Metaldiktator: Bruce Dickinson - The Chemical Wedding

Populær
Metaldiktator: Bruce Dickinson - The Chemical Wedding

Ugens Metaldiktator er skribent Molin, der ganske subjektivt hylder og skamroser Iron Maiden-forsanger Bruce Dickinsons 'The Chemical Wedding'

Titel
The Chemical Wedding
Trackliste
1. King in Crimson
2. Chemical Wedding
3. The Tower
4. Killing Floor
5. Book of Thel
6. Gates of Urizen
7. Jerusalem
8. Trumpets of Jericho
9. Machine Men
10. The Alchemist
Forfatter

Efter 8 år og 6 plader som forsanger for navnkundige og allerede dengang legendariske Iron Maiden valgte Bruce Dickinson i 1990 at udgive sin første soloplade ‘Tattoed Millionaire’ – ikke nogen særlig forøgelse af arbejdspresset for den i forvejen hyperaktive Bruce med en solid fægtekarriere, en del år med universitetsplacerede historiestudier og udgivelsen af to børnebøger (The Adventures of Lord Iffy Boatrace) bag sig. Senere hen har han også kastet sig over en tv-værtsrolle på diverse nørdede teknikprogrammer samt et fritidsjob som pilot for Astraeus Airlines.

Men til trods for de mulige inspirationskilder og adspredelser, og for et forrygende bagkatalog med Iron Maiden, var første soloudgivelse en kedelig omgang fængende, ja, men også forholdsvis ligegyldig omgang hardrock, der slet ikke havde den pondus og kvalitet, man kunne forvente.

Den lange uværdige march

I princippet burde ‘Balls to Picasso’ fra 1994, den anden udgivelse i eget navn, være en bedre omgang, da den kom i kølvandet på Bruce Dickinsons farvel til Maiden i 1992. Men ak nej, samme fejltagelser, gentagelser og uinteressante sange, der igen fængede i forbifarten, men stadig holdt et for lavt niveau.

Helt frigjort af Maiden samlede Bruce Dickinson sit eget band, Skunkworks, og udgav sjovt nok den parentesværdige single " target="_blank">‘Back From The Edge’ omtrent samtidig med, at Blaze Bayley og det resterende Iron Maiden famlende lagde ud med " target="_blank">‘Man on the Edge’ fra den tiende skive ‘X-factor’, der skulle vise sig at være præcis lige så dårlig, som Bruce Dickinsons tredje solo-skive ‘Skunkworks’. Fans af Bruce og fans af Maiden gjorde ret i at frygte for begges kunstneriske balancering på kanten.

Heldigvis var den fjerde skive ‘Accident of Birth’, udgivet i 1997, slet ikke så skidt, som titlen kunne antyde, og mens hans gamle band fejlede igen med ‘Virtual XI, havde Bruce Dickinson indhentet den gamle kumpan fra tiden hos Jernjomfruerne Adrian Smith, ligesom produceren Roy Zerimar (Eller Roy Z) gjorde sit indtog i Bruces musikalske liv. Og det samarbejde lovede godt.

Men mens ‘Accident of Birth’ kun i perioder viste den rigtige Bruce, skulle der endnu en skive til, før sangerlegenden blev genfødt.

The Chemical Wedding

Det skete i 1998, helt præcist den 14. september, da ‘The Chemical Wedding’ blev udgivet. Coveret i sig selv fortalte, at der var noget nyt og anderledes seriøst i gære – et monster, nærmest af ler på et grynet William Blake-maleri kaldet ‘The Ghost of a Flea’, var langt fra Maidens og solokarrierens tegneserieprægede covers. Et anderledes dystert og brutalt udtryk pakkede ganske passende 10 overordentligt metalliske sange ind.

