Det Sorte Sind II: Meditation for melankolikere og halvdansk fuldtræffer

ssuge14

Uge 14 har budt på tysk, schweizisk og finsk black metal, mens Marduks frontmand i marts udsendte et glimrende soloprojekt. Højdepunktet er en smagsprøve på den kommende plade med The Rite, der har Denial of Gods frontmand i spidsen.

I den første omgang af vores nye serie Det Sorte Sind dykkede vi ned i syv bands fra den ekstreme undergrund. Det skorter ikke på ny musik fra mindre kendte navne i de brutale genrer. Denne gang er der fem plader på programmet og en dark ambient-udgivelse fra Marduks suveræne sanger. Og der er noget at se frem til i juni med to spritnye musikvideoer fra kommende plader med Voodus og The Rite. Som altid er der links til både bands og selskabernes Bandcamp eller Facebook. Så støt, og bestil en shirt eller en plade, hvis musikken falder i din smag.

Eternal darkness!


Chotzä: 'Tüüfuswärk'
Chotza cover

(Release: 31. marts, Northern Fog Records)

Det Sorte Sind afskyr enhver form for ironisk distance og humor i black metal. Så når man åbner det ubehjælpsomme opsatte pressemateriale i et Word-dokument om Chotzäs anden fuldlængdeplade ’Tüüfuswärk’ og erfarer, at trommeslageren går under navnet Captain Cunt – Kaptajn Kusse skulle du være i tvivl – og pladen byder på titler som ’Sex, Suff & Satan’, så er der direkte dømt dumpekarakter. Men hey, man kan jo blive overrasket – og det er så klart tilfældet, når det kommer til selve musikken. Den schweiziske sekstet, der i øvrigt synger på bernertysk, er leveringsdygtige i fængende, rå og beskidt black n’ roll. Det er slet ikke tosset, men langt hen ad vejen ganske fedt, uden at det holder hele vejen i mål. Med ti numre og en spilletid på knap en time bliver musikken triviel i længden, men pladens første håndfuld sange er fulde af fin headbangerstil.


Depravation: 'III:Odor Mortis'
depravation cover
(Release: 3. april, Lifeforce Records)


Med tekster på skiftevis tysk og engelsk og blackened death metal helt efter bogen er der fuld smæk på Depravations ’Ill Odor Mortis’. Musikken på tyskernes anden fuldlængeplade er mere gennemført end på debuten ’II: Maledictvm’ fra 2013. Undervejs er der både associationer til lyden af norske Mysticum i åbneren ’Casting Fear’ og Dark Funeralske riffs i ’Peitschenhieb’, mens lukkeren ’Nothingness’ summer af Watains sjælfulde ’They Rode On’. Hos Depravation forbliver associationerne dog ved lyden af inspiration og aldrig rendyrket rip off. De 37 minutter i selskab med ’Ill Odor Mortis’ er måske ingen åbenbaring, men helt afgjort en stabil udgivelse, der sagtens tåler mere end bare en enkelt gennemlytning.


Grieve: 'Grieve'
Grieve cover
(Release: 3. april, Werewolf Records)

Igennem tre årtier har Finland bevist, at ikke kun Norge og Sverige har været i stand til at skabe psykopatisk sejt black metal. Finnerne har også været med på (rust)vognen. Fra Impaled Nazarene til modbydelige Behexen. De to numre på Grieves debut-ep (oprindelig udsendt i 2019) kommer dog ikke i nærheden af tonerne fra landets elite. Musikken er ikke direkte dårlig eller skriger af manglende musikalske evner. Det gør ideerne til gengæld. Det er lyden af 1990’erne, der er hørt før – for mange gange før.


Häxanu: 'Snare of All Salvation'
Haxanu cover
(Release: 1. april, Amor Fati Productions)

Den amerikanske duo i Häxanu består af L.C. på growl og Alex Poole, der håndterer trommer, keyboard, guitar og bas. Slår man gruppen op på encyklopædien The Metal Archives, er informationen temmelig besynderlig. Ifølge oplysningerne her er Häxanus debutplade ’Snare of All Salvation’, den eneste udgivelse L.C. er krediteret for i karrieren. Men makkeren, den 33-årige Poole, er aktiv i hele ti bands! Og har en fortid i fem opløste. Pooles diskografi tæller 35 forskellige udgivelser på små 15 år og har det til fælles, at Poole næsten på dem alle sammen er krediteret for at indspille al musik og vokal selv. Seriøs type! Og det skinner netop igennem i musikken på Häxanus debutplade; der er sgu sjæl i lyden. Så kan det godt være, Häxanus aggressive og straight forward black metal ikke stinker af originalitet, men duoen har helt sikkert det sorte hjerte på rette sted. Poole er en musiker, der kan sit shit, og ambitionerne fejler intet. Lukkeren, titelnummeret, slutter af med en 17 minutter lang tour de force, der godt nok låner en del fra Enslaveds geniale ’Isöders Dronning’, men ikke desto mindre er skruet fedt sammen.


