Metaldiktator - In Flames: The Jester Race

Populær
Metaldiktator - In Flames: The Jester Race

Metaldiktatoren kaster sig i denne udgave over Copenhell-aktuelle In Flames, hvis ’The Jester Race’ i dag desværre sjældent er repræsenteret på sætlisten. Ikke desto mindre er det en vaskeægte klassiker.

Kunstner
Titel
The Jester Race
Dato
20-02-1996
Distributør
Trackliste
1. "Moonshield"
2. "The Jester's Dance" (Instrumental)
3. "Artifacts of the Black Rain"
4. "Graveland"
5. "Lord Hypnos"
6. "Dead Eternity"
7. "The Jester Race"
8. "December Flower"
9. "Wayfaerer" (Instrumental)
10. "Dead God in Me"
Karakter
666

Inden for melodødens hellige treenighed finder man ’Slaughter of the Soul’, ’The Gallery’ og ’The Jester Race’ af henholdsvis At the Gates, Dark Tranquillity og In Flames. Vi har før skrevet om ’The Gallery’ (læs HER), og denne gang er det så In Flames, der står for skud.

Af de tre bands var At the Gates de første til at inkorporere melodi i den døde metal, men det var In Flames, som tog det længst ud med en kraftig Iron Maiden-inspiration og et personligt touch af noget, der må bunde i (svensk?) folkemusik. Oprindeligt var In Flames bare Jesper Strömblads sideprojekt, hvor han fik melodisk afløb fra det mere brutale materiale i Ceremonial Oath, som han dog med tiden droppede for at få tid til In Flames, der fik mere og mere succes. At Ceremonial Oath derefter inden bandets endeligt faktisk blev mere melodiske er så lidt sjovt.

In Flames havde før gennembruddet, som ’The Jester Race’ må betegnes som, udgivet en fuldlængde i form af ’Lunar Strain’ samt en ep ’Subterranean’, hvor især sidstnævnte fra 1995 høstede stor ros. På det første album var det Michael Stanne (også i Dark Tranquillity, dengang på guitar, siden på vokal), der varetog vokalen. Det var en ret hysterisk og skrigende form for growl, der stilmæssigt blev blødt lidt op på ep’en, som havde Henke Forss ved mikrofonen. Selvom han havde baggrund i black metal-bandet Dawn, så virkede hans skrigende growl lige en tand bedre til den melodiske metal.

Enter Anders Fridén

Da det blev tid til ’The Jester Race’, var In Flames for alvor klar til at være et ”rigtigt” band, så ind kom Anders Fridén - der ellers havde sunget i Dark Tranquillity - og blev bandets permanente sanger. Det var ikke, fordi sangstilen blev så frygteligt meget ændret, men Fridén ramte bare en lyd, som passede perfekt til skiven. Den dag i dag må det stadig betegnes som noget af hans allerfornemste vokalarbejde. Der er en snert af hysteri, melankoli og ligefrem en undertone af melodi i hans måde at råbe og skrige sig gennem sangene på.

En sanger gør det dog ikke alene, og sangskrivningen er samtidig så stærk, at det næsten ikke kunne gå galt. At det så ligefrem er blevet til klassikerstatus for ’The Jester Race’ skyldes også produktionen i Studio Fredman, som var den melodiske dødsmetals pendant til Sunlight Studions, hvor de mere brutale brødre i bands som Entombed, Dismember og Grave fik deres lyd.

En blid start

Albummet lægger smukt ud med ’Moonshield’, hvis intro består af utrolig smukt akustisk guitarspil, der flettes godt sammen med et gennemført og uhyre melodisk nummer, der i tempo er noget langsommere end resten af skiven, og som derfor måske er et atypisk valg som åbner. Introen og nummeret er stærkt opbygget fra start til slut, så man forstår alligevel valget, for det er svært ikke at lade sig forføre af de smukke toner.

Dernæst følger et ligeledes sjovt valg: En instrumental sang allerede som nummer to på skiven. ’The Jester’s  Dance’ er næsten ligeså smuk som åbneren, men metallen lurer i kulissen, da et par skærende akkorder kommer ind 45 sekunder inde i nummeret, der varer lige over 2 minutter.

Og så starter vi for alvor!