Også kun få sekunders lytning af indledningsfræseren " target="_blank">‘King Crimson’ afslører, at der er tale om mørkere metal end man på daværende tidspunkt var vant til fra Dickinsons hånd og stemme. Riffet er grumt, beskidt, groovy og vokalen hverken pompøs eller storladen, men slet og ret snærende metallisk. Men soloen og mellemstykket viser for alvor noget om pladens kompetence og afstandstagen til Bruces andet liv. For det første er der langt mindre lir, og det er godt – det bedste er bare, at melodierne er så helvedes fængende. Og så en Adrian Smith i særklasse.

En mand med en historie

Titelnummeret 'The Chemical Wedding' viser andre takter, og er, for et albums anden skæring, både overraskende afdæmpet og langsomt. Et utroligt simpelt næsten grunget riff af akkorder lægger stemningen, og udgør i øvrigt også en fremragende underlægning til det helt formidable omkvæd, der omkranser et mere dystert vers. Begge steder er Bruce både historiefortæller og karismatisk forsanger. Og igen er der noget med en formidabel solo, der er mere tematisk end en præsentation af tekniske evner.

En tung raslende basgang indleder tredje skæring, &feature=related" target="_blank">’The Tower’ og hvis man igen skulle føle sig dristet til at drage paralleller til herrens gamle band nyder man fraværet af galoprytmer, ligesom man fornøjes af leads, der er noget grumme og ej übermelodiske. Grummest er dog manden selv, og han slider sig gennem et mastodontisk henslængt og heavy vers, for derefter at ramme det helt store gyngende omkvæd – begge steder står han stærkt, gennemskærende og ikke mindst insisterende på at få sine besnærende linjer krænget helt ud. Skal grumheden overgås, skal det gøres med stil, og den sidder helt klart i mellemstykkets ondskabspotpourri af skæve riffs, skrigende soloer og så et langt og smukt følgeskab for to guitarer og en bas, der leger sig gennem inciterende toner mod afslutningens gentagelse af omkvæd – igen storslået og metallisk.

%MINIFYHTMLf2889e87dcbb2e4aef83bd6a16e0fc5133%


Efterfølgende &feature=relmfu" target="_blank">’Killing Floor’ har måske ikke samme mindeværdige dele, men den bæres oppe af et anderledes vredt udtryk, og det er en næsten rasende mikrofonsvinger, der vrisser ad verden med ordene: ”Satan has left his killing floor” – langt fra episke og fantastisk storladne fortællinger, hvor man kender Bruce i hans vante gænge, og det klæder ham. Han har en stemme, der kan bære det metalliske fuldstændigt lige så godt, som de høje toners teatralske operafantasier.

Et mere afdæmpet riff og en tilbagelænet leadguitar fører lytteren videre til &feature=relmfu" target="_blank">’Book of Thel’, men man skal ikke længe frem, før et groovy rumlende riff sætter vers og Bruce i gang og leder ham over det funky pre-chorus til et klassisk omkvæd, hvor de mange ikke-gentagede ord falder let, ubesværet og hamrende selvsikkert-lige-i-skabet-lydende. Anderledes skævt sidder den delvist fræsende solo, og ”ooooo-”koret i mellemstykket, men den behagelige tilbagevenden til genkendelige temaer er aldrig langt væk, og selv ikke et stopfinte-agtigt break, kan trække tempoet ud, før sidste vers og omkvæd hamrer en medrivende sang til ende.

Et kortvarigt stemningsskift

Midtvejs på ‘The Chemical Wedding’ skrues der også ned for det metalliske, i hvert fald i perioder. &feature=relmfu" target="_blank">‘Gates of Urizen’ opbygges omkring enkelte arpeggios og ren guitar, og tempoet og intensiteten er lav, uden dog at gå på kompromis med det mørke, som gennemsyrer hele pladen. Man kunne måske beskylde 6. skæring for at mangle lidt slagkraft, men der er alligevel gemt noget ondt i det, som rigeligt berettiger til en plads blandt de 11 udvalgte – og så fungerer det fortrinligt som skridtet før klimaks: ‘Jerusalem’.

