Metaldiktator: AC/DC – The Razors Edge

ACDC The Razors Edge

Efter et årti med stadigt dårligere plader var ‘Thunderstruck’ og pladen ‘The Razors Edge’ fra 1990 stærkstrøm til en karriere. Albummet og hitsinglen gjorde AC/DC relevante igen.

Kunstner
Titel
The Razors Edge
Dato
21-09-1990
Label
Trackliste
1. Thunderstruck
2. Fire Your Guns
3. Moneytalks
4. The Razors Edge
5. Mistress for Christmas
6. Rock Your Heart Out
7. Are You Ready
8. Got You by the Balls
9. Shot of Love
10. Let's Make It
11. Goodbye and Good Riddance to Bad Luck
12. If You Dare
Karakter
666

Sommeren 1990. Jeg er 13 år og lige startet i 7. klasse. Tjener mine penge på en lokal marmeladefabrik og ved at slå nabolagets græsplæner. Interessen for hård rock er allerede vakt. Der er en spirende samling vinyler i hjemmet og en del bånd, der spilles over med de plader, som naboen eller ham fra 9. klasse har. Punktafgiften er endnu ikke fjernet, så nye plader koster stadig mange penge for en ungersvend, der endnu ikke er blevet konfirmeret. Punktafgiften blev indført i 1950 på det, man kaldte luksusgenstande. Såsom gulvtæpper, fyldepenne, mapper og … tornystre. Mens alle disse varegrupper fik fjernet punktafgiften op gennem de næste årtier, så forblev den på grammofonplader og cd’er. Faktisk var det først i midten af halvfemserne, at denne blev fjernet i Danmark og øjeblikkeligt sænkede priserne med 20-30 kroner pr. plade.

Men i 1990 måtte undertegnede bøde 139,- for grammofonpladen ‘The Razors Edge’ med AC/DC, da den udkom 21. september 1990. Det var en betydelig udskrivning for hver plade, der blev købt fra ny, så det gjaldt om at vælge rigtigt. Og alliere sig med sine kammerater, der så typisk købte andre plader, som man så kunne overspille på bånd til hinanden. Denne var jeg aldrig i tvivl om. AC/DC havde allerede en fast plads i hjemmet med plader som ‘Highway to Hell, ‘Back in Black’, ‘For Those About to Rock’ (i gatefold-udgaven, sørme!) og ‘Flick of the Switch’ (på bånd, originalt). Og ‘The Razors Edge’ var indvarslet med en musikvideo og singleforløber, der blæste alt og alle bagover i det provinsielle Nordjylland. For ‘Thunderstruck’ ramte verden 10. september 1990 med sådan et raseri, at et bedaget rockorkester fra Australien pludselig var på alles læber igen.

'Thunderstruck' – tilbage til relevans
For ‘Thunderstruck’ var i den grad et lyn, der ramte lige ned i musikverdenen. Det uforglemmelige riff, som guitarist Angus Young bare havde siddet og fiflet med en tilfældig aften, og som blev det bærende i sangen. Musikvideoen, hvor publikum omringer bandet på høje stilladser, alle iført samme hvide AC/DC-trøje, og de skæve kameravinkler, der rammer guitaren i dens riff-føring, hvor Angus Young kun bruger én hånd, samt kameraet under gulvet, der er oplyst og viser samme Angus Young lave sin ‘duck-walk’ nedefra. Og videre til den nye trommeslager Chris Slades pompøse opsætning af trommesættet, hvor der er hængt en gulvtam op bag hver side af ham, så han kan slå ud med armene og lave de dybe slag så teatralsk som den scene, videoen indspilles på. En koreografering, der har været tænkt over, og som virkede. 



Singlen ‘Thunderstruck’ sendte AC/DC til tops på alverdens hitlister. Musikvideoen gjorde, at det australske rockband pludselig befandt sig i direkte duel med datidens popikoner Madonna, Roxette, George Michael, Mariah Carey og såmænd Jon Bon Jovi, der netop var gået solo i 1990 med pladen ‘Blaze of Glory’. Den gjorde sig godt og fungerede samtidig delvist som soundtrack til filmen ‘Young Guns 2’ med unge filmstjerner som Emilio Estevez, Kiefer Sutherland, og Christian Slater. Sammen med AC/DC blev det rockens største bidrag til hitlisterne i 1990, mens Mötley Crüe med tredjesinglen ‘Without You’ fra 1989-pladen ‘Dr. Feelgood’ også forsøgte at slynge noget elguitar ud til masserne. Og AC/DC solgte nogle plader. Den gik 5 x platin i USA, Canada og hjemlandet Australien, mens der blev solgt dobbeltplatin i Tyskland og Schweiz. I Danmark fik den guld med mere end 10.000 solgte plader. Det blev en verdensomspændende succes med mere end 10 mio. solgte plader i alt og sendte dem øjeblikkeligt frem i søgelyset igen.

