Med kunstnerne på kunstpause fra Copenhell
Fra sabbat-tilstande til streaming-koncerter. Fra nye live-regelsæt til frygten for huller i branche-kæden. Det er svært for årets aflyste Copenhell-artister at gisne om, hvilken vej pendulet drejer, men ét punkt er de enige om: Håbet om at ses næste sommer samme sted!
Vi er mange, der lider af Copenhell-syge i disse dage. Det er hårdt at sidde et år over. Alle de koncerter, man misser. Alle de minder man ved, hvert år har i ærmet. Chancen for at samle nittesjakket fra nær og fjern til et par dages dedikeret hyldest til den genre, der binder os alle sammen.
”Vi har haft nogle af vores bedste koncertoplevelser som band der. Det fede ved store festivaler er, at du ofte også møder en stor del af publikum, som ikke kender dig i forvejen.”
Sådan lyder det fra danske Redwood Hill, der ligesom flere andre af de danske kunstnere har gæstet festivalen alle årene. Copenhell har skabt et samlingspunkt for det danske metalmiljø, en familiefølelse, som Lifesick også kan nikke genkendende til:
”Copenhell har gennem årene været med til at puste rigtig godt liv i den danske metalscene. Som band oplever vi i hvert fald, at antallet af både koncerter og folk til koncerterne er steget markant.”
På de nordlige breddegrader er Copenhell blevet en sværvægter for metalscenen, der ligesom Sweden Rock og Tons of Rock i Norge samler nationen i udelt kærlighed til rock og metal i alskens afskygninger. Selvom hverken svenske Thundermother eller norske Vreid tidligere har gæstet Refshaleøen, er der dog ingen af dem, der betvivler, at Copenhell kan noget særligt, som de havde glædet sig til at udforske nærmere – men sådan skulle det så ikke være i år.
Sommeren, der ikke skulle være
Philadelphia-doomsterne fra Cryptic Sermon havde set frem til at turnére hele Europa. D-A-D havde 30 festivaler på programmet. Redwood Hill udgav i marts ’Ender’, deres sidste album i en trilogi, som desværre druknede i corona-snak, hvor de ellers havde fokus på netop Copenhell til at udbrede budskabet. Thundermother havde omvendt linet stort op i kalenderen inden udgivelsen af deres nye album til juli, og sådan fortsætter lidelseshistorien med det ene tour-program efter det andet. Som Bersærk pointerer:
”Det er en lidt underlig sommer at gå i møde uden festivaler. Dette både som musiker og som menneske.”
Hvor surt det end er, så maner situationen dog også til selvransagelse for flere af årets afbud. Withering Surface tager sig ekstra tid til at promovere 'Meet Your Maker', deres comeback-plade efter 15 år på pause, mens Orm havde forberedt sig på at udbrede budskabet om ’Ir’ ud over landets grænser. Men når det nu ikke kan være anderledes, kan man lige så godt tage det sure med det søde.
”Vi har selvfølgelig været ærgerlige og bitre, men vi accepterede det hurtigt. Det er ens for alle, og det nytter ikke noget at lægge sig resigneret ned. I bedste fald har aflysningerne reddet liv, i værste fald er vi måske blevet lidt mere bevidste omkring den privilegerede situation, vi normalt står i, hvor folk betaler os penge for at komme ud og spille vores musik for dem.”
Tilpas og overlev
Kampen for at få kalenderen fyldt op, så snart landene tillader det, er de i fuld gang i de fleste bandlejre. Men tiden bliver dog også mange steder brugt konstruktivt på skrivefronten. Lifesick brygger på deres tredje udspil, mens både Ghost Iris og Bersærk lægger de sidste hænder på indspilningerne af deres næste album. Samtidig med, at Vreid, Thundermother og Orm er hoppet med på streamkoncert-bølgen, er D-A-D omvendt kommet frem til den konklusion, at Danmark nok for en sjælden gangs skyld fortjener en sommer uden dem.