Dette er nemlig er både det mest tilbagelænede, dystre og bedste nummer på skiven – det indledes af endnu et William Blake-digt og derefter en anelse folkemusik i et meget stemningsfuldt insisterende og tikkende rent guitarriff. Og så overraskelsen i form af teksten, der viser sig at være en omskrivning af ‘And Did Those Feet In Ancient Times’, som er en næsten kanonisk sang og skrivelse i Englands kulturarv.

Et er dog den smukke tekst, noget andet er, hvordan Hr. Dickinson fortolker og formidler dem – måske noget af det smukkeste overhovedet i mandens karriere. Verset et let, indfølt og fortællende med varme og næsten rart, men alligevel med undertoner af noget dramatisk. Og så er der omkvædet. Den simple linje: ’Let It Rain’, med lidt tilhørende fraser, er ikke skinger, trods de lyse toner, men tværtimod fænomenalt stor og uden at blive overgjort. Det virker i den sammenhæng omsonst at nævne sangens mellemstykke, men selvfølgelig er guitarer i særklasse, og leads, strengekrøllende soloer og melodistykker står i kø for at bære frem mod et tungere vers, der lader sange fade ud i intensitet, og ganske modigt uden at gentage hverken omkvæd eller andre temaer. Der bliver kun plads til en ny tikkende guitar og en digtrecitation fra fortæller Arthur Brown.

%MINIFYHTMLf2889e87dcbb2e4aef83bd6a16e0fc5134%


Vrælerens triumf

Efter sådan en omgang falder &feature=relmfu" target="_blank">’Trumpets of Jericho’, det ottende nummer, også ind som befriende effektivt heavy metal, der for alvor slår en tyk streg under, at Dickinson muligvis kan være en skærebrænder af rang, når han flår tonerne i stykker, men at han også er rendyrket råstyrke og bærer de tungt drevne vers, såvel som det store omkvæd, smukt og hårdt frem mod et mellemstykke af lige dele brutalitet og storladne soloer.

Som man næsten kan høre på titlen &feature=relmfu" target="_blank">’Machine Men’ fortsættes der i samme energiniveau. En anelse tungere, lidt mere smadrede riffs, men også gyngende groovy, sådan som det er så typisk for denne plade, hvor højt tempo er fraværende og erstattet af den lavere hastigheds muligheder for at få et enkelt sving, som i det afrundede riffs hårde accenter og scratchende lead.

Den stærkeste afslutning

Rigtigt langsomt, og selvfølgelig tungt, bliver det i den formidable afslutning ’The Alchemist’, der både får lov til at være stor i slaget med fyldige omkvæd, være råt og drevent i verset og at have et langt stemningsfyldt mellemstykke – og så trækker det tråde tilbage mod indledningen, når der med en dystrere melodi gentages ’Chemical Wedding’-frasen langsomt og inciterende, mens Dickinsons mesterværk rinder ud i stilhed og Arthur Brown med fire simple linjer får lov til at lukke af.

%MINIFYHTMLf2889e87dcbb2e4aef83bd6a16e0fc5135%


Sjælens tyranni

Helt lukke af for sin solokarriere kunne Bruce Dickinson selvfølgelig ikke – heldigvis, for 2005-udgivelsen ’Tyranny of Souls’ er imponerende tæt på at være af samme kvalitet og kaliber som ’The Chemical Wedding’. Hvilket man på ingen måde kan sige om nogen af pladerne, som Adrian Smith og selvsamme sangerhelt har været med til at skrive efter comebacket med Iron Maiden, hvor kun ’Brave New World’ gør krav på klassikerstatus i bandets omfangsrige kartotek.

Og for lige at understrege den lille brave englænders trang til at udfolde sig i alle retninger, fik filmen ’The Chemical Wedding’ i øvrigt premiere i 2008, og den skarpe fan kan muligvis gennemskue, hvem der var krediteret som en af manuskriptforfatterne, ligesom titelnummeret fra samme mands hånd selvfølgelig medvirkede på denne fortælling om Aleister Crowley.