De to første numre er uundværlige for skiven og viser, hvordan man turde lege med musikken og konventionerne i den spæde melodøds begyndelse. På sin vis starter albummet for alvor fra den tredje sang, som bandet endda lavede en video til. ’Artifacts of the Black Rain’ har klassisk sangopbygning med vers, (memorabelt) omkvæd og mellemstykke, der lyder som noget, Jesper Strömblad også tog med sig i Hammerfall, da han var med der i en periode. Fængende og med melodien i højsædet, med et højere tempo end på de foregående sange – uden at BPM-måleren på nogen måde bliver rødgløende.



’Graveland’ starter med en intro i ”lo-fi”, inden nummeret sparkes godt i gang. I sangen går bandet ned i tempo i omkvædene, og Anders Fridén lægger kortvarigt sit growl fra sig og lader nummeret slappe af med en dyb, ren, melodisk røst. Kender man In Flames fra nyere tid, så kan godt sige, at der her lå det første hint om, hvad In Flames skulle udvikle sig til, men på ’The Jester Race’ er det blot et sparsomt krydderi.

Med ’Lord Hypnos’ holdes tempoet stadig relativt højt, mens stortrommerne får lidt plads til at piske af sted, indtil det fede stykke i midten, hvor trommerne spiller mere rocket, mens den "stille" guitar får lov at udfolde sig.

Forståeligt genbrug

In Flames tog sangen ’Dead Eternity’ med sig fra ep’en, og eneste store forskel er den mere harmoniske lyd, samt at sangeren er skiftet ud. Introriffet paces frem af trommerne på en fed måde, inden en lead, der lyder som en mørkere udgave af noget, Iron Maiden kunne have lavet, træder ind. Derefter trækkes tempoet helt ud, inden sangen igen eksploderer i et skrig og tonsende trommer over et riff, der kunne have gået an i black metal også. Det afbrydes af et break, der kort antyder noget rocket, og guitarerne spiller et akkordbaseret riff, der ikke kan kaldes meget andet end klassisk metal. At nummeret fik lov at få en reprise på denne skive er fuldt forståeligt, alene den fede solo efter de off-beat agtige riff, der også følger efter soloen, ville have været gentagelsen værd.



Titelsangens opbygning og udvikling af guitarriff og trommernes rytmevalg er eminent. Verset er på dette tidspunkt af skiven lidt ordinært, når man nu har hørt, hvad bandet har formået på de foregående numre, men så kommer det ekstraordinært fede omkvæd, som det er svært at holde sig fra at synge med på.



Smadder i december

’December Flower’ er det nummer, der har mest kul på på trommerne, så det kommer vildt og voldsomt af sted, men sangene vender tilbage til det halvhøje mid-tempo, som In Flames befinder sig rigtigt godt med på albummet. Kullet skovles heldigvis ind igen i flere andre passager, så bandet rammer noget, der instinktivt ville få en mosh i gang foran et live-publikum.

Næstsidst på pladen forfalder bandet igen til et instrumentalnummer med ’Wayfarer’, og det er et ret interessant et af slagsen, hvor der lige pludselig skinner noget 70’er-progrock-inspiration igennem med nogle syrede keyboards. En glimrende "puster" før pladen rundes af med ’Dead God in Me’, som på sin vis er klassisk In Flames og ikke så fjernt fra elementer, albummet på dette tidspunkt allerede har budt på flere gange, men man fornemmer også, at bandet måske er blevet lidt inspireret af Metallica anno ’...And Justice for All...’ i et par guitar-/trommebreaks. Nuvel, bandet havde også indspillet ’Eye of the Beholder’ til en Metallica-tribute i 1994.

Det sande gennembrud

In Flames fik med ’The Jester  Race’ et fortjent gennembrud. Kommercielt har bandet vundet endnu større skalpe sidenhen, og har sikkert også begået flere album, der kan få et ”Metaldiktator”-stempel på sig. Men hvis man som skribenten her for alvor fandt en favoritgenre i melodøden i årene 1994-1996, så kommer man ikke uden om ’The Jester Race’. Sjældent har man hørt noget så melodisk, der alligevel bevarer en vis dunkelhed og melankoli over sig. Og glimtvis er det endda også ret brutalt, for selvom Studio Fredman-lyden var mere poleret end den lyd, som vores svenske naboer sendte ud fra Sunlight Studio i de samme år, så rammer rytmeguitarerne alligevel en herlig rå og snerrende lyd.