”Nu har vi mere eller mindre indset, at det her er et sabbatår. Ingen ønsker om at gå i øveren eller noget som helst. Vi er så stolte af 'Prayer for the Loud' og håber på, at den stadig vil være en ”ny” plade, når vi kommer i gang igen, ik'”.
Det er unægtelig oplagt at udnytte corona-nedlukningen til et tryk på pause-knappen, som flere andre af årets bookinger da også giver udtryk for. Næppe noget, der luner på kistebunden, men live-scenariet er nu engang en begrænsning for alle, og i mellemtiden kan nogle af de brede linjer så tages op til revurdering. Såsom Crypt Sermon, der bl.a. spenderer mellemtiden i deres nye øvelokale med at bevæge sig i nye retninger, mens Redwood Hill sætter spørgsmålstegn ved, om de overhovedet har mere i sig – tør vi håbe, at de har det?
Hvilken vej vil pendulet dreje?
Det er i hvert fald svært at se lyset for enden af corona-tunnelen. Flere af de mindre, selvstændige venues vil nok, som Ghost Iris pointerer, dreje nøglen om, eller om ikke andet få svært ved at overleve, mens flere gisner om begrænset billetsalg og højere billetpriser. En pris, der er værd at betale, når vi som nu mærker, hvor meget vi mangler koncert-rusen i vores hverdag.
”Jeg håber, at det vil åbne folks øjne. At de vil værdsætte live-musik højere og ikke tage musik for givet. At der vil komme et andet mindset om, hvorvidt man skal betale for musik eller ej ... Nu hvor mange spillesteder er nødt til at lukke ned, vil det måske blive sværere at organisere turnéer, fordi alle kunstnere vil skulle kæmpe hårdere for de enkelte spillesteder, der overlever.”
Spekulationer fra Thundermother, der maner til eftertanke, og som Steingrim, trommeslager i Vreid, nikker helt genkendende til.
”Branchen er afhængig af, at hele kæden hænger sammen: scene; lyd; lys; spillesteder m.m.. En af de største musikdistributører i Norge er allerede gået konkurs. Det vil sikkert ske for en massse andre selskaber, og nogen af de andre dygtige folk vil muligvis skifte branche, og det kan så påvirke spillestederne.”
Lys i mørket
Mens mange frygter for det værste, prøver Lifesick at finde lyspunkter i kreativiteten, som for eksempel Baest og Code Orange har demonstreret i forbindelse med deres streaming-koncerter. Det er spændende at se, hvordan kunstnerne finder nye måder at holde sig selv aktive, og mange har hurtigt omfavnet livestreaming-konceptet som den midlertidige nødløsning, mens vi drømmer os tilbage i moshpitten foran Helviti, hvor vi gladeligt havde stået i i disse dage.
Når vi beder musikerne om at fremhæve lyspunkter i tiden, er der dog ikke megen tvivl om, at det er den sjældne tid med familien, roen og nærheden, der, ufrivilligt eller ej, gør den altafgørende forskel i en tid med mange usikkerheder. Som Ivy Crown pointerer:
”Det har været sundt for hele verden at stoppe op og tage en tvungen pause ... Det har i hvert fald været godt for miljøet og sundt for os som mennesker at revurdere, hvad der er need to have og nice to have i livet.”
Crypt Sermon er lidt mere fortrøstningsfulde, hvad deres fans' dedikation i denne tid angår.
”I forbindelse med min håndtering af vores merchandise-salg har jeg bemærket, hvordan den her pandemi har fået flere af vores fans til at købe mere musik og merch direkte fra kunstnerne. Det synes jeg er med til at skabe et tættere bånd og forhold imellem os og vores fans.”
Et budskab, vi kun kan bakke op om, og således en opfordring herfra til direkte at støtte de bands, du havde håbet på at se på Copenhell i disse dage – du vil jo gerne se dem lægge hele pladsen ned på Refshaleøen til næste sommer. Ikk'?