For AC/DC havde haft kæmpe succes med ‘Back in Black’ fra 1980, men de efterfølgende plader var det ikke gået godt med. ‘For Those About to Rock We Salute You’ blev skudt af med singlen ‘Let’s Get It Up’, som ikke var nogen kæmpesucces, mens titelnummeret som andensingle klarede sig en anelse bedre. Der blev end ikke optaget en eneste musikvideo fra den. Pladen debuterede godt nok som nummer 1 i USA, som den første endda, men det varede ikke længe. Den solgte kun 4 mio. eksemplarer, hvilket var et kæmpe fald i forhold til forgængeren, der med tiden gik 25 x platin i USA, og som allerede dengang havde solgt meget. Det blev endnu værre med ‘Flick of the Switch’ fra 1983, der var første plade, som bandet selv producerede. Her led forholdet mellem trommeslager Phil Rudd og rytmeguitarist Malcolm Young også et knæk pga. stoffer og alkohol, og trommeslageren forlod bandet under indspilningerne til ‘Flick of the Switch’. Ind hev man i stedet engelske Simon Wright, der blev med bandet over de næste tre plader.

Nedturen i firserne
Lige som man troede, at nu kunne det ikke blive værre for et band, der havde stået for den ene gode plade efter den anden, så udgav de i 1985 ‘Fly on the Wall’, der blot var et endnu tyndere opkog af gamle ideer end de to foregående, og den klarede sig præcis lige så dårligt som forgængeren. Derefter kom ‘Who Made Who’, der var en opsamling af gamle klassikere og nogle få nye sange. Pladen var samtidig soundtrack til Stephen King-filmen ‘Maximum Overdrive’, der havde en vis Emilio Estevez i hovedrollen. En anelse bedre gik det med ‘Blow Up Your Video’ fra 1988, hvor singlerne ‘Heatseeker’ og ‘Tha'ts the Way I Wanna Rock ‘n’ Roll’ fik rettet en anelse op på fadæserne op gennem firserne, og pladen blev sågar nomineret til en Grammy. Men noget mesterværk er der næppe nogen, der vil kalde pladen.

Så ‘The Razors Edge’ og singlen ‘Thunderstruck’ var i den grad en kærkommen succes, som bandet havde hårdt brug for på det tidspunkt. For firserne havde været hårde ved AC/DC. De fleste kender historien om den oprindelige forsanger, Bon Scott, der døde af druk i starten af 1980. Efter seks plader med bandet, hvor han og bandet blev mere og mere populære, fik det hele en brat og tragisk afslutning for Bon Scott, mens AC/DC fik samlet sig og kæmpede sig videre og fik det helt store gennembrud med ‘Back in Black’ senere samme år. Men alkoholens dæmoner havde ikke helt sluppet deres tag i bandet. Rytmeguitarist og rygrad i bandet, Malcolm Young, kæmpede også en ulige kamp med alkoholen. Han sad ude det meste af den turné, der fulgte ‘Blow Up Your Video’ i 1988, for at blive ædru. Malcolm blev dengang som nu erstattet af nevøen Stevie Young.

En ny æra
Det var derfor en helt ny æra for AC/DC at træde ind i halvfemserne. Trommeslager Simon Wright forlod bandet for at spille med Ronnie James Dio, og i stedet fik man walisiske Chris Slade ind. En erfaren musiker, der havde slået sine folder hos både Tom Jones, Manfred Mann’s Earth Band, Uriah Heep, David Gilmour m.fl. Det var netop, fordi han havde været med David Gilmour og hjulpet Gary Moore på turné, at AC/DC fik øjnene op for ham. Da Wright så forlod skuden, var han det oplagte valg, eftersom forholdet til den originale trommeslager, Phil Rudd, stadig på dette tidspunkt var under frysepunktet. Det var dog ikke kun trommeslagerens rolle, der som udgangspunkt var uafklaret forud for indspilningerne til ‘The Razors Edge’. Malcolm Young var som sagt også kun lige akkurat på vej tilbage, og for at gøre det hele værre, så lå forsanger Brian Johnson i en slem skilsmisse med sin hustru, Carol, som han havde to teenagedøtre med. Derfor måtte Angus og Malcolm Young selv skrive teksterne til pladen. 

Det har i øvrigt ikke ændret sig siden. Da først Brian Johnson blev fritaget for tjenesten med at skrive tekster, forblev det sådan og har været det til og med deres seneste ‘Rock or Bust’ fra 2014. 

Problemer var der således nok at tage fat på. Helt ny trommeslager, rytmeguitaristen nyligt tørlagt og forsangeren uden mulighed for at deltage i skriveprocessen pga. skilsmisse. Derudover havde de foregående tre plader skuffet fælt. 

Ideen med selv at producere var noget AC/DC var kommet på efter at have haft nogle ret succesfulde plader med Robert John “Mutt” Lange, der producerede ‘Highway to Hell’, ‘Back in Black og ‘For Those About to Rock We Salute You’. Før det blev AC/DC’s plader produceret af Harry Vanda og George Young. George er storebror til Angus og Malcolm, og de blev da også hevet ind igen til ‘Blow Up Your Video’, eftersom de andre midtfirserplader ikke rigtig var noget at skrive hjem om.