Hohenstein: 'Weisser Hirsch'
Hohenstein cover
(Release: 3. april, Purity Through Fire)

Tysk Schwarzmetall, der i bedste stil med Bathorys ’Blood Fire Death’ åbner med lyden af svingende sværd på en slagmark. Stilistisk er vi heller ikke langt fra Bathory. Eller Burzum. Det er melodisk, depressivt og i midttempo med en snerrende, aggressiv vokal og simple riffs, der ved hjælp af repetition får en dyster aura til at hvile over musikken, der er primitivt produceret, helt i forbilledernes ånd. Det er udmærket, højdepunktet er ’Ewige Flamme’, der er lyden af selvmordstanker. Men generelt har musikken på ’Weisser Hirsch’ svært ved at stå distancen hele vejen igennem pladen, der spiller knap tre kvarter. Det er den tyske duos debut og næppe en af slagsen, der får dem ud over landets grænser.


DomJord: 'Sporer'
DomJord cover
(Release: 13. marts, Norma Evangelium Diaboli)

De færreste frontmænd kan matche Daniel ”Mortuus” Rosténs overlegenhed. Når han ikke står suverænt i spidsen for Marduk, så har han igennem 25 år også haft sit øvrige band Funeral Mist, hvor han selv står for både vokal, guitar og bas. Ved siden af livet som musiker driver Rostén også sit eget grafiske firma og har lavet utallige designs og artworks for bands. At det 42-årige multitalent nu også debuterer som solist med et dark ambient-projekt, kommer ikke som en overraskelse. DomJord kommer næppe til at fylde meget i svenskerens karriere. Men det er sådan set heller ikke meningen. I forbindelse med udgivelsen fortæller Rostén i et interview, at musikken er skabt for egen skyld. Uden at verden egentlig skulle høre det. Det modsatte er så alligevel blevet tilfældet. Måske fordi dark ambient i disse år oplever en revival. Hørte man black metal i midten af 1990’erne, var genren ikke til at komme uden om. Satyricons Satyr havde Wongraven og lavede mesterværket ’Fjelltronen’. Darkthrones Fenriz havde Neptune Towers. Og Emperors tidligere bassist Håvard Ellefsen hentede inspiration i Goblin og Tangerine Dream og lagde fundamentet for dungeon synth under sit kunstnernavn Mortiis og sideprojekterne Fata Morgana, Vond og Cîntecele Diavolui. De to sidstnævnte kan bedst sidestilles med tonerne af DomJord. ’Sporer’ er soundtracket til en verden i det hinsidige. Det er meditation for melankolikere, der vælger kniven i håndleddet en anden god gang, og i stedet nøjes med at slukke lyset og lukke øjnene. Pladens højdepunkt er den næsten 14 minutter lange ’Natt’, der er repetitiv og depressiv, men har effekt som medicin mod sidstnævnte, når øjnene igen åbnes. Der er ingen mellemvej med DomJord. Enten dyrker du det. Ellers gør du ikke. Det Sorte Sind elsker det!


Voodus
Voodus Band

På mægtige Mayhems seneste to turneer i Danmark har legenderne haft svenske Voodus med som support på Train i Aarhus og i Pumpehuset og Amager Bio. Hvis det i forvejen ikke var nemt at leve op til musikhistoriens vigtigste navn i black metal, så gjorde Voodus det ikke nemmere at holde fast i publikums koncentration med deres maraton-black. På svenskernes 2018-debut ’Into the Wild’ varer de fleste numre et sted mellem otte og fjorten minutter. Det er lang tid, men musikken bliver aldrig langtrukken. Stilen er melankolsk og melodiøs og veksler mellem det fandenivoldske og det følelsesladede. På seneste track, ’Pillars of Fire’, fortsætter kvartetten den gode stil med et fængende og dystert nummer. Det er hentet fra ep’en ’Open the Otherness’, der udkommer 22. juni på Shadow Records. Det er også her, vi finder de helvedes onde Ultra Silvam, der – forhåbentlig – spiller på sommerens Metal Magic Festival i Fredericia. I det hele taget er Shadow Records selskabet, man skal holde øje med, når det kommer til autentisk og satanisk svensk black metal.


The Rite
The Rite Band

Speaking of Metal Magic, så livedebuterede The Rite på festivalen i sommer. En tredjedel af medlemmerne kommer fra italienske Black Oath, og i spidsen står danske Denial of Gods forsanger Ustumallagam. Der eksisterer tusindvis af tvivlsomme black metal-bands, men du er aldrig i tvivl, når sønderborgenseren åbner munden. Ustumallagams vokal er lige så unik, som stemmen er frygtindgydende dæmonisk. Der var topkarakter til Denial of Gods seneste mesterværk ’The Hallow Mass’ fra sidste år, og det lover også godt for The Rites første fuldlængdeplade ’The Liturgy of Black’, der udkommer på tyske Iron Bonehead Productions 19. juni. The Rite er lyden af doom og black, der kolliderer helt optimalt. Produktionen og stemningen er fremragende her i dansk-italienernes første track fra den kommende plade ’The Black Effigy’. Kunne det ende som en af årets bedste plader? Det er ganske muligt! Er du her i disse isolerede tider i øvrigt træt af alle de lortegysere, der er på Netflix, så får du lige et råd med på vejen. Ustumallagam debuterede tilbage i december som forfatter med bogen ’The Reel Ghoul’, der er en velskrevet guide til mere end 700 obskure horrorfilm. Dyrk den, og dyk ned i ægte filmkunst. Den er på lager i metalbiksen Mephisto i København eller kan bestilles her.