House of Franco #154
PopulærJens var en tur i ungeren i lørdags og se Reverie, Insane og Plaguestorm.
20. august: Reverie + Insane (S) + Plaguestorm (S) @ Dødsmaskinen
Ungdomshuset bød lørdag på thrash og død. Jeg kom lidt tidligere til nordvest for at hygge med folk og nyde sensommersolen i gården, hvor jeg bl.a. købte et eksemplar af min ven Jonas’ debutnummer af hans DIY-punkblad Slambertzine. Senere spiste jeg i veganerkøkkenet, hvor Reverie-drengene var ved at lave en nyt batch af deres fremragende andet demobånd, nu med brunt cover.
Aftenens første band var også en debut for svenske Plaguestorm. Vi grinede en del af deres banner, som lignede noget, en børnehave hastigt havde bikset sammen. Deres musik var også lettere kaotisk. Nogle gange ville den ene guitarist spille black metal, mens den anden var i Iron Maiden-mode. Bassisten kørte hyggeonkelstilen som en blueshippie. Trods disse indfald var det en ret underholdende debutkoncert fra Plaguestorm, som bar store dyrekranier. Mener trommeslageren havde et hundehoved i sit bælte.
Der var mere styr på sagerne, da Insane ramte scenen. Svenskerne leverede velspillet thrash/speed metal med kongeriffs og havde betydelig bedre lyd end Plaguestorm. De er meget inspireret af 80’ernes Bay Area-scene, som blev fornemt hyldet med yderst kompetente sange. Jeg fik deres desværre ikke købt deres bånd, som de solgte fra deres bil ude i gården.
Jeg har set de lokale dødsmetalknægte i Reverie en håndfuld gange, og de er blevet bedre hver eneste gang. De har spillet til en del festivaler i sommerens løb og fået opbygget en imponerende rutine. Deres onde og sublime blanding af død og black stjal alt denne aften. Jeg og andre rykkede til sidst hen ved siden af scenen, så vi bedre kunne se Adam i aktion. Han er muligvis den pt. vildeste trommeslager i landet og besidder en overmenneskelig energi, som jeg ikke kan mindes at ha' set fra nogen dansker. Lars Ulrich, tjek ind på alderdomshjemmet NU! En perfekt afslutning på denne metalfest på Dortheavej, som fortsatte dagen efter, da Incantation myrdede alt og alle på Loppen. København er nu ikke et dårligt sted at bo for tiden.