Men der skulle mere til denne gang. Så man fik fingre i canadiske Bruce Fairbairn, der i den sidste halvdel af firserne havde produceret nogle voldsomt populære plader for Bon Jovi og Aerosmith. De fleste kender nok titler som ‘Slippery When Wet’, ‘Pump’, ‘New Jersey’ og ‘Permanent Vacation’. Fairbairn er manden bag knapperne på disse, og AC/DC kunne godt se, at han kunne noget. Så han blev booket ind, og så fik piben bogstavelig talt en anden lyd.



For det var ikke kun ‘Thunderstruck’, der kunne noget. Der var også ‘Moneytalks’, der holdt pladen i live, og i foråret ‘91 kom den tredje single, ‘Are You Ready’. Hvor ‘Moneytalks’ er mere klassisk halvfjerdser-AC/DC, så er ‘Are You Ready’ mere moderne i lyden.

Det er dog ikke der, vi finder pladens sande perle. Den ligger derimod i pladens fjerde skæring. Titelnummeret. Den er mørk og stemningsfyldt. ‘The Razors Edge’, der er inspireret af koldkrigstiden der i slutningen af firserne og dermed om krig og politik, er en af de få sange, som AC/DC nogensinde har skrevet, hvor man kan høre, at de kan og vil andet end 4/4-rock og tekster og sprut og damer. Apropos damer, så er der også den komiske ‘Mistress for Christmas’, der pudsigt nok her 30 år senere alligevel får en vis historisk relevans. For AC/DC skrev sangen om ingen ringere end Donald Trump. I 1989 var Donald Trump for alvor i pressens søgelys, da han havde en ret offentlig affære med skuespilleren Marla Maples. Trump var dengang stadig gift med sin første kone, Ivana Trump, og de blev først skilt i 1992, hvorefter Trump giftede sig med Maples. Historien om rigmanden, der ikke kunne nære sig med kvinder, var dog så god, at AC/DC simpelthen skrev en sang om det.

Den sidste halvdel af pladen er dog ikke den stærkeste. Her bliver det meget klassisk boogierock med underlødige titler og sangtekster. Pladen ‘The Razors Edge’ var dog samlet så stærk, at det blev deres bedst sælgende plade siden ‘Back in Black’, og AC/DC kom i den grad tilbage på landkortet. Det blev kronet med en kæmpe turné, og de tog øverste plads på plakaten på en Monsters of Rock-turné, der havde navne som Metallica, Mötley Crüe, Queensrÿche, Pantera og The Black Crowes under AC/DC. Deres show i Donington Park under Monsters of Rock-banneret blev senere til deres livevideo, ‘Live at Donington’, der blev udgivet i 1992.

‘The Razors Edge’ blev således en kæmpe succes for AC/DC. Bandet fandt en ny måde at skrive og indspille på. De solgte millioner af plader. Var igen et af de helt store navne i musikbranchen, og netop sammen med førnævnte Bon Jovi, Aerosmith og flere andre, deriblandt Guns N’ Roses, gjorde de rockmusikken populær hos alle. Og var således med til at gøre publikum vant til den lidt hårdere musik i popradioer, hvorefter Metallica, Nirvana og mange andre kunne sparke døren ind i halvfemserne og gøre den tunge genre til den mest populære i et par år, førend rap og pop igen sendte de tunge toner ud til højre. 

AC/DC fejrede succesen, og sørme om ikke man i efteråret 1994 fandt sammen med trommeslager Phil Rudd igen. Hvorefter man i 1995 kunne udgive ‘Ballbreaker’ med en klassisk opsætning med Rudd på trommer, Cliff Williams på bas, Malcolm Young på rytmeguitar, Brian Johnson på vokal og Angus Young på lead. Men trods singler som ‘Hard as a Rock’, ‘Hail Caesar’ og ‘Cover You in Oil’ nåede ‘Ballbreaker’ aldrig ‘The Razors Edge’ til sokkeholderne. De havde endda allieret sig med Rick Rubin bag knapperne, men den blev aldrig den stadfæstelse af comebacket, som AC/DC havde håbet på.

Siden da er det kun blevet til ‘Stiff Upper Lip’ fra 2000, ‘Black Ice’ fra 2008 og ‘Rock or Bust’ fra 2014. Ingen af dem nævneværdige for mere og andet end muligheden for at se AC/DC give koncerter nær ens postnummer. ‘The Razors Edge’ var AC/DC’s sidste rigtigt populære plade, og det bliver der næppe lavet om på her i karrierens efterår. Bevares, der er rygter om en plade, men ingen forventer mirakler af et band, hvor forsangeren har været smidt ud, fordi han ikke kunne høre, og hvor Malcolm Young desværre gik bort i 2017. ‘The Razors Edge’ var og er deres sidste store plade. Og sikke en plade. Den fylder 30 år i disse dage og fortjener at blive støvet af på hylden, lagt på anlægget og nydt for det vaskeægte comeback, den var.