lykkedes ham at sammensætte et program, der både tilgodeser hans egne kæpheste – Konkhra får lov at headline med tre mænd i front med camoshorts til under knæet og en groovedød, der flere gange er blevet overhalet indenom af yngre jyder – og kommer godt rundt i krogene.

20200911 6A2A2142 min

Således åbner Murder Among Kings lørdag eftermiddag med en beatdown hardcore, som er så underrepræsenteret i Danmark, at det næsten kan få én til at se gennem fingre med, at det mest er bassistens ankellange hår, der rigtig er bemærkelsesværdigt. The Vice spiller en skraldet dødsrock med forstemt guitar, der sammen med en lemfældig corpsepaint får dem til at fremstå som et Dorian Gray-billede til landsmændene i Tribulation. Deville spiller en strømlinet stonerrock med en efterhånden noget fortærsket inspiration fra Kyuss, og Anguish spiller en lige så regelret doom metal lørdag eftermiddag, som passer glimrende til dem, der har tømmermænd, og ikke gør andre fortræd.

20200912 6A2A2698 min

Men Stibolts hjerte banker stadig for black metal, og som han fortæller lørdag aften i en pause, hvor han virker påfaldende afslappet, er han særligt stolt af at kunne præsentere dels livedebuten med danske Lamentari, dels den danske debut for stockholmske Zornheym. Begge koncerter er noget af nogle udstyrsstykker: Lamentari med corpsepaint og kutter vender ryggen til publikum og trækker hætterne op mellem hvert nummer, hvor keyboardspilleren sidder og spiller horror-interludier med store armbevægelser. Det er meget dybfølt, men ikke helt fri for at være ufrivilligt komisk.

20200911 6A2A1728 min

To meter svensk stripper
Zornheym er til gengæld en på alle måder perfekt afslutning på festivalen: med masser af kæder og en to meter høj og muskuløs forsanger, der ser ud, som om han når helst kan finde på at flå alt tøjet af, inden han sætter i endnu et fistelomkvæd, er de uden konkurrence festivalens mest energiske band. Hvilket næsten opvejer, at musikken er gennemført forfærdelig. 

– Han kunne godt være én fra et rockshow i Wallmans Saloner, konstaterer Morten Grønnegaard tørt. 

Eksil-rønneboen spillede her første år med de nu opløste Rising og har siden designet logo og merchandise for Raise Your Horns. Vi trækker udenfor i gården og drikker en næstsidste øl, inden festen trækker videre.

Inde i salen er de første store mænd dejset omkuld i ølpøle og blevet gelejdet ud af vagterne. En anden gruppe publikummer er blevet så opildnede af at være til koncert igen, at de har headbanget voldsomt nok, til at stolene har rokket sig, så vagterne flere gang har været henne og håndfast mane dem til ro.

Ude i gården såvel som ude i foyeren er reglerne mindre strikse, og der bliver krammet lige så meget, som der bliver albuehilst, fordi alle ved, at COVID-19 kun rigtig smitter, hvis der spiller livemusik foran én. 

20200911 6A2A1422 min

Gud elsker metal
Et enkelt par er trofast blevet siddende begge dage på første række. Det er Nick Foot og Hilary Manning-Morton, et engelsk ægtepar med sommerhus i Østermarie, der både i år og sidste år har støttet Raise Your Horns med en sum penge, fordi de var glade for konceptet.

– Vi så plakaterne sidste år, kom til at tale med dem, der arrangerede det, og de fortalte, at de manglede penge. Så jeg sponsorerede festivalen, fortæller Nick Foot med største selvfølgelighed.

– Vi sponsorerer også en folkfestival hjemme i Bath, hvor vi bor. Jeg har et PR-bureau med nogen succes, så jeg er i en position, hvor jeg kan gøre det her. 

– Vi tager penge fra corporate business og giver til det her, ler Hilary Manning-Morton.

Lidt uregerlighed og en del gode viljer er der tilsyneladende stadig tilbage i metal. Og det er med Guds velsignelse, hvis det står til præsten Carsten Rønne Samuelsen. Den lokale frimenighed, han står i spidsen for, Rønne Vineyard, har i år sponsoreret Raise Your Horns efter de to tidligere år at have stået ude på torvet foran Musikhuzet med shots, pandekager og velsignelser klar. 

20200912 6A2A2948 min

Carsten Rønne Samuelsen er selv metalfan og skulle som ung forlige sig med på den ene side at have sin tro og på den anden side dyrke en musik, der traditionelt har stået i klar opposition til hans tro.

– Men jeg fandt ud af, at Gud elsker mig, også selvom jeg hører metal, fortæller han i en længere tale fra scenen efter Solbruds koncert.

Senere på aftenen lykkes det frimenigheden at lokke en redaktør fra et andet dansk metalmedie ned i deres bar og tale med ham om hans gudsforhold natten igennem. Dagen efter er han lettere uafklaret med, hvordan han har det med den opfattelse. 

Det opsummerer på sin egen måde meget godt, hvordan metalfestivaloplevelsen er i 2020. Det gør egentlig ikke noget, det er på en måde meget fedt, men også lidt akavet og ufrit. Om det er fremtiden, ved vi ikke. Men for de to unge fyres skyld håber jeg det godt nok ikke.

20200912 6A2A2994 min